hej !
Mit spørgsmål er, hvorfor er der ingen der tager mig seriøst, jeg har totalt opgivet at få hjælp efterhånden. Jeg har en mor, der drikker, og hun har nok gjort det hele mit liv, men jeg husker ikke super meget af min barndom.. hun var gift i 12år, og han tæskede mig igennem hele min barndom indtil jeg selv satte en stopper for det (min mor lukkede bare øjne)
Jeg havde et hjemme indbrud for 1år siden, mens jeg selv var i lejligheden, jeg er ret overbevist om han vidste jeg var hjemme, så det skræmmer mig fra vid og sans!
Siden da har jeg isoleret mig, og jeg er blevet bange for mennesker. og det frustrerer mig, at hverken min læge eller psykolog tager mig alvorligt? Jeg for konstant at vide, at jeg er en stærk og intelligent pige og at jeg nok skal komme videre? – men jeg synker dybere og dybere ind. Hvad skal jeg gøre?
Svar:
Hej igen,
Tak for din mail. Det er forfærdeligt, at du har fået så mange tæsk af din stedfar og at din mor lukkede øjnene for det. Ingen fortjener en sådan behandling. Det er også frygteligt, at du har oplevet et indbrud i dit hjem, mens du var hjemme. Det må have været meget skræmmende. Det er vigtigt, at man føler sig tryg i sit eget hjem. Du skal bo et sted, hvor du føler dig tryg, ellers får du det nok ikke bedre.
Jeg kan læse, at du har det rigtig dårligt lige nu. Du skriver, at den hjælp du får, er utilstrækkelig. Du får det værre og værre.
Jeg kan ikke sige, hvad du skal gøre, da jeg ved alt for lidt om dig og ikke ved hvilke muligheder, der er for hjælp i dit lokalområde.
Grundlæggende tænker jeg, hvis du ikke oplever, at din læge og psykolog tager dig alvorligt, så bør du finde en anden læge og en anden psykolog. Det er vigtigt, at du oplever, at du bliver taget alvorligt. Hvis man ikke oplever, at ens psykolog tager en alvorlig, så får man sandsynligvis ikke noget ud af at gå hos vedkommende. Psykologer er lige så forskellige som alle andre mennesker. Det kan godt være, at en anden psykolog godt ville kunne forstå og hjælpe dig. Det er vigtigt, at ens psykolog passer til én. Det kan også være, at psykologsamtaler er for lille en indsats, og at du vil få mere gavn af et dagbehandlingstilbud. Et sådant tilbud vil man typisk finde i psykiatrien. Men det er ikke sikkert, at der er et sådant tilbud i dit lokalområde. Det kan være, at du udover psykologisk hjælp også har brug for en mere sikker bolig – og det kan din læge og psykolog nok ikke hjælpe dig med.
Det bedste, jeg kan gøre for dig, er nok at hjælpe dig med at formulere nogle spørgsmål som du kan stille til din læge og psykolog.
1) Hvordan forstår du mine problemer?
Det er vigtigt at I er enige om, hvad dine problemer handler om. Hvis ikke I har en fælles forståelse af hvad dine problemer er, så kan du ikke føle dig tryg ved den behandling, der bliver anbefalet.
2) Hvordan vil denne behandling (f.eks. psykologsamtaler), hjælpe mig med mine problemer?
Det er vigtigt, at du forstår hvorfor lægen/psykologen har anbefalet en bestemt indsats. Det er også vigtigt, at du har en fornemmelse af, at indsatsen måske kan hjælpe dig. Hvis du overhovedet ikke tror på, at indsatsen kan hjælpe dig, så er det ikke en god indsats for dig.
3) Hvilke andre behandlingsmuligheder findes der for en, der har det som jeg har det? Og hvorfor har du valgt denne behandling for mig, frem for en anden slags behandling?
Det er godt, hvis du ved hvad dine muligheder i dit lokalområde er. Det kan også være godt at høre din læge/psykolog begrunde hvorfor de gør, som de gør. Måske vil det gøre, at behandlingen giver mere mening for dig.
4) Findes der en anden form for behandling, der passer bedre til mine problemer og til mig som person?
Måske vil et sådant spørgsmål få din læge og psykolog til at tænke sig en ekstra gang om.
5) Synes du, at det er ok, at jeg går og har det på denne her måde? (Så beskriver du hvordan du har det.) Hvor dårligt skal jeg havde det, eller hvor længe skal jeg have det sådan her, før vi skal prøve en anden indsats, synes du?
Måske ved din læge og psykolog ikke, hvor dårligt du reelt har det i den hverdag.
Det er almindeligt inden for sundhedssystemet, at man spørger efter en anden vurdering af en anden læge eller psykolog. Læger og psykologer har typisk nogle ting, som de er bedre til end andre. Ingen er eksperter i alt.
Jeg håber mit svar hjælper dig lidt videre.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.