hejsa brevkasse…
jeg er en dreng på 22 som har levet med at min mor drikker siden jeg var 13 – 14 år ihvertfald hvad jeg kan huske tilbage til….
jeg har levet med det lige siden da, men min mor og far har et godt forhold til hinanden nu synes de ihvertfald men der er stadig mange ting der påvirker mig selvom det er mange år siden. jeg har 3 mindre søskende som jeg har beskyttet overalt på jorden, men har altid måtte stå imellem mine forældre når de var oppe og skændes, har hørt jernrør blive slået imod (enten min mor eller far der fik banket hovedet derind af hinanden) og har hørt på tonsvis af undskyldninger om hvem der var skyld i det, min mor er kommet med blå mærker om halsen efter kvælertag, blå mærker på armen efter politigreb af min far, og selvfølgelig er det min fars skyld siger hun, men som ung knægt ved jeg jo ikke hvad der er rigtig da jeg gerne vil have de begge 2 har ret, men nok ikke tilfældet. men det jeg gerne vil skrive er at min mor har for 3 år siden (dagen jeg har skrevet dette er 21-02-2013) der var jeg ude for noget som stadig påvirker mig rigtig meget… jeg sad for 3 år siden og så fjernsyn, kunne hører at mine forældre var kommet op og skændes, som de tit var på det tidspunkt, men kan så hører min mor råber om hjælp, og løber derned til dem igen, og min mor græder og min far var mega stiv, og mega meget oppe og kører, hvor efter mig og min mor går op på loftet da vi har 2 stuer, og så kommer min far op lidt efter stadig aggresiv, og begynder at skubbe til min mor, og hun skubber selvfølgelig igen, hvor min far så falder om og råber at han er et offer, min søster går derefter hen og tramper i gulvet ved siden af ham, og siger til ham at han nu kan føle at blive trampet på. han rejser sig derefter op og tager fat i min søsters hoved, som jeg så reagere på og skubber ham væk og siger at hvis han ikke passer på nu så melder jeg ham til politiet, han falder derefter til ro, og jeg begynder at gå nedenunder, men der var noget i mig der sagde jeg skulle vende mig rundt mens jeg gik, og så til min forskrækkelse at min far fløj på min mors ryg. hurtig som jeg er, løb jeg over og tog fat om min fars hals og lagde ham ned og tog politigreb på ham og sagde var nok, og at jeg nu ville melde ham, og ringede til politiet som kom og sagde han skulle forholde sig i vores pæn stue, som han så også gjorde, dagen efter tager jeg ned til min moster, men inden jeg tog afsted sagde min mor at jeg ikke måtte snakke om det med alkohol, men self ville jeg ned og snakke om det da det var det eneste der var skylden i alt den ballade. Dagen efter igen, tager mine 2 mostre op til min mor og vil snakke med hende om at hun ikke skal drikke mere, ligeså med min far. Men min mor var stædig og sagde det skulle de ikke blande sig i, og tog derefter bilen, og kørte ud og hentede mig på arbejdet, da hun godt vidste hvem der havde sagt det til dem. Hun sagde da hun havde hentet mig at vi skulle ud og kører en tur, og på den tur fik jeg at vide, at hvis hun nogensinde skulle miste sine BØRN, sin mand eller sit arbejde, så ville det være min skyld!!!! :(…. ved godt det ikke er min skyld, men bare det hun siger det, og den dag i dag mener hun stadig det samme, og føler virkelig en sorg og had i mig som jeg ikke kan styre mere, har mest lyst til at fortælle hende hvad jeg mener, men har heller ikke lyst til at miste kontakten til mine søskende på grund af hende…
håber i kan hjælpe inden det hele ramler helt sammen
MVH Rune
Svar:
Kære Rune
Hold da op en historie! Jeg kan virkelig godt forstå, at du føler sorg og had.
Det er nogle barske ting du har oplevet:
Du har været vidne til vold; du har hørt din mor og far slå hinanden med jernrør, du har set din mor med blå mærker efter kvælertag og politigreb.
Du fortæller om en episode, hvor du måtte gribe ind, fordi din far var aggressiv over for din mor og søster. Hvor du måtte skubbe din far og lægge ham ned. Du fortæller, at du ringede til politiet, og at du dagen efter fortalte dine to mostre om, hvad der var sket.
Jeg vil gerne starte med at sige, at du gjorde det helt rigtige, Rune. Det er så sejt, at du handlede, ikke kun ved at ringe til politiet men også ved at bryde tavsheden om alkoholmisbruget og fortælle det til dine mostre. Det er rigtigt og flot gjort! Jeg har stor respekt for, at du handlede på det, selvom du vidste, at din mor ikke ville bryde sig om det.
Som jeg læser dit brev, overvejer du nu at fortælle din mor, hvordan du har det, samtidig er du bekymret for, om du vil miste kontakten til dine søskende, hvis du taler med din mor. I mit svar vil jeg prøve at give dig nogle input til dine overvejelser.
At fortælle din mor, hvad du mener
Jeg synes godt, du må fortælle din mor, hvad du mener. Formentlig har hun ikke lyst til at høre det. Måske vil hun endda forsøge at overbevise dig om, at det er dig, der tager fejl. Ud fra det du har fortalt, så synes jeg at du har helt ret i, at alkoholen er ødelæggende i din familie. Selvom du siger det til din mor, er det ikke sikkert at hun også vil få øje på det. Desværre tog din mor ikke imod den hjælp, I prøvede at give hende. Jeg gætter på, at hun holder fast i, at der ikke må tales om alkoholmisbruget. Det er meget almindeligt, at drikkende forældre ikke vil tale om det og ikke vil indse, at det er et problem. Du er nået et sted i dit liv, hvor du ikke kan styre din sorg og dit had mere, du mærker, at du har lyst til at fortælle din mor, hvad du mener. Du har lov til, at fortælle hende, hvad du mener. Det er helt almindeligt, at man får nok, som du har fået nu. Sådan er der mange unge i TUBA der har det, eller har haft det. Det er okay at have det sådan, det er faktisk endda godt at have det sådan. Ikke fordi det ikke gør ondt, for det gør det. Men det gør også ondt at lade som ingenting. Jeg vil gætte på at du måske indimellem føler at alkoholmisbruget er en stor og åbenlys ting, som skaber konflikt i din familie – den skaber ovenikøbet vold! En stor ting som man burde tale om og forsøge at gøre noget ved, men det er der ingen, der gør. Det virker til, at du ikke kan holde ud ikke at tale om det længere. Det er sundt og godt at have det sådan. Det er okay at handle på at du har det sådan.
Mister du kontakten til dine søskende, hvis du taler med din mor?
Du skriver at du har lyst til at fortælle det til din mor, men at du ikke har lyst til at miste kontakten til dine søskende pga. din mor. Betyder det, at du er bekymret for, om din mor vil forbyde dine søskende at se dig, hvis du fortæller hende, hvad du mener? eller hvordan kan det være du tænker, at du mister kontakten til dine søskende, hvis du taler med din mor?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dine søskende, eller måske bare nogle af dem, har det lige som dig? Måske kan de også godt få øje på, at alkoholen er et problem? Jeg ved ikke, om det er noget du taler med dine søskende om? Men jeg tænker at der er en chance for, at de har det lige som dig og at de derfor gerne vil tale med dig, selvom du fortæller din mor, hvad du mener. Måske kan du tale med dem, eller nogle af dem, inden du taler med din mor. Fortælle dem, at den episode I oplevede for tre år siden var så svær og at du har brug for at fortælle din mor, hvad du mener? Måske synes nogle af dem at det er en dårlig ide, måske vil nogle af dem bakke dig op. Måske du kan fortælle dem, hvad du har tænkt dig at gøre i forhold til jeres mor, fortælle dem, at hun formentlig bliver sur, men at du stadig ønsker at have det godt med dem og at det ikke er din mening at skabe splid i familien? Jeg ved ikke, om det kunne være en mulighed for dig at tale med dine søskende?
Lige kort har jeg lyst til at sige til dig, at du har helt ret i, at det ikke er din skyld, hvis din mor nogensinde skulle miste sine børn, sin mand eller sit arbejde.
Jeg har også lyst til at fortælle dig, at min erfaring er, at mange har glæde af at tale sådanne episoder som du har oplevet, igennem igen og igen, netop for at det ikke skal ramle sammen. Det kan være med en terapeut eller med andre unge. Hvis du har lyst er du meget velkommen til at kontakte TUBA i nærheden af, hvor du bor. Du er også meget velkommen til at logge på chatten, her kan du tale anonymt med en rådgiver fra TUBA. Du er meget velkommen, du finder chatten her.
Til sidst har jeg lyst til at sige, at det lyder til, at du er godt igang med at lære dine egen følelser at kende og handle på dem. Det kan være en svær proces, når man er vokset op med forældre, der drikker. Du har allerede taget det første skridt! Det er sejt!
Hold fast i dig selv, det er rigtigt, hvad du føler.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA