Hej,
Jeg er vokset op i en familie som består af mig, min lillebror, min passive far og min mor som er alkoholiker, det har hun været i omkring 15 år. De sidste 5 år har været utroligt turbulente og kaotiske, begge mine forældre er røget ind og ud af psykiatrisk afdeling til afrusning, pga depression og angst. Min far har været sygemeldt i 2 år med depression og har overhovedet ikke været der når min mor har drukket sig fuld hver eneste aften. Hun er stoppet med at drikke et par gange, oftest har det holdt i et par uger/1 måned og efterfølgende er hun lige så stille begyndt igen. Hun tror at hun selv kan styre og har ingen sygdoms indsigt overhovedet, og har været rigtigt manipulerende over os og personalet når hun har været indlagt. Hun har selvfølgelig ikke nævnt til mig eller min bror at hun er startet igen, men det er noget vi har opdaget tilfældigvis hvis vi har været deroppe på besøg. Vi bor begge to langt fra vores forældre.
Jeg er gået både i individuel og gruppe terapi i TUBA, så føler at jeg er godt rustet til at håndtere mit forhold med hende, især i de perioder hun drikker.
For 1 år siden fortalte hun pludeslig at hun havde fortalt sin chef på arbejde at hun havde “alkohol-problemer” og sammen havde de fundet et behandlingsprogram hvor hun i starten gik 2 gange om ugen, herefter 1 gang om ugen og det hele forløber over totalt 2 år. Så kunne man jo tro at alt var godt, men jeg synes det er rigtigt hårdt. Jeg har været oppe ved dem et par gange sammen med min kæreste og det er forfærdeligt. Selvom de har det godt (min far er begyndt på arbejde igen) og opfør sig “som man skal” og det faktisk er ret hyggeligt. Jeg kan ikke slappe af, jeg tænker at hun kommer at drikkke igen så snart hun er færdig med behandling, det vil sige om et år… Det lyder måske mærkeligt men jeg har det som om det næsten ville være bedre at hun drak igen, så ved jeg ligesom at det er det jeg “får”. Sådan har det været de andre gange hun er startet igen, at det er selvfølgelig træls og trist, men så var det sket. Så behøver jeg ikke spekulere mere over hvornår det kommer.
Jeg tror mit spørgsmål går på hvordan jeg kan håndtere mistilliden? Jeg kommer nok aldrig til at stole på hende igen, og det er heller ikke det jeg vil. Men det er hårdt at hele tiden være på vagt og ikke kunne slappe af…
Svar:
Kære du
Først har jeg lyst til at sige to ting til dig:
Det er ikke mærkeligt, at du forventer, at din mor begynder at drikke igen, det er det mønster, du er vant til.
Det er heller ikke mærkeligt, at du på en måde er mest tryg ved, hvis hun begynder at drikke igen. Du ved, hvordan du skal håndtere din mor, når hun drikker. Men hvordan skal du håndtere din mor, hvis hun er ædru over en længere periode? Det har du ingen erfaring med.
Der er altså intet galt i det, du føler.
Du spørger, hvordan du kan håndtere mistilliden. Egentlig synes jeg ikke, du skal håndtere den, jeg synes den skal have lov at være der. Den beskytter dig mod at have forventninger til din mor, som hun hidtil ikke har kunnet leve op til. Det er på mange måder sundt og godt at have den mistillid.
Tillid er noget, der skal opbygges mellem jer, det er ikke noget, du alene kan gøre og du kan ikke bare beslutte dig for at have tillid, slappe af og ikke være på vagt. Tillid er noget, du får til din mor, efterhånden som hun viser dig, at du kan have det. Hvis alt går vel, og hun forbliver ædru, vil du med tiden kunne opbygge den tillid til hende. Jo længere tid hun forbliver ædru, des mere vil du formentlig stole på hende og kunne slappe af.
Lige nu tænker jeg, du skal prøve at acceptere mistilliden, den er der med god grund. Måske kan du komme til at føle dig lidt skyldig over ikke bare at kunne smide forbeholdene og vise din mor tillid. Måske kan din mor og måske også din far endda komme til at sige ting til dig som, “slap nu af og stol på os, mor drikker jo ikke mere”. Hvis det sker, synes jeg, du skal fortælle dem, hvordan det er for dig. At du gerne vil have tillid, men at det tager tid at opbygge den, at det er svært for dig og at du stadig har en forventning om, at hun falder i, fordi det er det, du har været vant til. Det er sådan, det er for dig og du har lov til at bede om, at der er plads til det.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA