hej. min mor på 41år ligger på hospitalet. hun er i lever koma og har lungebetændelse og en dårlig nyrer. lægerne har prøvet hvad de kunne. og de sagde idag at hun bliver ikke mere rask. det ville sige hun dør her i løbet af ugen. jeg skal ind og sige farvel i morgen til hende. som bliver rigtig svært. jeg bor på et opholdssted som jeg har boet på siden jeg var 11. men den eneste jeg rigtig kunne snak med var min mor. og hun er den eneste jeg har. hun har ikke kontakt med sin familie. og kender hverken min far eller hans familie. så føler mig ret alene i alt det her. og ensom og tænker hvorfor leve? den eneste jeg havde var mor. og nu hun ved at dø . spørgsmålet er om der er måske andre der har det sådan. når jeg læser andres historier har de i det mindste en familie osv. og om dem der har det ligesom mig. hvordan kom de videre? og det skal lige siges både mor og jeg har lidt social forbi. derfor kender vi ikke særlig mange. og har svært ved få venner. mor har ingen. jeg har få som jeg mere ville kalde bekendte.
Svar:
Kære du
Det er en uhyggelig svær situation du står i lige nu. Din mor er ved at dø og du skal sige farvel til hende. Jeg synes det er rigtig stærkt af dig, at du skriver herind midt i alt det svære.
Jeg håber du fik sagt godt farvel til din mor?
Når jeg læser dit brev kan jeg høre, at du føler dig ensom og alene i det her. Så ensom og alene at du tænker: hvorfor leve? Jeg kan sagtens forstå, hvis du er ved at miste håbet lige nu. Det er en urimeligt svær situation du står i. Du spørg, hvordan andre der har stået lige så alene som dig er kommet videre? Jeg tænker at du gør det helt rigtige ved at skrive herind – du rækker ud. Du søger nogen du kan snakke med, som kan støtte dig og jeg tror det er den rigtige måde at komme videre på. Når vi skal bearbejde sorg er det vigtigt at vi har nogle at snakke med. Det lyder ikke til, at du har nogle i din nærhed, som du føler du kan snakke med. Du nævner at du ikke har venner, men nærmere bekendte og at du ikke kender din far og hans familie. Jeg tænker på om der er nogle der, hvor du bor, som du kan snakke med om hvordan du har det?
Jeg har også et par andre forslag til, hvordan du kan fortsætte det initiativ du har taget ved at skrive herind. Et af dem er at skrive i ung-ung forummet her i TUBA. Her kan du stille dit spørgsmål, om der er andre der har oplevet at stå lige så alene som dig, og hvordan de er kommet videre.
Måske kunne det også være en ide for dig, at logge på chatrådgivningen. I chatten kan du snakke med en rådgiver om, hvordan du har det. Du kan fortælle om du fik sagt farvel til din mor, hvordan du oplevede det og alt hvad der ellers fylder inde i dig lige nu.
En anden mulighed jeg tænker på er, at henvende dig i børn, unge og sorg. Her kan du chatte anonymt med andre unge, som også har mistet en forælder. Der er også mulighed for at komme i en gruppe med andre unge som har mistet.
Når jeg forslår dig de muligheder her, er det fordi jeg tænker det vil hjælpe dig igennem den næste svære tid, at have nogle at snakke med. Nogle du kan dele dine tanker og følelser med. Jeg tror det er den måde du bedste kommer igennem det og videre på. Der er ikke nogen nem måde. Det vil være svært og gøre ondt.
Til sidst vil jeg sige til dig, at det er helt ok at være ked af det, det er ubeskriveligt svært at sige farvel. Jeg kan end ikke forestille mig, hvordan det må være for dig at skulle sige farvel til din mor. Men jeg vil meget gerne lytte til dig, hvis du har lyst til at dele det – så må du gerne skrive igen.
Varme tanker
Camilla, TUBA