Hej Tuba
Jeg har haft en lang og trist barndom – min mor har drukket ligeså langt tilbage jeg kan huske hvilket nu har ført til en leverskade der indebærer at hun ikke kan tillade sig at drikke igen uden at det får dødelige konsekvenser. Hun blev indlagt på sygehuset i starten af dette år og var tæt på at dø da hun have over 70 liter vand ophobet i kroppen fordi hende lever var sat ud – og hun havde tilsyneladende opgivet håbet.
Jeg har for omkring et halvt år siden erfaret(gennem min faster) at min far også har været stærkt afhængig af alkohol i min barndom hvilket kan forklare mange episoder som jeg har det dårligt med idag.
Min mor blev udskrevet fra sygehuset og fik bevilliget hjælp af sygeplejersker 3 gange dagligt, til at hjælpe hende med at få taget de piller der er nødvendige for hendes krop. Jeg ved hun får vanddrivende og B-vitamin. Hun har dog fornylig afmeldt al hjælp og mener selv hun kan klare det. Men det jeg ser og oplever er noget andet, hun lever (i mine øjne) kun et halvt liv – har buret sig inde i sin lejlighed og kommer kun ud nogle få gange om ugen eller færre. Hun har to handicap og er fornylig blevet erklæret døvblind.
Hun fortalte mig i juli at hun (ifølge eget udsagn som jeg har svært ved at tage for gode varer) var blevet anbefalet af lægen til at drikke et glas vin om ugen grundet sundhed og at det havde hun prøvet.
Jeg er i syv sind. Jeg er bange for en dag at besøge hende og finde hende nær-død. Jeg er bekymret men plages samtidig af store samvittigheds kvaler for når jeg har svært ved at holde ud at være i rum sammen med hende da jeg stadig plages af min barndom hvor jeg i stor grad mærkede hendes misbrug selv om jeg dog ikke vedkendte mig det før langt senere. Men samtidig er hun den eneste mor jeg har, og det er super hårdt at skulle se i øjnene at jeg står for at skulle miste hende. En sygeplejerske fortalte mig mens hun var indlagt at jeg ikke skulle regne med at hun lever længe endnu da hun har et svagt sind.
Det skal nævnes at jeg er 19 år, og flyttede hjemme fra for 9 måneder siden. Jeg er så heldig at jeg er kommet forholdsvis uskadt ud af det hele. Jeg bor alene, har en velfungerende økonomi, et godt job, læser skole fag ved siden af og har god støtte i en kærlig kæreste og gode kolleger.
Dog plages jeg meget i perioder – jeg synker ind i en slags sløvsind hvor jeg er lettere deprimeret og har meget svært ved at fungere. Jeg kan ikke overskue selv små simple ting og jeg har slet ingen tiltro til mig selv og min fremtid. Jeg lider samtidig af lettere social angst som er en gene i min dagligdag, jeg var tidligere til behandling hos psykolog men min kommune afmeldte terapien efter et halvt år da de mente den var fuldført.
Jeg har svært ved at overskue det hele og er blevet alt for rutineret i at fortrænge det. Jeg er usikker på hvor jeg skal søge hjælp og samtidig for angst til at skulle erkende mit behov for hjælp over for en offentlig person som eks. en læge. Min hverdag er pt. meget præget af min mors situation og jeg har svært ved at overskue situationen med hende – om hvorledes jeg skal reagere og omkring mine følelser.
Det er en lidt rodet situation – men jeg håber i kan hjælpe mig med at klare mine tanker 🙂
Svar:
Hej igen,
Tak for dit brev.
Det er dejligt at høre at du ”har en velfungerende økonomi, et godt job, læser skolefag ved siden af og har god støtte i en kærlig kæreste og gode kolleger”. Og at ”du er flyttet hjemmefra og er kommet forholdsvis uskadt ud af det hele.”
Når alt dette er sagt, så er det klart, at du har det svært lige nu. Det lyder til at din mor har opgivet livet. Hun har brug for hjælp, men tager ikke imod det. Hun drikker stadig selv om hun ikke kan tåle alkohol. På en måde kan man sige, at hun har valgt langsomt at gå bort/dø. Dette gør hun foran øjnene af sin datter på 19 år, der tydeligvis elsker hende højt. Det er klart, at du bliver overvældet af følelser. Det vil være ganske almindeligt, hvis du i denne situation oplevede stærke følelser som:
afmagt, da du reelt er magtesløs. Du kan ikke gøre noget ved situationen.
urealistisk skyld – dvs. en følelse af, at du skulle have gjort noget tidligere eller skal gøre noget nu, selv om der reelt ikke noget, du kan gøre eller kunne have gjort for at ændre situationen. Nogle gange er det rarere at føle urealistisk skyld, end at se i øjnene, hvor magtesløs man reelt er.
sorg og tristhed over at din mor er syg, at hun har det så svært, at hun ikke passer på sig selv, og at du ikke kan gøre noget ved situationen.
frygt om hvordan det forløber med hendes sygdom og når hun dør, og når du skal leve videre uden hende.
vrede over at hun ikke vælger at leve, at tage sig af sig selv, at hun udsætter dig for denne situation, og vrede over at hun vælger ved ikke at passe ordentligt på sig selv langsomt at forlade livet og derved kommer hun til at forlade dig.
måske føler du også nogle gange, at det vil være en lettelse, når din mor dør, og måske skammer du dig over at have sådanne tanker
Alle disse følelser er naturlige at få i din situation. Der er fornuft i dem alle sammen. Jeg kunne forestille mig at disse følelser (og andre) kommer væltende i denne tid og det er svært at finde rundt i dem. Måske virker nogle af følelserne som modsætninger, men det er de faktisk ikke. De forskellige følelser afspejler forskellige aspekter af den situation, du står i. Måske kan denne oversigt, gør det, der sker med dine følelser mere overskuelig for dig.
Det er vigtigt at dele følelserne med andre, og ikke prøve at undertrykke dem. De er en naturlig reaktion på din situation. Det vil være godt at komme i en terapigruppe, hvor du løbende kan dele disse følelser, da din situation er svære og dine følelser derfor stærke. Jeg synes du skal kontakte din lokale TUBA afdeling, som du kan finde på www.tuba.dk . Du kan også se på www.hope.dk, hvor der er en oversigt over hjælpemuligheder i nærheden af dig.
Hvad skal du så gøre? Hvis din mor havde det godt, så tror jeg ikke hun vil ønske for dig, at du gik og fik det dårligt. Jeg tror hun vil ønske for dig, at du fik dig et godt liv, selv om hendes liv har været og stadig er meget svært. Jeg tror du skal finde ud af hvor meget tid, du vil bruge på at tage dig af din mor i denne tid. Der er grænser for hvad du skal udsætte dig selv for, og jeg tvivler på at din tilstedeværelse hjælper din mor særlig meget. Hvis du bruger meget tid med din mor i denne tilstand, så vil stemningen omkring hendes situation fylde dig mere end du eller din mor har godt af. Det største ansvar du har i forhold til din mor, er at få dig et godt liv. Du kan selvfølgelig ikke undgå at blive påvirket af det der sker med din mor, men du kan vælger om det skal overtage hele dit liv.
Jeg håber disse ord hjælper lidt på vejen
Mange hilsner fra
Thomas, TUBA