Hej TUBA,
Jeg kæmper med min egen forståelse af mig selv lige nu. Kort sagt skammer jeg mig inderligt og har en enorm skyldsfølelse og fortrydelse over noget jeg har gjort. Noget jeg aldrig skulle tro jeg gjorde. Jeg mødte en pige som jeg virkelig havde det godt med i 4-5 måneder. Det gik dog galt, da jeg igennem andre hørte at hun vist havde set en anden fyr før mig, som vi gennem det miljø vi færdes stadig løber ind i. Jeg havde faktisk præcist spurgt til ham en uge før (nævnt at han virkede interesserede i hende), hvor hun sagde at der ikke var noget… og så kom det en uge senere fra en anden at de havde været sammen. Den aften jeg konfronterede hende med de oplysninger, og hun bekræftede dem, fik jeg enormt meget angst… var rystet helt og aldeles. Kastede op og fik vel et angstanfald af en art. Hun sagde dog det var lige op til mig, og gav indtryk af at det var før mig (noget der senere viste sig at være løgn, da de havde været sammen efter vores førstedate). Jeg blev dog enormt rystet af det…. og dagen efter blev jeg enormt bange for at miste hende, så det var mig der undskyldte for min voldsomme reaktion. Hun var dog meget tavs i det hele (nok fordi hun vidste at hun ikke gav mig hele sandheden først), og jeg blev mere og mere usikker i det hele. Angst og manglende søvn, behov for bekræftelse steg og steg. Hun var ude og rejse i tre uger og sov ca. 3 timer om natten i den tid, fordi usikkerheden omkring hvor jeg havde hende var meget stor. Med tiden blev hun mere fjern, omend vi havde enkelte gode dage. Jeg kunne mærke at jeg blev meget usikker omkring det hele og var ikke mig selv…. det gik galt til sidst og hun slog så op. Den aften det skete havde jeg foreberedt mig en del til og virkede overfor hende til at tage det ret ok… dagen efter gik det rigtig skidt. Tabet af kontrollen over det da skete, hendes efter min mening uærlighed omkring fyren jeg spurgte til og min begyndende mistanke omkring at der var en anden fyr, spøgte i mit hovede og jagede mig rigtig meget…. og der kommer det som jeg skammer mig inderligt over. Jeg fik kopieret hendes nøgle, som jeg stadig havde efter hun havde afsluttet det… på den måde kunne jeg lukke mig ind i hendes lejlighed for at se om der havde sovet mere end en i hendes seng (hun opbevare ting i den ene side hun ikke sover i… så hvis de var væk vidste jeg at der var en ny). Det skete ca. en gang i ugen over næsten 3 uger, hvor jeg ikke kunne holde mig væk. Jeg ville bare gerne vide hvor jeg havde hende… en følelse af at jeg vidste hvor hun var, da jeg i forholdet fik svar som senere ikke passede og jeg følte bare et ekstremt behov for at vide om der var en anden fyr…. der sker så det at 3 gang jeg er der kommer hun hjem, mens jeg skal til at forlade hendes hjem. Følelsen af at blive fanget i min ‘forbrydelse’ var meget slemt og jeg sagde det jo som det var, at jeg ikke kunne slippe hende… og også at jeg var bange for hvad der nu skulle ske. Vi talte sammen den aften… hvor hun fortalte mig, at hun var utryg for at sove hjemme og det burde jo være noget jeg burde have set der kunne ske inden jeg gjorde det jeg gjorde. Vi har ikke haft kontakt siden, og jeg tumler enormt meget med skylden over at hun er blevet utryg for det jeg gjorde. Lagde i sengen de første mange dage efter og følte mig mange kg. tungere, da konsekvenserne af mine handlinger tyngdede mig rigtig meget. Ligeefter var jeg også bange for at hun skulle sige det til fælles venner og bekendte… da jeg jo fremstår meget utilregnelig, og det havde jeg da en frygt for at være det eneste jeg blev kendt som (‘der går ham den skøre’), men det er primært imod den utryghed hun har følt og måske stadig føler der piner mig. Jeg har ikke set hende siden, men jeg kommer til at løbe ind i hende om et par uger, og jeg er meget i tvivl omkring hvordan jeg skal agerer. Jeg har en lyst til endnu engang at give udtryk for min anger og jeg ønsker vitterligt hende det bedste. Det har aldrig været et spørgsmål om hævn, men jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal agerer. En del af mig ønsker jo at høre hvordan hun har det. På en måde har jeg lyst til at tilstå min synd til alle, da jeg føler at jeg har svært ved at tilgive mig selv.
Jeg troede egentlig at jeg over meget af min baggrund. Min far drak meget fra jeg var lille til jeg nåede omkring de 18 år, hvor han drak mindre end før hen og forholdet har forbedret sig. Han har haft en depression igennem 30 år, og jeg var 6-7 år, da jeg første gang hentede ham på et værtshus. Min mor tænkte sikkert, at hvis det var hans yngste søn der gjorde det, så ville han føle han føle skyld og ændre adfærd. Det kom dog ikke til at ske. Der har været mange dage, hvor han har lukket sig inde, og drukket tæt i mange dage på et værelse, uden at ville være sammen med os (gerne weekenderne) og så komme fuld hjem i hverdagene efter arbejde. Min storbror fik en depression og har den stadig og fokus har i mange år været på ham og den hjælp han skulle have. Jeg har fremstået som ham der havde styr på sit liv, og nok også følt det selv, men perfektionismen og behovet for kontrol er enormt stort for mig, især når der er stærke følelser involveret.
Jeg kan også frygte hvad der sker næste gang… i mit næste forhold og hvad jeg kan gøre for at stoppe min adfærd. Jeg føler jeg ser tingene klart nu… og undre mig over at jeg gjorde hvad jeg gjorde. Håber på at i kan give mig svar og hjælp, så jeg går imod det ‘gode’ og de rigtige valg. Tak for jeres tid
Svar:
Kære du
Jeg kan genkende din problematik omkring følelsen af tab af kontrol, det er en kendt problematik for mange unge her i TUBA.
Du skriver, at du kæmper med forståelsen af dig selv, og skammer dig inderligt over, at du har overtrådt din daværende kærestes grænser og gjort hende utryg i forsøget på at kontrollere hendes færden. For mig lyder det til, at du er bevidstom, at det ikke var i orden, og gerne vil ændre på din adfærd. Jeg kan godt forstå at du gerne vil ændre din adfærd og gå ‘mod det gode’ som du siger. Det lyder bestemt ikke som en rar oplevelse du har været igennem. Jeg vil dele det jeg ved om behovet for kontrol og angsten for at miste med dig, måske kan du bruge noget af det.
I forhold til at du har et stort behov for kontrol og for at være perfekt, vil jeg gætte på at dine erfaringer og følelser fra fortiden med din drikkende far, påvirker hvordan du har det her og nu, og senere i mit svar vil jeg forklare hvordan det hænger sammen. Det lyder barsk at du som 6-7 årig skulle hente din far på værtshus, og har stået i skyggen af de andres problematikker. Det kan ikke have været nemt for dig.
Når man er vokset op med en drikkende forældre, der ikke har været der for én, har man sandsynligvis oplevet at blive forladt fysisk eller psykisk. Frygten for at blive forladt vil altid ligge latent uanset hvor meget man forsøger at bevare kontrollen igennem livet. Den dag der opstår kærlighed og stærke følelser som du beskriver, kan det være svært at skelne mellem frygten fra barndommen og den aktuelle situation, og i rigtig mange tilfælde overstiger angsten for at miste og følelsen af tab af kontrol tager over.
Du skriver, at du kan frygte næste gang du møder en sød pige og kommer i nyt parforhold om du risikerer, at reagere med samme behov for kontrol. Du kan i forhold til dine erfaringer fra barndommen ikke gøre for din reaktion, men du kan arbejde på at ændre din adfærd og få det bedre i disse situationer, hvor du oplever følelsen af tab af kontrol. Min erfaring siger mig, at du netop har brug for at få bedre hold på dine følelser og for at skelne mellem følelser fra fortiden og dem i nutiden. Skelne dine oplevelser med din drikkende far fra dine opleverer i dag og forholde dig til din opvækst på ny.
Det er noget man typisk kan arbejde med i et terapeutisk forløb. Du kan få gratis terapi i TUBA. Det du skal gøre er at henvende dig til afdelingen i nærheden af dig og fortælle om din opvækst, og at du har svært ved at takle behovet for kontrol og perfektionisme, og at du nu gerne vil have hjælp til at takle din angst for at miste. Det kan være en lang proces at arbejde med de her ting. Processen går ud på at lære dine følelser at kende og forstå dem og samtidig lære at forholde dig til dem på ny. Hvis det ikke er første gang du oplever følelsen af tab af kontrol, kan du allerede nu gøre dig tanker om hvilke situationer, der kan tricke dig. Så har du og terapeuten et godt udgangspunkt at arbejde videre med.
Til sidst har jeg lyst til lige at sige, at det er generelt sådan med kærlighed, at når man knytter sig til et andet menneske, er det altid forbundet med angsten for at miste, og man risikerer, at blive svigtet. På den måde er et liv med kærlighed altid forbundet med angst og frygt. Det gælder for alle mennesker. En vis angst vil du formentlig altid føle i kærlighedsforhold, det er almindeligt. Men forhåbentligt kan du nå et sted hen med dig selv, hvor du kan håndtere angsten og behovet for kontrol på en anden måde, end den du har oplevet indtil nu.
Jeg håber at du tager hånd om dig selv og at du har mod på at starte i TUBA. Ud fra dit brev er jeg ret overbevist om, at det vil kunne give dig noget at arbejde med de her ting i terapi, og jeg håber du kommer godt ud på den anden side med mod på at møde en ny sød pige.
Bedste hilsner
TUBA