Jeg har levet med en far der drikker hele mit liv, og bliver nødt til at søge mere hjælp nu.
Jeg er en pige på 17 år som har en far der drikker meget. Da jeg var lille var jeg ikke rigtig klar over at han drak, men alligevel var jeg ikke tryg ved ham, jeg kaldte ham ikke for far, han måtte ikke ligge mig i seng og ville heller aldrig passes af ham. De ting begyndte jeg at undre mig over da jeg blev ældre, og hørte mine forældre skændes hver dag i weekenden. Den dag jeg endelig vidste hvad der foregik, var jeg nok ca. 9 år den aften drak min far sig så fuld at min mor ikke kunne holde til at være i huset, hun skyldte sig at pakke hendes ting, og ville have mig og min storebror med ud i bilen, han jagtede os rundt i huset, og det endte med vi låste os inde på min storebrors værelse og ville hoppe ud af vinduet. Vi var lige kommet ud i bilen men min mor havde glemt sin pung, så hun løb ind i huset, og min far holdt hende, det endte med at min storebror som på det tidspunkt var 13 år løb ind og hjalp min mor. Den nat var det jeg fik øjnene op for det uhyre han var, når han drak. Dette skete flere og flere gange, og det endte med min mor ville skilles.
Da de så var blevet skilt, var der mange problemer med hvor vi skulle være, for han forlangte at jeg skulle være der hver 2. weekend, men med hjælp udefra viste det sig at jeg var gammel nok til selv at bestemme. Ville jo heller ikke miste min far helt så besluttede min for at tage derned 1 dag i ugen, men næsten hver gang jeg kom derned var det kun de første par timer jeg kunne slappe af, for hvis naboerne lige kom så kunne han først ikke stoppe igen. Sådan kørte det i lang tid, hvor han dukkede fuld op til forældre samtaler, fik mig til at græde ved spisebordet osv.
Det lærte jeg at leve med, ved hjælp fra en psykolog. Men da jeg så blev 16 år ville jeg en dag prøve at sove dernede med en veninde for første gang, og det sværeste ved det var nok at den aften havde jeg den bedste dag og aften nogensinde! Han hyggede sig med os, vi købte slik og var så glad og lettet der. Om morgenen havde han købt rundstykker og alt var bare perfekt, så efter den dag begyndte jeg at sove dernede lidt mere, men aldrig alene.
Så for ca. 1 måned siden der gik det galt, jeg var kommet derned med min kæreste og vi havde bestilt pizza og der skulle rigtig hygges, så var vi lige væk et kort øjeblik, og da vi så kom tilbage igen sad der nogle naboer derovre sammen med min fars kone som er god til at hoppe med på vognen fordi hun selv er bange for ham. De var blevet rigtig fulde, og begyndte at provokere mig meget, men at de ikke ville være hjemme på min 18 års fødselsdag og at jeg aldrig havde holdt nogle aftaler over for min far, så kunne jeg bare ikke mere, kom ud med at min vrede og fortalte, at nu var det bare nok, og kunne ikke klare det mere, det resulterede så i at en af naboerne måtte holde ham fra ikke at slå mig, og så skyndte jeg mig bare ellers ud.
har snakket over telefon med ham siden hvor jeg prøver at forklare ham hvordan det er fra min side af, men min far kan bare fortrænge alting, hans selvværd er så lavt, at han ikke vil indrømme noget, han er allerede på en masse piller nu mod dårlig hjerte og lever og forhøjet blodtryk, men tror aldrig man kan få ham til at indse noget, og ved slet ikke hvad jeg skal gøre.
Dette har taget rigtig hårdt på mig nu, og syntes det er svært når han ellers er en super far men jeg ved jo aldrig hvornår jeg kan regne med det, han får mig til at føle at det er min skyld nu, og at han ikke elsker mig, tror han er blevet så kold at han ikke vil vise mere, kan bare ikke holde ud at have det sådan her mere, og det hjælper heller ikke så meget at hans nye kone hjælper ham godt på vej. Det er noget det gør mig træt ked af det og får så ondt i maven, bilder mig selv ind nogle gange at jeg ikke kan trække vejret, og forestiller mig mange frygtelige ting.
Skal jeg bare glemme ham helt, eller skal jeg besøge ham engang, og ville det være en ide at konfrontere ham med det igen, eller er det bare mig der må lære at bide det i mig hvis jeg vil blive ved med at se min far. Håber på jeg en dag finder en mulighed for noget som kan hjælpe ham væk fra det, men ved snart ikke hvad det skulle være, nu har han mistet hans familie og det har ikke været nok. Håber I kan hjælpe
Dette var bare en lille bid af mit liv.
Svar:
Hej med dig.
Tak for din mail.
Du beskriver en far, som du elsker rigtig meget, men som du ikke kan lide at være sammen med, når han drikker, fordi hans opførsel kan ændre sig radikalt. Lige så hyggeligt det kan være at være sammen med ham, når han er ædru, lige så rædselsfuldt kan det gå hen og blive, når han drikker. Når han ikke drikker, kan du godt lide at være sammen med ham, og når han drikker, kan du ikke lide at være sammen med ham, for du ved ikke, hvad der kan ske.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at din grænse i forhold til din far går der, hvor han begynder at drikke, for når han begynder at drikke, så bliver du urolig for hvad der kommer til at ske, og der kan ske alt muligt, og det skal du ikke byde dig selv.
Hvad indebærer det så, hvis din grænse går der, hvor din far begynder at drikke?
Du siger til din far, når han er ædru, at du rigtig gerne vil være sammen med ham, bare ikke, når han drikker. Du vil fremover ikke være sammen med ham, når han drikker. Du kan ikke få ham til at holde op med at drikke, men du kan vælge ikke at være sammen med ham, når han drikker. På den måde gør du din far ansvarlig for hans egen opførsel. Det er hans valg. Han kan vælge at drikke og ikke se dig eller være ædru og være sammen med dig.
Hvis han begynder at drikke, når du er sammen med ham, så skal du op på benene og ud af døren. Det skal du gøre med det samme, han begynder at drikke. Du kan evt. lige minde ham om, at du ikke vil være sammen med ham, når han drikker. Eller sig at du glæder dig til at se ham en anden dag, når han ikke drikker.
Hvis du kommer på besøg og han er fuld, så gå igen. Du kan eventuelt sige til ham, at det er ærgerligt, fordi du gerne ville have været sammen med ham. Men han har valgt at drikke. Øv.
Hvis du opdager, at han er fuld, men han benægter det, så skal du igen op på benene og gå.
Diskuter aldrig med ham, om han har drukket. Hold bare fast I, at du ved han har drukket og gå (eller bed ham at gå). Det er spil af tid at diskutere med ham, når han har drukket. Han ved også et sted, at du har ret i, at han har drukket, men han indrømmer det næppe overfor dig.
Hvis din far bliver sur – sig, at du glæder dig til at være sammen med ham en dag, når han ikke har drukket.
Det vil måske virke lidt mærkeligt at gøre dette i starten. Men det er vigtigt, at du holder din grænse rimelig konsekvent i starten. Måske vil din far gerne diskutere, hvad du har gang i. Men der er sådan set ikke noget at diskutere, så lad være med det. Det er meget enkelt. Du har ikke lyst til være sammen med ham, når han drikker. Ingen diskussion.Når han vælger at drikke, så går du.Hvis han ikke drikker, så vil du gerne være sammen med ham.
Det er nok vigtigt at sige, hvordan situationen er til din kæreste og andre, der er tætte på dig.
Min far har et alkoholproblem. Han drikker for meget og når han drikker så kan han blive meget ubehagelig. Når han ikke drikker, kan han være rar at være at være sammen med. Når han begynder at drikke så går vi/jeg.
Det kan være, at der senere i livet kommer situationer, hvor du vælger at se igennem fingre med, at han drikker (til sammenkomster for eksempel) hvis hans opførsel er tålelig.
Du spørger om du skal konfrontere din far igen? Mit svar er sådan set, at du altid skal være klar til at konfrontere din far, måske ikke med ord men med handlinger. Din far har et alkoholproblem. Han drikker for meget og bliver ubehagelig. Pas på dig selv. Din far drikker langt over grænserne for, hvad der er acceptabelt. Derfor må du holde din grænse i forhold til ham. Det gør du bedst med benene.
Jeg håber mit svar hjælper dig.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.