Kære rådgivere.
Jeg har verdens dejligste kæreste og sammen har vi en 4 måneder gammel datter. Vi har kendt hinanden i 2 år og allerede seks måneder inde i vores forhold blev jeg indviet i hans families store hemmelighed. Hans far var alkoholiker. Det skal hurtigt siges, at min kæreste er enebarn.
Jeg er selv opvokset i et trygt og godt hjem, men dog med en far, som også har svigtet meget i min egen barndom. Det har jeg bearbejdet hos en psykolog og arbejder stadig med det den dag i dag – har dog et ok forhold til min far.
Nå, men efter denne lille forklaring står jeg nu med en problemstilling, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal takle.
For halvandet år siden stillede min kæreste hans far et ultimatum og han kom i behandling på Tjele i fem uger.
Da han var færdig med de fem uger blev han sat af på stationen og købte her en ramme øl, som han drak på vejen hjem. Og sådan har det sådan st været lige siden. Han har på halvandet år taget omkring 8-10 tilbagefald. Og efter at vores datter kom til verden, så tog han endnu en tur. Ja, historien er endeløs og lang og jeg skal fatte mig i korthed.
Efter at vores datter er kommet til verden kan jeg mærke, at jeg smpelthen ikke kan klare hans manipulation af min kæreste. Han giver ham konstant dårlig samvittighed!
Det startede med at han drak lige op til jul og derfor valgte han og min kærestes mor, at blive væk til juleaften. Min kæreste blev ved med at sige, at han ikke var mærket af det – det var dog en helt anden sag juleaften! Han ringede til hans forældre mindst fem gange i løbet af dagen, vrissede af min familie når de ville hjælpe med noget og midt under vores julehygge med at pakke gaver op, skulle han pludselig ringe til hans forældre igen.
Jeg synes det var for meget, da det var vores datters første jul og jeg havde forventet et bedre nærvær og situationsfornemmelse! Hvilket jeg også påpegede overfor ham!
Og så blev han utrolig sur! Han måtte vel gerne ringe hjem til hans forældre år de nu skulle sidde helt alene juleaften! (Hvor jeg påpegede overfor ham, at det jo var deres valg! De var velkomne hos os!)
Efter jul kom han så og sagde, at nu skulle vi altså et smut til Fyn (hvor hans forældre bor), for vores datter skulle vises frem i nabolaget og hans mor ville så inderligt gerne se vores datter igen. Vi havde ikke pengene til det, men min kæreste ville afsted og ville så betale.
Jeg kunne bare mærke, at maven snørede sig sammen og jeg fik en trykkende fornemmelse i brystet. Det føltes bare ikke rigtigt. Det fortalte jeg så min kæreste, som blev sur igen, da han jo mente at nu skulle vi altså besøge hans forældre!
Jeg måtte sige til ham, at jeg havde svært ved det, da jeg stadig var rasende på hans far over at han igen, igen, igen, havde taget et tilbagefald og nu gav os skylden for at de skulle sidde alene hjemme juleaften.
Derudover ville jeg gå med til, at vi kunne besøge dem, men jeg ville altså ikke overnatte hos dem.
Dette indviligede min kæreste så i.
I går skrev han så til hans far og sagde, at vi havde valgt at bos hos én af deres gode vener, som bor i den samme lille by (hvor der bor 20-25 mennesker). Og sikker et respons han fik tilbage: de havde siddet og grædt sammen over, at vi ikke ville bo der, og vi måtte bo inde i Odense i stedet for, for hvad ville naboerne ikke tænke, år nu vi ikke skulle overnatte der, og at de var meget skuffede over vores beslutning.
Det resulterede i, at min kæreste græd og var ked af det IGEN!
Jeg kan bare ikke lade stå til mere og ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv! Mine grænser og værdier er rykket til det yderste og jeg kan mærke, at jeg vil gøre alt for at beskytte min datter.
Min kæreste vil stadig have hans far inde i hans liv, men jeg vil ikke være en del af det. Hvad skal jeg sige til ham og hvad skal jeg gøre?
Jeg synes ikke at det er fair at udsætte vores datter for den smerte hans far byder min kæreste, jeg synes bestemt ikke at vores datter skal se skuffelsen i min kærestes øjne når hans far igen svigter…
Er det mig der er helt galt på den? Hvordan skal jeg takle denne situation?
Mange kærlige hilsner fra den fortvivlede pårørende til en medafhængig.
Svar:
Kære du
Jeg forstår dig sådan, at du har nået grænsen for, hvad du vil være med til i forhold til din kærestes far. Du kan tydeligt mærke at nok er nok for dig. Du er rasende over den måde, du bliver behandlet på.
Som jeg læser dit brev, opstår der et dilemma mellem dig og din kæreste i kraft af, at din kærestes grænser er et andet sted end dine. Du skriver det helt tydeligt: ‘Min kæreste vil stadig have sin far inde i sit liv, men jeg vil ikke være en del af det’. Du har lov til at respektere dig selv og holde fast i, at du ikke vil være en del af det. Jeg forestiller mig, at du ikke vil være med til at besøge din kærestes forældre osv. Du har lov til at holde fast i dig selv, selvom din kæreste bliver sur. Du behøver ikke lave om på dig selv og rykke dine grænser af den grund. Omvendt kan man sige, at din kæreste heller ikke behøver lave om på sig, fordi du kan mærke, at dine grænser er nået. Spørgsmålet bliver så, hvordan I kan være sammen og være uenige på det her område og acceptere uenigheden og forskellene?
Du nævner at I møder et dilemma omkring jeres datter. Et dilemma som handler om, hvorvidt hun skal se dine svigerforældre og hvem af jer der har mest ret til at bestemme det? I kan kun afgøre det ved at tale sammen om det.
Du spørger hvad du skal sige til din kæreste og hvad du skal gøre? Jeg synes du skal fortælle ham, hvordan DU har det. At du kan mærke at dine grænser er nået og at DU ikke vil være med til, at være sammen med hans familie længere. Jeg synes du skal gøre det, som dine følelser fortæller dig. Sæt grænsen for, hvad DU vil være med til. Det er det du kan gøre. Din kæreste må selv mærke efter inde i sig, hvor hans grænser går og hvad han vil gøre. Bagefter må I hver især afgøre med jer selv om I kan og vil være sammen med de uenigheder og forskelle der er mellem jer på det her område.
Det er mit bedste råd til jer, brug det hvis I kan.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA