Jeg har et spørgsmål om det at føle angst. Det er en meget velkendt følelse for mig. Den har været en stor del af mit liv, og selv om jeg arbejder med at mindske den, er den stadig en del af min hverdag – jeg er over 30. Derfor skriver jeg for at få et par gode råd til, hvordan jeg kan arbejde med følelsen eller måske nye vinkler at anskue den på.
Det giver mening, at angst er en del af mit nuværende liv, fordi der har været mange ting at være bange for i min opvækst. Mine forældres problemer i form af alkohol, vold og psykisk sygdom førte til en uforudsigelig hverdag. Jeg måtte fra en tidlig alder være på vagt, for det var ikke til at regne ud, hvornår det ene eller andet gik i gang. Dertil skal lægges, at jeg var tilskuer til, hvordan angst bandt min ene forældres sind i lange perioder.
Jeg kan derfor godt se, at der er grunde til, at angst er en til tider overvældende stor del af mit liv. Men jeg vil gerne ændre mit liv og finde en måde at leve på, hvor jeg ikke hele tiden er mellem 1-7 skridt fra at gå i panik.
Angsten er tæt vævet ind i alt for stor en del af ganske almindelige rutiner. Jeg tager mig selv i at have mange ritualer, som jeg føler stor trang til at fastholde, fordi det giver en fornemmelse af at holde angsten en smule på afstand. Min fornuft fortæller mig, at disse handlinger er latterlige og direkte usunde, men jeg har svært ved at lade være. Det er som om mit sind hele tiden laver en mellemregning, der siger, at jeg skal sørge for, at der er balance, og at hvis jeg foretager en forkert handling, får det konsekvenser. Det er i sig selv drænende at lave beregningerne og udføre alle handlingerne. De er dog ikke store enkelt vis, men når jeg forsøger at tælle op, bliver det – på en god dag – til omkring 30-50 handlinger, jeg skal gøre eller ikke gøre. På en dårlig dag mange flere. Men det er meget mere energikrævende, når jeg kæmper imod.
Jeg har talt med en psykolog om dette og har fået en forståelse for, hvorfor jeg forsøger at skabe en følelse af kontrol. Jeg har derfor set på handlingerne, som en form for omsorg (omend bagvendt) for mig selv. Men jeg har også forsøgt at kæmpe imod at udføre handlingerne. Jeg kan komme et stykke ved at italesætte handlingerne og konfrontere den del af mit sind, der beder mig udføre handlinger for ikke at føle angsten. Jeg er blevet langt bedre til at være i ubehaget og diskutere med mig selv om min angst er relateret til en reel situation eller ikke er passende.
Det kræver dog stadig megen energi hver dag for ikke at give efter for angsten, når den dukker op. Det er som om jeg kun er i stand til at skabe en vis distance til den, men at den ligger og venter på, at jeg bliver for træt til at kæmpe imod, og at selve angsten ikke er forsvundet, men at den har samme størrelse som tidligere.
Skal jeg acceptere, at angsten er blevet en del af mig, eller er der en løsning?
På forhånd tak for dit svar.
Mange hilsener
S
Svar:
Kære S,
Tak for dit brev.
Du spørger konkret:
Skal jeg acceptere, at angsten er blevet en del af mig, eller er der en løsning?
Mit umiddelbare svar er, at jeg synes, du skal prøve at reducere din angst yderligere. Det lykkedes rigtig mange mennesker med en baggrund som din at reducere deres angst. Der er dog nogle få som har svært ved at reducere deres angst. Jeg kan derfor ikke på forhånd sige om der er en løsning for netop dig. Min erfaring som psykolog er dog, at man skal prøve sig frem og se om det hjælper, og det hjælper i rigtig mange (de fleste) tilfælde.
Når det er sagt, så er der nogle vigtige ting, du bør vide.
Angst er en almindelig følelse. Som menneske er det vigtigt, at man kan føle angst. For eksempel, når man nærmer sig en vej og der kommer en bil susende forbi, så er det vigtigt at man føler angst, så man holder sig tilbage. Uden angst var det svært at få ens liv til at fungere. Sæt dig aldrig i en bil med en chauffør, der ikke kan mærke angst. Det er farligt.
Det er derfor vigtigt, at man ikke søger et liv helt uden angst.
Så hvis dit mål er at blive helt fri for angst – så er der ingen løsning. Angst hører til det at være menneske. Men hvis dit mål er at reducere din angst, så er der muligheder.
Det næste, du bør vide er, at de fleste veje mod at reducere angst, starter med at man først accepterer angsten. Det kan lyde som en modsætning, men bare det at acceptere, at angst på nuværende tidspunkt er en stor del af dit liv kan medvirke til, at det opleves som mindre. Når man hele tiden prøver at undgå noget – så kan det komme til at fylde utrolig meget.
Man kan gøre forskellige ting for at acceptere angst. Man kan undersøge angsten. Angst kan indeholde mange ting. Når man begynder at undersøge ens egen angst, så finder man typisk følelser, som man han lagt låg på, fordi de var svære at håndtere. Bag en følelse af angst kan der ligge følelser som vrede, tristhed, sorg, skam, skyld, glæde, ansvarlighed, magtesløshed m.m.. Disse følelser kan være forbundene med minder fra fortiden. De kan dukke op på en meget levende måder i en periode, når man begynder at se på ens egen angst. Det kan derfor være rigtig godt at have en hjælper (en terapeut eller psykolog eller den slags), der er vant til at undersøge andre menneskers angst, der kan vejlede dig på din vej. Det kan være rigtig svært at mindske ens angst uden hjælp.
Her er nogle af de ting en hjælper typisk vil gøre:
· En dygtig psykolog/terapeut vil hjælpe dig med at mærke, forstå og håndtere de følelser, der ligger bag angsten.
· En dygtig hjælper vil hjælpe dig med at lære at ”rumme” følelserne. Det vil sig han eller hun vil lære dig at slappe mest muligt af (trække vejret dybt osv.), mens du betragter og mærke følelserne uden at gå i panik, så du på sigt kan blive bedre til at håndtere og have med følelserne at gøre.
· En dygtig hjælper vil støtte dig i at give udtryk for din angst og de følelser, der er forbundet med det, så du bliver fortrolig med angsten.
· En dygtig hjælper kan bekræfte dig i, at du havde god grund til at føle de følelser, du gjorde under din opvækst og denne bevidning kan medvirke til at du nemmere kan slippe følelserne fra fortiden.
· En dygtig hjælper vil lære dig at bevæge dig ind og ud af følelser af angst, ved f.eks. at bede dig om at forestille en situation, hvor du mærker angsten, og så bede dig derefter forestille dig en situation, hvor du føler dig dejlig tryg og godt tilpas, så du i din bevidsthed kan lære at bevæge dig frem og tilbage mellem angste situationer og trygge situationer, så du får en fornemmelse af kontrol over angsten.
· En dygtig hjælper vil undersøge om, der findes gode grunde til at føle meget angst i din nuværende livssituation (og ikke kun fortiden) og støtte dig i at forholde dig til og takle de vanskelige situationer, du måtte stå i.
Disse er blot nogle af de ting, som en dygtig psykolog/terapeut vil kunne hjælpe med.
Som du kan se, så indebærer alle disse veje, at man starter med i vis grad at acceptere og undersøge angsten.
Jeg håber mit svar hjælper dig lidt videre på din vej.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.