Kære TUBA.
Jeg har skevet ind før og beskrevet mit liv, hvilket har vaeret ret traumatisk. Jeg er kommet til det punkt hvor jeg ligesom har fået fjernet alle mine facader og mure som jeg har bygget op omkring mig, du kan vel kalde det at bryde sammen, sandheden staar lysende klart, at jeg hele mit liv har synes at det var min skyld at min mor begik selvmord og at min far valgte alkoholen frem for mig.
Jeg ringede til min far og graed og skrev en besked til ham hvor jeg skrev at jeg følte at det hele var min skyld. Min far svarede på sms at det ikke var min skyld og at alle elskede mig og især ham. Det var meningen at jeg skulle have kommet hjem til ham for at få noget støtte og trøst, men min far udskyder bare det hele, og det er ligesom om at han efter jeg skrev beskeden om at jeg følte at det hele var min skyld, er begyndt at drikke mere. Han har ihvertfald været stiv fra morgenstunden af.
Jeg synes det er så træls at han skuffer mig igen. Jeg har lige fortalt ham at jeg føler at det hele er min skyld, og hvad sker der så, han drikker sig i smadder for at glemme hvad jeg har fortalt ham, hvordan kan han sige at det ikke er min skyld og så siger hans handlinger noget andet, at mine ord sårer ham og får ham til at drikke mere. Jeg synes det er smadder egoistisk og jeg føler mig mega saaret. Jeg vil bare altid komme efter vodkaen, selv når jeg har det aller sværest i mit liv, så tænker han kun på sig selv. Der kommer lige en masse fustrationer ud..
Jeg synes det er rigtig træls at man bare skal acceptere at blive sat efter en flaske vodka! Man kan ikke lade være at tænke, er jeg seriøst ikke mere værd.
Som jeg skrev tidligere har jeg mistet min mor, så min far er alt jeg har, og han er ikke i stand til at være der for mig. Jeg synes det er for meget at be om at acceptere det, og jeg synes det er egoistisk og respektløst at hvis han dør en dag, så kommer jeg til at føle mig skyldig.
hilsen M.
Svar:
Hej M
Tak fordi du skriver til brevkassen igen.
Jeg ved egentlig ikke om du spørger om noget, men jeg kan både fornemme og forstå at du i dén grad er frustreret og trænger til at læsse af. Forståeligt! Det er du meget velkommen til at gøre her!
Der er dog nogle spørgsmål mellem linjerne i dit brev, nemlig:
· Kan det være rigtigt at du bare skal stille dig tilfreds og acceptere en alkoholiseret far?
· Skal du acceptere at komme i anden række efter vodkaen?
· Kan din far tillade sig at drikke sig ihjel, så du bliver helt alene?
Dine spørgsmål kan besvares med et højt og rungende NEJ! – og samtidig med et højt og rungende JA!
Lad mig forklare:
NEJ! Fordi det på ingen måde er ok at din far har valgt at drikke frem for at være der for dig som sin datter. Det er et kæmpe svigt og alle dine sårede, frustrerede følelser er helt berettigede. Det er bare ikke i orden! Jeg synes det er så godt at se, at du tager dine følelser alvorligt og lader dem fylde, for det er en normal reaktion ovenpå nogle svære omstændigheder.
Der er dog et men ved NEJ’et: Der følger en masse kamp med det for at få din far til at komme til fornuft, til at se i øjnene, til at forstå dig, , til at se, at han svigter… og den kamp har svære odds.
Det er her ja’et kommer ind i billedet. Nej, det er ikke i orden hvad din far gør, men svaret er: JA! din far kan gøre hvad han vil. Det er et vilkår, du kan ikke gøre ret meget ved det. I TUBA råder vi ofte unge i samme situation til at opgive projektet om at få en misbruger til at forstå, fordi det æder al ens energi, psykiske overskud og gode humør. Og fordi det sjældent batter ret meget.
Det at give op er dog ikke noget man lige beslutter sig for. Det er noget, man bliver moden til, når man har prøvet længe nok. Jeg håber du inden længe kan opgive at få din far til at være far og begynde at bruge energi på at komme dig og skabe et godt liv for dig selv. Måske investere mere i andre mennesker, der er bedre for dig.
Når jeg læser din brev, kommer jeg til at tænke på, at jeg tror du er i dit livs vigtigste proces, nemlig at komme dig efter en meget traumatisk barndom. Det er som om du nu får plads til rigtig at mærke, hvad den har gjort ved dig. Det er en tid til at tage sig af de tunge følelser. Du skal også i gang med at finde ud af hvordan du kommer til at trives bedre og hvordan fortiden i mindre grad skal definere din nutid. Hvilket liv du selv vil have inden for de rammer, du faktisk har magt over (modsat den afmagt, du føler ift din far). Det er en vigtig tid, som jeg håber du vil prioritere højt.
Jeg håber du får noget hjælp til din proces, jeg tror den vil tage nogen tid. Du skal have arbejdet med de tunge følelser af skyld og skam, så de ikke definerer din følelse af, hvad du er værd. Anne anbefalede dig i sit brevkassesvar til at tage kontakt til TUBA, det vil jeg også gøre. Jeg fandt også Landsforeningen til Efterladte efter Selvmord på nettet: www.efterladt.dk. Jeg ved fra mt arbejde i TUBA hvor helbredende det kan være at finde ind i en gruppe med nogen, der har prøvet det samme.
Alt godt
Christina, TUBA