Kære TUBA
Jeg har egentlig brugt de sidste 10 af mit liv på at heale det sår i mig som er forårsaget af at være barn af en alkoholiker. Men det er stadig svært. Lige nu er svær. Min far har drukket lige så længe jeg kan huske, og selv om jeg ikke er vokset op med ham men hos min mor har det skabt dybe smertefulde sår. Jeg var så ked af det da jeg var lille når jeg skulle besøge ham og bange for om han drak for så var det ubehageligt at være der, han blev så anderledes, så jeg lærte meget tidlidt at gøre mig usynlig, ikke at stille nogle krav, ikke at sige imod men indrette mig, til forskel fra når jeg var hos min mor hvor jeg var meget tryg. Det hele har jo sat sig dybt i mig og jeg har gået i terapi og er kommet langt. men lige for tiden er det som at jeg revurdere mig selv … igen … jeg kan slet ikke klare når folk overtræder mine grænser lige for tiden og jeg har indre dialoger hvor jeg er kampberedt rent verbalt, jeg føler det meget svært at lade være med at tage hensyn til andres meninger og det på trods af jeg ved hvad der er bedst for mig og det kan være i alle mulige situationer, oftest er det i mig der er “fare på færde” jeg føler jeg stagnere og hindre mig selv i at tro på mig selv hvilket påvirker mig i sociale situationer, jeg kan godt blive lidt angst med andre mennesker og andre gange overhovedet ikke, jeg svinger mellem at være super god til at stå ved mig selv og god til at være med mennesker og så at blive meget sårbar og drænet af menneskers samvær. min far har aldrig indrømmet sit misbrug og det på trods af at hans børn har taget og tager mere og mere afstand fra ham og så nu vi er voksne. jeg har som 19 årige skrevet et langt og kærligt men ærligt brev til ham hvor jeg fortalte hvor hårdt det harvde været når han drak og hvad det gjorde ved mig og mine brødre.. og hvordan det påvirkede mig nu og at vi gerne ville ham men ikke alkoholen og at det ville være rart med en undskyldning, men den kom aldrig og faktisk kommenterede han det aldrig. istedet fortsatte han med at ring etil mig når han var fuld og give mig skylden for en masse ting og beskylde mig for ikke at besøge ham nok, ikke at være en god nok søster for mine brødre eller at han var skuffet over mig og til sidst måtte jeg skrige ham ind i røret at han skulle holde op med at ring når han drak, og det gjorde han først da jeg flere år efter holdt op med at tage telefonen når han ringede om aftenen eller da min bror sagde han ikke skulle kontakte mig når han drak, så jeg føler mig dybt grænseoverskredet og ligegyldigt behandlet og det kommer i perioder. Jeg har heldigvis en mor og en familie som har taget ansvar og fuldt op og jeg har trods en lille omgangskreds skabt mig sunde relationer. jeg reflketere over mig selv og hvordan jeg er især i nære relationer og har endelig fundet mig et sundt kærlighedsforhold til en mand… men selv om livet går den rigtige vej, bliver jeg indimellem ramt af en dyb sorg, en melankoli, et savn, det eneste der hjælper er at tale med nogen…. nu er julen på vej og jeg ser slet ikke min far for tiden fordi selvom han er blevet meget mere repsektfuld og faktisk en halvgammel mand som bare gerne vil leve stille og roligt, så larmer fortiden stadig for meget for mig, og jeg har det svært bare ved at skulle tale i telefon med ham, jeg føler stadig skyld i hjertet, eks over jeg ikke kontakter ham så ofte, men jeg kan simpelthen ikke være i hans liv lige nu også selvom det smerter mig om han har noget eksempelvis ved højtider, jeg kan ikke lige nu, og bliver nødt til at tage hensyn til mine egne behov og dem skal jeg lige finde ud af at tage hensyn til… jeg havde bare brug for at dele…
jeg ønsker for mig selv, at jeg på et tidspunkt kan stole på mig selv og ikke lade andre træde på mig, jkeg ønsker at jeg på et tidspunkt ikke mærker så stor sorg indeni og følelse af at være forkert det har hjulpet men det er stadig svært og hæmmer mig i mit liv hvofr jeg har kompetancer som er meget kvalitative men jeg føler ikke jeg er værdig til at gøre de ting jeg kunne eks karrieremæssigt og det er ret belastende.
tak for jeres dejlige side
kh Sol
Svar:
Kære Sol
Tak, fordi du deler din historie med TUBA. Du kalder dit brev ‘smertefuld accept’, det er meget rammende for det, du og andre unge, som er børn af alkoholmisbrugere oplever.
Jeg læser to ting i dit brev. Dels at du i perioder har svært ved at stole på dig selv og sætte grænser, dels at du i perioder bliver ramt af sorg. Du skriver, at du ønsker for dig selv, at du kan stole på dig selv, sætte grænser, have en mindre følelse af sorg inden i og en mindre følelse af at være forkert. Jeg vil først skrive lidt om sorgen og derefter om det at stole på sig selv og sætte grænser.
Det ér forbundet med stor sorg at skulle acceptere at ens forælder drikker. Det er smertefuldt at se på, hvordan en drikkende forvalter sit liv. Og det ér et savn at leve uden den mor eller far der kunne være, hvis det ikke var pga. alkoholmisbruget. Det er almindeligt at have det sådan og det er i den grad smertefuldt.
Det at have en drikkende forælder er en kronisk tilstand, en sorg, som hele tiden er der. Det, at du ikke har kontakt med din far, fjerner ikke belastningen. Han er der, og hans druk er et vedvarende svigt. Det er smertefuldt at acceptere. Indimellem vil sorgen vise sit ansigt, de op- og nedture, du oplever, er helt almindelige. Jeg tænker ikke, at du kan få sorgen til at gå væk, men måske du kan rumme den på en anden måde. Når du bliver ramt af sorgen tænker jeg, at du skal passe godt på dig selv og give dine følelser plads, det er okay at føle sorg over en far, der drikker.
Du beskriver meget fint, hvor svært det er at acceptere, at din far aldrig har indrømmet sit alkoholmisbrug, at han aldrig er kommet med en undskyldning og at han ikke respekterer, når du sætter grænser. Det er et rigtig godt billede på, hvordan du har skullet leve med ikke at blive anerkendt. Når man oplever ikke at blive anerkendt, kan man komme til at føle sig forkert. Du beskriver også rigtig godt, hvordan du lærte at gøre dig usynlig, indrette dig og ikke stille krav. Det kan sagtens være med til at gøre, at du idag kan have svært ved at stole på dig selv og ved at sætte grænser. Jeg tror det bedste, du kan gøre er at øve dig. Øve dig i at mærke efter og handle. Jeg har indtryk af at du allerede er i gang med det og at du føler, du er kommet langt. Det er dejligt, og det tænker jeg, du skal fortsætte med. Samtidig vil jeg sige, at på samme måde som du kan blive ramt af sorgen, kan du også blive ramt af følelsen af ikke at turde stole på dig selv og ikke kunne sætte grænser. Der vil formentlig altid være perioder i dit liv, hvor du har det som du har det lige nu. Det er også smertefuldt at acceptere. Men det er faktisk okay. Alle mennesker oplever perioder, hvor de har det svært. En del af livet handler om at acceptere og håndtere de perioder.
Til sidst vil jeg bare sige godt kæmpet, du er kommet rigtig langt!
De bedste hilsner
Camilla, TUBA