Jeg er 42 år og derfor som sådan for gammel til det her medie så vidt jeg kan se. Men jeg tillader mig at skrive alligevel. Jeg er opvokset med en mor, der har drukket hele livet og en far jeg ikke har set siden jeg var 14 år.
Jeg havde aldrig kammerater med hjem, da jeg aldrig vidste hvordan det så ud og hvilken tilstand min mor var i. Min mor og far blev skilt, da jeg var 8 år, og derefter var det op til mig selv at sørge for at få mad, skulle også en gang sørge for at huslejen blev betalt. Har også fået tæsk at diverse mænd, min mor havde slæbt med hjem.
Det her var kun et lille udpluk, men der hvor jeg vil hen, er at jeg også tror, at det påvirker mig som voksen. Mit selvværd er meget lavt, tænker jævntligt på selvmord, har haft gentagne depressioner, som jeg er i behandling for. Men mangler nogen ligestillede eller en psykolog at snakke med. Men man kan kun få tilskud til psykolog behandling til man er 37 år, som om man ikke kan ha problemer efter den alder.
Vil gerne høre om i kan anbefale mig noget, en hjemmeside eller lign hvor jeg kan henvende mig.
Med venlig hilsen
Claus
Svar:
Kære Claus
Jeg tror du har helt ret i, at din opvækst også påvirker dig som voksen.
Jeg vil anbefale dig at kigge på hope.dk. Hope tilbyder også hjælp til pårørende til alkoholmisbrugere. Derudover har de en række links til forskellige tilbud.
Gennem din kommune kan du få oplyst om der skulle være en gruppe for pårørende til alkoholmisbrugere i nærheden af hvor du bor. Du kan også overveje at benytte TUBAs tilbud til dem over 35 år. Det kan du læse mere om her.
Jeg håber du finder den hjælp du har brug for.
De bedste hilsner
Camilla, TUBA