Jeg mistede min far første gang da jeg var 9 år til alkoholen..
For 3 år siden fik jeg så besked om at han var blevet ramt af kræft, og ikke havde så længe tilbage, besøgte ham for første gang i 10 år, 14 dage efter døde han og jeg mistede ham for anden gang i mit liv. Der er næsten gået 3 år og jeg savner ham stadig grusomt, selvom jeg ikke havde troet at jeg havde den kærlighed til ham.. Jeg føler dårlig samvittighed og en dyb sorg, over at have mistet ham ! Jeg nåede at skrive en besked til ham inden han døde, om at jeg var ked af at tingene havde formet sig sådan.. Fik aldrig svar.. Og pludselig var han væk..
Hvad kan jeg gøre for at “komme videre”?
Svar:
Hej igen
Det gør mig ondt at høre om din fars død og om hvordan du kæmper med sorgen.
Det er et meget præcist hvad du skriver om at man mister et menneske to gange, først til druk og siden til døden. Det er der mange mennesker, som ikke har problemet inde på livet, der har svært ved at forstå. Det kan jeg se du har erfaret på den smerteligste måde.
Du skriver ikke meget, så jeg gætter mig lidt frem. Bær over med mig, hvis jeg ikke rammer helt.
Set med “TUBA-øjne”, har du gjort noget godt for dig selv – måske med din mors hjælp – ved at afskære kontakten til din far i så mange år. Så først vil jeg ønske dig tillykke med, at du har taget så store skridt for at beskytte dig selv. Det er klogt og modigt gjort. Og det har sikkert været nødvendigt.
Jeg vil forsøge at sige nogle få generelle ting om sorg. Sorgprocesser er meget forskellige fra menneske til menneske og at det er svært at give en ‘manual’ for hvordan man kan komme videre med sin sorg. Man siger, at komplicerede relationer giver kompliceret sorg – på mere jævnt dansk – at fordi du havde det svært med din far og havde meget blandede følelser, vil sorgens følelser også være meget blandede. Jeg har mødt andre, der har mistet en forælder pga alkoholmisbrug, der kommer i kontakt med dybe følelser af kærlighed og savn efter dødsfaldet. Følelser, de ikke troede de havde før. Måske kan man forklare det med, at når alt det ‘grimme’ – druk, sygdom, forfald, elendighed, svære dilemmaer, belastende og akutte situationer – forsvinder, så står savnet tilbage. Og savnet er ofte af den person, den afdøde kunne have været, hvis misbrug og sygdom ikke havde taget kontrollen.
Som jeg forstår dit spørgsmål, så havde det været dit ønske at nå at tale ud med din far, mon det er rigtigt? Måske at I havde forsonet jer? At du kunne have beklaget at du måtte lægge afstand. Og at han kunne have sagt: ‘Det er ok’. Men sådan blev det ikke. Og du rammes af skyldfølelse over, at hvis du havde valgt anderledes i forhold til kontakten til ham, havde du måske haft mere fred med hans død idag.
Jeg forstår godt du slider med det.
Jeg synes det er vigtigt du holder fast i at om du så havde fået denne stund med din far, var det ikke sikkert han havde forsonet sig. Det er slet ikke sikkert, at han på dette punkt var villig til at møde dig i den smerte, han har forvoldt dig, tage ansvar for det og tage imod din beklagelse over at det måtte være sådan. Det er langtfra alle mennesker der evner dette, særligt efter et helt liv måske i benægtelse og bebrejdelser af andre. Det at få en ‘happy end’ kan være en illusion, desværre.
Du rakte faktisk ud – skrev en besked – det var ham, der ikke svarede. Du prøvede.
Du spørger hvad du så kan gøre. Jeg har nogle ideer.
Du kan på egen hånd arbejde med at få talt ud med din far i den forstand at du kan skrive afskedsbreve til ham for at få udtrykt dine følelser. Helt bogstaveligt: “Kære far…Jeg savner dig sådan” eller “Kære far. Jeg føler sådan en skyld over…”. Du kan skrive breve hvor du mest beskriver dit savn. Du kan skrive vrede breve. Du kan skrive alle de blandede følelser, du har. Du kan også lade ham svare på brevene, for ofte har vi en stærkt mentalt billede af den afdøde og hvordan vedkommende ville svare. Måske har du både et billede af hvordan din ‘fulde far’ ville svare og hvordan din ‘far som han ville have været hvis ikke han drak’ ville svare. Det kan være det sidste billede af din far, du har mest brug for at få fat i. Måske kan du få lidt afslutning på din indre kamp på denne måde. Det er ok og godt at skrive følelserne ud og give los for gråd og smerte, mens man skriver.
Du kan også tale med en psykolog/psykoterapeut eller en præst. Du kan bruge en terapeut til noget af det, jeg lige har beskrevet, nemlig sorgarbejde. Men måske vil en præst være godt til den del, der handler om skyldfølelse. At tilgive dig selv, at du ikke kunne andet end at forlade din far, formentlig for at redde dig selv. At du gjorde det, der var muligt. Mere kan ingen gøre. At havde du gjort alt muligt andet, var det ikke sikkert det havde fået en anden slutning alligevel.
Organisationen Børn, Unge og Sorg, www.bornungesorg.dk, har sorggrupper for unge, der har mistet en forælder til alkohol. Og i TUBA kan du møde andre unge der kæmper med forældres druk eller med, at de er døde af det. Det i sig selv at møde andre og tale åbent om det, kan måske også hjælpe dig til at falde til ro med, at du har gjort hvad du kunne i en umulig situation. Og give dig selv fred.
Det er en naturlig del af at miste, at der altid vil være en sorg tilbage, når du tænker på din far. Det vigtige er, at du kan have fokus på at skabe et godt liv for dig selv, til trods for at sorgen rumsterer i baggrunden.
Jeg håber du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig alt det bedste.
Christina, TUBA