Hej TUBA.
Jeg er en pige på 24 år. Jeg voksede op med en mor, der drak og levede et meget kaotisk liv. Som 14-årig kom jeg i plejefamilie, og har sidenhen klaret mig godt. Jeg er pt skrevet op på TUBA Aarhus’ venteliste til individuel samtaleterapi, og har været det i over et år, og formålet er netop at arbejde med det, som er årsagen til at jeg skriver til jeres brevkasse.
Min mor har drukket siden før jeg blev født. Hun har været en del af systemtet, siden hun blev myndig og har altid færdes i en “uheldig” omgangskreds, hvor alkohol og stoffer var en naturlig del af hverdagen.
For en del år siden (måske 5) havde jeg en god kontakt med min mor, fordi hendes ædru perioder var ok lange, og jeg var et sted i mit liv, hvor jeg nød at være sammen med hende – på mine præmisser. En dag betror hun sig til mig og fortæller, at hun egentlig aldrig havde planlagt at fortælle det, men at hun blev udsat for seksuelt misbrug af sin far, da hun var yngre, og at hendes mor var klar over det. Hun fortæller, at hun i dag har tilgivet ham.
Jeg bliver ikke synderligt overrasket, da jeg som barn fandt nogle kommunale papirer, hvor min lillesøsters far bruger samme forklaring på, hvorfor min lillesøster ikke må have samvær med vores bedsteforældre. Alligevel reagerer jeg kraftigt, da jeg kommer hjem og kontakter i desperation min mors gamle barndomsveninde og spørger hende, om hun ved noget. Hun afkræfter og fortæller mig, at det eneste hun ved er, at min bedstefar var en gammeldag og streng far. Jeg konfronterer grædende mine bedsteforældre efter få dage, og husker at min bedste trøster mig og fortæller, at det ikke er første gang, at min mor har beskyldt dem for dette. Hun spørger mig desuden om jeg tror, at hun ville være sammen med min bedstefar, hvis det var sandt. Min bedstefar ryster på hovedet og bliver sur over hendes beskyldning, men forholder sig ikke mere til det. Siden da har vi aldrig snakket om det.
Det skal siges, at jeg har minder fra jeg var barn, hvor min bedstefar skulle hjælpe mig på toilettet, og min mor der blev helt hysterisk. Derudover har de altid haft et meget specielt forhold. Han har altid holdt hånden over hende, og har haft svært ved at erkende hendes misbrug. Min bedste derimod har altid være mere “hård”, og haft nemmere ved at sige fra overfor hende. Min mor har altid været meget barnlig og har formentlig også nogle psykiske diagnoser. Hun omtaler ofte min bedstefar på en barnlig måde, som fx; “Det er MIN far”, “Må jeg godt tale med MIN far?”, og har altid taget hans parti. Disse former for tilknytning stemmer i mit hoved, fint overens med det faktum, at hun skulle have været udsat for seksuelt misbrug af sin far. Ifølge min mor havde mine bedsteforældre et meget turbulent forhold og min bedste skulle eftersigende også have haft et alkoholmisbrug.
For tre år siden søgte jeg aktindsigt og stødte også flere gange på den udtalelse fra min mor til diverse socialrådgivere, der forsøgte at hjælpe os. Min mor har også engang udtalt, at hun var i tvivl om hun nu også var blevet udsat for det incest, da hun troede, at det også kunne hænge sammen med hendes årlange misbrug af alkohol og stoffer, der resulterede i nogle forestillinger om det. Min bedstefar er vist aldrig blevet anmeldt.
Sagen er dog den, at mine bedsteforældre er årsagen til at jeg eksisterer den dag i dag. De er altid kommet mig til undsætning i situationer, hvor jeg har haft brug for dem, og jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden deres tilstedeværelse i mit liv – i hvert fald min bedstes. Jeg har aldrig haft en ligeså stor tilknytning til min bedstefar.
Jeg er alligevel kommet i tanke om det her på det sidste, fordi jeg holder foredrag om tidlig opsporing af børn og unge, der vokser op i hjem med alkoholmisbrug, og kan ikke rigtig ryste det af mig igen. Da jeg først fik det at vide, valgte jeg aktivt ikke at forholde mig til det, fordi mine bedsteforældre jo var der for mig nu, og at jeg ikke fik noget ud af at forholde mig til, om det var sandt eller forkert.
Så nu står jeg her. Skrup forvirret og ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til noget, som jeg nok aldrig finder ud af, om er rigtigt eller forkert. Alligevel kan jeg mærke, at det fylder så meget i mig, at jeg ikke bare kan glemme det – jeg har lyst til at det er noget vi kan snakke om, men frygter at det vil ødelægge det vi har. For det vil jeg ikke kunne bære.
Vh den forvirrede
Svar:
Kære forvirrede
”Så nu står jeg her. Skrup forvirret og ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til noget, som jeg aldrig finder ud af, om er rigtigt eller forkert. Alligevel kan jeg mærke, at det fylder så meget i mig, at jeg ikke bare kan glemme det – jeg har lyst til at det er noget vi kan snakke om, men frygter at det vil ødelægge det vi har. For det vil jeg ikke kunne bære.”
Sådan slutter dit lange brev og sådan vil jeg starte mit svar til dig – for jeg kan godt forstå at du er skrup forvirret, det blev jeg også, da jeg læste dit brev, indtil det gik op for mig, at det som gjorde mig forvirret var at jeg, som dig, forsøgte at finde ud af om det er sandt eller ej, at din bedstefar, har seksuelt misbrugt din mor, da hun var barn, og jeg blev fanget ind i alle historierne og alle indikationerne, og alle omstændighederne, men ved du hvad? Vi kan ikke vide det! Vi kan simpelthen ikke vide det!
Så det jeg tænker at du kan gøre lige nu er, tag et kig ind i dig selv, mærk efter derinde dybt i dit hjerte, kom helt hjem i dig selv og stil så dig selv disse spørgsmål;
Hvilken betydning har det for dig?
Hvad skal du bruge det til?
Er du måske i gang med at lede efter en forklaring på din mors misbrug?
Du skriver også i dit brev ”jeg valgte aktivt ikke at forholde mig til det, fordi mine bedsteforældre jo var der for mig nu…” og her får jeg lyst til at stille endnu et spørgsmål;
Hvad mon ændrede denne beslutning?
Du skriver at dine bedsteforældre er årsagen til at du eksistere i dag, at de altid er kommet dig til undsætning i situationer hvor du havde brug for dem, og du ved ikke hvad du skulle gøre uden dem i dit liv – her tænker jeg, at det lyder som om at de har været gode bedsteforældre for dig, og er det ikke det du skal forholde dig til? Hvordan de har været som forældre for din mor, er noget hun skal forholde sig til, hvad tænker du om det?
Når jeg læser dit brev og læser om din mor der drikker og har levet et kaotisk liv fra før du blev født, at du selv kom i pleje hos en familie da du var 14, og du er skrevet op hos TUBA til individuel terapi, du holder foredrag om tidlig opsporing af børn og unge, der vokser op i hjem med alkoholmisbrug, og din evne og ikke mindst mod til at søge informationer om din opvækst (aktieindsigt), så får jeg et billede af en ung kvinde med ben i næsen, og med en vilje til at skabe et godt liv for sig selv.
Og derfor får jeg lyst til at sige, stol på det du mærker, stol på de mennesker som du oplever, er der for dig! Hold fast i det der er godt!
Kærligste hilsner
Jette – Tuba