Hej Camilla, Maja igen.
Først og fremmest tak fordi du tager dig din tid til det her, det betyder meget.
Omkring episoden med min lære, så var det jo som sagt samtaledag, og jeg skulle ind og snakke med hende. I 2011 havde vi også samtaledag, og den landede tilfældigvis lige før mine forældres skilsmisse. Hun spurgte allerede dengang ind til min far, hvor jeg bare havde sagt at han var lidt mærkelig, og ikke var typen der deltog i mine ting – min lærer havde/har jo aldrig mødt ham. Jeg fortalte at de skulle skilles, og ikke mere skete der. Siden da snakkede jeg aldrig med min lærer om det mere, kun når hun spurgte min mor på forældremøder hvordan det gik hjemme, og min mor fortalte vi havde det bedre efter skilsmissen. Så kom vi til denne her samtaledag, og min lærer spørger hvordan det går hjemme, og som altid svarer jeg at det går fint. Hun spørger så “Maja, hvad skete der dengang med din far?” jeg kan med det samme mærke et sug i min mave, og starter ud med at sige, “Min far har bare aldrig været en god far” og der går det galt for mig. Jeg brød helt sammen, og tårene væltede ned. Jeg forklarede at min far altid har drukket, og jeg aldrig vidste hvad der ventede hjemme. Skulle jeg have skæld ud igen idag? Hun fortalte mig så at hun altid havde haft en mistanke om at min far drikkede, men ventede egentlig på at jeg åbnede mig op, for hvad nu hvis det hun troede var forkert. Derefter snakkede vi bare lidt frem og tilbage om livet med min far boede hjemme. Da vi var færdige fik jeg lidt tid for mig selv ude på skolen, til at samle mig igen, og skulle derefter op i klassen. Det krævede meget mod for mig at tage fat i håndtaget og gå ind til mine venner. Jeg har nogle skønne klassekammerater, men de har bare aldrig set mig græde. Da jeg kom ind og satte mig, skrev to piger på facebook om jeg var okay, og da vi fik frikvater kom hver eneste pige hen og sikrede sig at jeg var ok. Så hvad var jeg nervøs for? Jeg tror det var tanken om at jeg lod min svaghed tage over, og det kunne jeg ikke lide. Jeg var ude af min tryghedszone. Jeg lod en komme ind bag mine murer og facader. Før jeg tog hjem, valgte jeg så at skrive en besked til min mor, bare kort, at jeg græd, og det var det. Vi snakkede ikke rigtig hjemme om det, for sådan er min familie bare ikke. Vi snakker ikke. Sådan har det altid været, og underligt nok er jeg helt okay med det. Jeg er ikke meget for at snakke med min mor, måske fordi det aldrig har været sådan, jeg ved det ikke..
Omkring det med en slutning, og en normal hverdag, så ja, det er rigtig svært at sætte ord på.. Jeg tror bare uvidenheden om min far, hvad han laver, har han det okay, tænker han på mig, osv. Det kører konstant i mit hoved, og jeg har så mange spørgsmål. Hvorfor er du her ikke? Er jeg ikke vigtigere end en dåse øl? Alt. Jeg mangler en slutning på det hele, på om jeg nogensinde ser ham igen, om han nogensinde bliver ædru igen. En normal hverdag får jeg nok ikke, for det er jo ikke normalt at have en alkoholiker far, som ikke vil se en. Jeg tror ikke helt selv jeg er klar over hvad jeg mener, men det er bare noget jeg føler jeg mangler. En slutning. Et liv hvor jeg har overskudet til at tage i skole – alle ugens dage – og gøre mit bedste. Jeg håber det giver lidt mening det hele..
Hilsen Maja 🙂
Svar:
Kære Maja
Jeg bliver rørt når jeg læser, hvordan du åbnede op for din lærer. Hvor er du bare modig og sej! Jeg kan sagtens forså, at det var svært at lukke din lærer ind bag facaden. Rigtig mange af de unge jeg har mødt og talt med, som har forældre der drikker, siger lige som du, at de ikke bryder sig om at vise deres svaghed og komme ud af deres tryghedszone. Derfor ved jeg, hvor stort og svært det er det du har gjort, ved at fortælle din lærer om din far. Det synes jeg du kan være rigtig stolt af! I mine øjne er det ikke svagt, jeg ser det som en styrke, at turde stå ved de ting man er ked af og som ikke fungerer i ens liv.
Det er dejligt at høre, at du har vininder omkring dig, som interesserer sig for dig. Hvad synes du egentlig selv om det, kan du lide at de spørg om du er okay?
Det kommer ikke bag på mig, at din mor ikke rigtigt reagerede på din sms – jeg synes jeg har kunnet fornemme i dine andre breve, at I ikke snakker så meget sammen derhejemme, i hvert fald ikke om følelser…. er det mon rigtigt?
Jeg kan godt forstå at du ikke er meget for at snakke med din mor om det. Det lyder ikke til, at hun er den bedste og nemmeste for dig at snakke med. Det ville være dejligt, hvis hun var…. men det er hun ikke.
Hvordan har du det med, at du fortalte din lærer hvordan du har det. Her bagefter, synes du så det er rart at have talt med hende, eller er det ikke rart?
Har I talt om at snakke sammen igen og er det noget du kunne have lyst til?
I forhold til det med slutningen og en normal hverdag, så har jeg ingen problemer med at forstå, at det er svært at leve i uvidenheden, ikke vide om han er okay, om han tænker på dig osv.
Alt det der kører rundt i hovedet på dig, alle dine spørgsmål, dem kan jeg godt forstå, at du gerne vil have svar på. Jeg kan dog være i tvivl om, om du kan få svar på dem. Det jeg mener er at jeg er i tvivl om, om din far kommer til at besvare dem. Udfra det du har fortalt om ham, så har jeg svært ved at se, at han skulle kunne holde sig ædru nok til at have en samtale med dig, hvor han svarer på dine spørgsmål….Jeg ved ikke om det bare er mig der tænker sådan, hvad tror du? For mig lyder det til, at han desværre er så fuld det meste af tiden, at han ikke rigtig når at tænke på dig og på alle de sprøgsmål du render rundt med…..
Men måske er der nogle af spørgsmålene vi to godt kan svare på. Vil du være med til at prøve? Jeg tænker at jeg kan prøve at skrive de svar til dig, jeg tror er rigtige og så kan du prøve at sende de svar til mig du tror er rigtige. Vi kan jo ikke vide hvad der foregår inde i hovedet på din far. Men ud fra det du har fortalt og sådan som du keder ham, så tror jeg godt vi kan komme med et par bud.
Tænker din far på dig? Det tror jeg han gør, indimellem. Sådan som du beskrev ham i dit sidste brev, så tror jeg desværre han ofte er så påvirket af alkohol at han ikke tænker på ret meget. Når man blivr rigtig fuld, så bliver hjernen sløv og man får svært ved at koncentrere sig og samle tankerne om noget som helst.
Hvorfor er du her ikke far? Hmm… det er et rigtig godt spørgsmål. Mit bedste gæt er, at det enten ikke er noget han har taget stilling til, altså han har ikke bevidst taget et valg om ikke at være der – det er bare sådan det er blevet, fordi alkoholen har taget magten i hans liv. Eller også har han bevidst valgt at han ikke vil være der for dig. Sådan som du kender ham, hvad tænker du så?
Er jeg ikke vigtigere end en dåse øl? Hvis din far var ædru, så ville han helt sikkert sige at du er vigtigere. Men din far er ikke ædru, hans misbrug styrer ham og misbruget har så meget brug for den næste øl at du kommer i anden række. Sådan tror jeg det er.
Jeg kommer til at tænke på, at det der er rigtig svært i det her, måske er, at den far du kender og som du forestiller dig at du ville kunne tale med, han er her ikke mere. Den far forsvinder efterhånden som øllene ryger ind. Jeg tror derfor det er helt umuligt at tale med din far om de her ting, mens han drikker. Den far du savner er der på en måde ikke mere. Synes du man kan sige det på den måde? Giver det mening for dig?
Om du nogensiden ser din far igen og om han bliver ædru kan hverken du eller jeg svare på. Det kan kun tiden vise. Det er desværre heller ikke noget du har indflydelse på. Du kan hverken gør fra eller til i forhold til din fars misbrug.
Hvad siger din erfaring og mavefornemmelse dig, tror du han bliver ædru?
Jeg synes dine tanker om en slutning, et liv hvor du har overskud til at tage i skole og gøre dit bedste, giver rigtig fin mening. Jeg tænker på, om den slutning måske kunne være at aceeptere at du har en far der drikker og at du ikke kan gøre noget ved det. At du må vente og lade tiden vise om han bliver ædru igen. Jeg ved ikke om det kan give dig ro at tænke sådan? Hvad sker de inde i dig, når du tænker sådan om din far; at han er alkoholmisbruger og derfor ikke er den far du kender og har brug for, og at du ikke ved om han bliver ædru igen?
Maja, jeg ved godt at jeg har stillet dig rigtig mange spørgsmål…. jeg håber du har mod på at svare på dem. Jeg vil i hvert fald gerne ‘snakke’ videre med dig 🙂
Kærlig hilsen
Camilla, TUBA