Hej Camilla,
Klokken er nu 01.20, og jeg har det egentlig ikke særlig fedt. Mine øjne løber i vand og mit hoved er fyldt med tanker. Jeg har haft et par rigtig gode uger, og startede min sommerferie ud med et 12 tal i den sidste eksamen – mundtlig engelsk. Har haft nogen fede dage med fest og gode venner. Men i dag. Min dag var god, og det kørte fint, indtil min mor kom med en kommentar der fik mit humør helt ned. Hun sagde vi skulle snakke, og da jeg ikke lige kunne se om hvad blev jeg selvfølgelig lettere forvirret. “Om alle de drenge du har sovende hele tiden, jeg gider ikke have det mere”. Det var min mors næste sætning. Jeg blev i situationen rimelig irriteret og grinte bare hvorefter jeg smuttede på toilet, og vi kom ikke længere med den samtale. Men så gik det op for mig hvor sur jeg blev. Jeg har i hele mit snart 17 årige liv haft TRE (!) drenge sovende hos mig, og maks haft fem drenge med hjemme, venner som kærester.
Min mors måde at fortælle mig hvordan hun ikke kan lide det på væmmes jeg ved. Hun stiller det op på en måde hvor det lyder som om, at jeg hver uge har seks nye drenge med hjemme og sove, og det har jeg altså bare ikke. Jeg har haft min tidligere flirt A sovende en del gange, en ven N, sovende to gange, og en anden ven R sovende en gang. Mine eks kærester har ikke sovet her, og ellers er det kun piger. Jeg bliver rigtig ked af det når min mor siger sådan, for jeg er endelig kommet til et sted hvor jeg er okay med at have folk hjemme, og ikke føler mig flov over min far der står og drikker. Jeg valgte så at konfrontere min mor med det. Hun siger til mig at hun bare tænker på mit rygte. Jeg blev meget overrasket. Mit rygte? Jeg ved godt min mor kommer fra tider hvor man ikke sov med drenge, men sådan fungere det sgu ikke længere. Det er sgu okay i nutidens ungdoms at man sover med det modsatte køn – også som venner! Mit rygte skal hun slet ikke tænke på i denne her situation, men hvis jeg havde 10 forskellige drenge med hjemme, så er det okay hun er bekymret, det har jeg bare ikke. Jeg er en klog pige. Det ved min mor godt. Og jeg passer på mig selv, men jeg synes hun bliver mere og mere som min far. Og jeg bryder mig ikke om det.. Jeg bryder mig ikke om at bo hjemme længere.. Igen.. Altså helt seriøst..
At min mor er sådan, har fået mig til at savne min far rigtig meget.
Med kærlig hilsen,
Maja
Svar:
Kære Maja
Øv, hvor kan jeg godt forstå at det ikke var særligt rart at høre den kommentar fra din mor!
Hvor var det bare godt, at du mærkede efter, hvordan du havde det og konfronterede din mor med det. Fik du mon fortalt hende, hvad det gjorde ved dig at hun sagde det på den måde hun gjorde? At du væmmes, blev ked af det og sur? Og at det faktisk betyder meget for dig at du endelig nu kan have venner med hjem og ikke behøver være flov?
Tænk sig at din mor er bekymret for dit rygte. Tænk sig at hun bare prøver at passe på dig. Det er på en måde omsorgsfuldt og kærligt synes jeg. Hvad synes du?
Fik I mon snakket om, at du ikke tænker at der er grund til at være bekymret for dit rygte? Fik I mon snakket om, hvor mange drenge hun synes er for mange at have sovende og hvor mange du synes? Og at I har det forskelligt i forhold til, om der er grund til bekymring eller ej?
Jeg synes det lyder som en helt klassisk mor/datter konflikt. Jeg synes det er så godt at du tog hånd om det og fandt ud af, hvad det egentlig var din mor mente og fortalte hende hvad du mener. Det er ikke for at gøre det værre, men jeg tør næsten love dig, at der kommer flere af den slags konflikter fra nu af og indtil du flytter hjemmefra. De er helt naturlige og hænger sammen med det, at du er igang med at blive voksen og have dine egne selvstændige meninger, som ikke altid er de samme som din mors. Og hvem er det så der bestemmer? Indtil du bliver 18 år er det faktisk din mor. Det betyder selvfølgelig ikke at du bare skal gøre som hun siger uden at fremføre dine synspunkter og argumentere for dem. Det skal du blive ved med. Det du beskriver er både sundt og godt, især hvis I begge to får sagt alt det I har på hjerte om det I er uenige om. Du kan se det som en måde at øve dig på, når du flytter hjemmefra og ud i verden, vil du møde masser af mennesker som du er uenig med, og det er sundt og godt at have lært at fremføre dine synspunkter og samtidig være i stand til at lytte til den andes. For mig lyder det til, at det er lige præcis det du har gjort i den her situation med din mor.
Er der mon noget du magler at tale med din mor om i forhold til det her? Er der noget der kunne være hjælpsomt for dig at få sagt til din mor eller spørge hende om? Er du stadig ked af det, eller har I fået snakket ud om det?
Du skriver at du ikke bryder dig om at bo hjemme længere og at din mor minder dig om din far. På hvilken måde minder hun dig om din far? Kan du beskrive det lidt nærmere? Og er det, det der gør, at du ikke har lyst til at bo hjemme længere?
Du skriver også, at det at din mor minder om din far, får dig til at savne din far, kan du forklare hvad du mener med det? Hvad er det ved ham du savner?
Kærlig hilsen
Camilla, TUBA