Hej Camilla.
Jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at prøve det, men den er så svær omkring min mor. Jeg ved slet ikke hvordan hun ville have det, og det gør mig nervøs. Jeg tror det er tanken om, at hun måske tænker hun ikke har gjort det godt nok… Min mor har det hårdt i forvejen.. Men jeg kunne godt tænke mig vi kunne undersøge det alligevel, hvis det er? 🙂 Jeg har meget få gode minder med min far, og kan højst tænke på måske to. Han var altid sur, og brokkede sig. Derudover har jeg heller ikke ét billede med min far og jeg sammen. Begge mine søskende har det – min søster og jeg har ikke engang samme far, men alligevel har de billeder sammen, og jeg har ikke noget.. Det gør også at jeg føler han ikke er interesseret i mig. Jeg har altid følt mig mindre værd når det galte min far. Tak fordi, at du tror på mig, det betyder meget. Jeg håber meget jeg kan få mig selv til at sige det lige ud – nu må jeg se, der er stadig tid. Jeg er nu færdig med de skriftlige eksaminer – eller det troede jeg. Vi skal op i dansk retstavning og læsning forfra. Og ja, så mangler jeg kun de mundtlige, dem er der heldigvis kun tre af, hvilket jeg er SÅ glad for. Har den vildeste præsentationsangst, når det gælder om skolearbejde, fortælle om mig selv osv. Hvorfor, det ved jeg ikke.. Kærlig hilsen Maja 🙂
Svar:
Kære Maja
Jeg kan godt forstå, at det er svært det med din mor. Hvis du taler med hende om det, tror jeg det er vigtigt at holde fast i, at det du har brug for at tale om, er at du ikke rigtig har en far, fordi han er misbruger, jeg tror det kan være en god ide at gøre det klart for din mor, at det ikke har noget med hende at gøre, men noget med din far at gøre. Jeg tror din mor har gjort det hun kunne, man kan måske sige det sådan, at det du er blevet påvirket af, nemlig din far, har din mor ikke magt over. Det er ikke hendes skyld at din far drikker og hun har lige så lidt indflydelse på det som du har. Hun kan ikke gøre for at det har påvirket dig. Hvis du snakker med hende tror jeg det er en rigtig god ide at fortælle hende, hvad du kan mærke at det gør ved dig, at du ikke ser din far. Nogle af alle de ting vi har skrevet sammen om. Måske vil hun kunne forstå, at det ikke er hendes skyld og at det ikke er fordi hun ikke har gjort det godt nok, det handler om din far og det han ahr gjort og ikke gjort i forhold til dig. Jeg tror, at de problemer man kan få, når man har en far som din, dem får man uanet hovr god og kærlig en mor man har. jeg tror ikke din mor kan kompencere for alt det du ikke får fra din far. Du har brug for dem begge to og nu hvor du ikke har den ene, så mangler du noget. Mon du vil kunne forklare lidt af det her for din mor og tror du hun vil kunne forstå dig?
Jeg har undersøgt hvilke muligheder der er i nærhenden af hvor du bor, jeg har fundet et tilbud hos kommunen, du kan læse om det her http://alkoholbehandlingen.esbjergkommune.dk/behandling/paaroerende.aspx
Selvom du er under 18 år, tænker jeg at det kan være en ide at ringe til Elsebeth, hun må vide hvilke tilbud der er til dig. Jeg tror jeg har givet dig hendes tlf nr før, men du får det lige igen, Elsebeth Sofia Broch, 23359343, kunne du have mod på at prøve at ringe til hende? Du kan også kontaktedem ved at skrive en mail via hjemmesiden. Der er en kontaktformular nederst på siden hvor der står ‘skriv en mail’.
Udover kommunens tilbud kan jeg ikke finde andre tilbud der hvor du bor, som nævnt er der TUBA i kolding, hvor du er meget velkommen, hvis du kan komme frem og tilbage?
Hver gang du fortæller, om de minder du har om din far fra din barndom, får jeg et billede af, hvor alene du har været, jeg forstår rigtig godt din følelse af, at han ikke har interesseret sig for dig. Når jeg læser det du skriver, er det mit indtryk, at din far har behndlet dig som om du er mindre værd, når man bliver behandlet sådan, får man den følelse indeni. Du skal vide, at det ikke er din far der bestemmer hvad du er værd. Du har lige så meget lov til at være her som aller andre, du er helt unik, der findes kun én af dig og du er helt uvurderlig 🙂 Jeg er meget glad for, at have fået lov til at lære dig lidt at kende her gennem brevkassen 🙂
Jeg glæder mig til at høre, hvordan det går med at stå frem og være dig i den nye klasse efter sommerferien. Først skal du lige igennem eksamenerne, jeg håber du kommer godt igennem dem, selvom jeg godt kan høre, at det ikke er gode oplevelser for dig at gå til eksamen… Har du mon allerede været oppe og hvordan var det for dig?
Bedste hilsner
Camilla, TUBA