Hej Camilla.
De helt i orden, det kan du jo ikke gøre for. Super godt at hører fra dig igen, det har jeg set frem til.
Mht. til mine veninder, så tror jeg det er svært for mig, at de ikke forstår. To af dem jeg har fortalt lidt til, spørger mig bare “Hvorfor tager du ikke bare hjem til din far?” , “Måske din far og dig kunne tage ud og spise?” eller “Skriv da til ham, Maja!”.. Og de forstår bare ikke, at sådan fungere det altså bare ikke! Jeg kan ikke bare tage med min far ud og spise, og det har jeg da overhovedet heller ikke lyst til. Jeg åbner mig ikke op mere, fordi ingen af dem ved hvordan det er – og selvfølgelig gør de ikke det, og det er helt okay! Mine veninder har alle en far hos dem, så det er da klart de ikke forstår og det forventer jeg heller ikke, men jeg føler også bare at de nogengange ikke VIL forstå, og bare snakker udenom, og siger “Jamen så er det jo godt du har det fint nu”.. Men det ved de jo ikke? Bare fordi jeg ikke ser ham, og bare fordi mine forældre er gået fra hinanden/han ikke bor hos os mere, betyder det da ikke, at det hele er væk nu? Jeg har stadig 12 uforglemmelige år, fra da min far boede hjemme, som jeg skal håndtere hver dag, og det er de bare ikke klar over! Det hele går ikke bare væk, fordi han ikke er her mere, det er her stadigvæk, og det vil det altid være. Jeg har svært ved at åbne op for dem, fordi de mangler forståelse for min situation.
Jeg har ikke snakket med min lærer siden sidst. Men jeg føler ikke længere at det var forkert mere. Jeg kan stadig føle lidt, at jeg var svag. Jeg tror jeg har følelsen af at være svag, ffordi jeg er vant til at være så hård, og ikke lade andre se, at jeg faktisk ikke altid er den smilede, energiske pige de tror jeg altid er. Mange af mine veninder soærger mig tit, hvordan jeg kan være så ligeglad tingene, og vi har lidt en joke med at jeg bare er en kælling, fordi jeg er som jeg er. Jeg synes selv det er rigtig sjovt, og jeg elsker joken, men de ved jo egentlig ikke, at jeg er præcis som dem. Jeg viser det bare ikke, der er forskellen. Jeg tror ikke jeg kommer til at snakke med min lærer, jeg går ud næste måned og det er lidt for sent nu.
Jeg synes det er fejt af min far at blive væk, fordi at han fik et ansvar som måske ikke lige passede på hvad han ville. Jeg synes han burde have taget det som en voksen mand, og ikke flygte gennem hans drikkeri. Det gør mig sur og irriteret, og jeg synes ikke det er okay overfor min bror og jeg.
Hvad vil jeg med en far, der hellere vil drikke? Det spørgsmål stiller jeg mig selv, utallige gange. Jeg ved ikke hvad jeg vil med ham, og det er ærligt. Jeg klare mig 100 gange bedre uden ham, og vi har det bedre hjemme. Men alligevel, så er der noget inden i mig, der vil holde fast i ham. Ikke nødvendigvis fordi jeg tror han vil ændre sig – fordi det tror jeg ikke. Men fordi han er min far. Mit kød og blod, og manden der var med til at skabe mig, er det ikke vigtigt tænker jeg? Og jo, det er det. MEN det er det ikke, når jeg ikke er vigtigere end jeg er for mig. Jeg tror jeg er ved at give slip på ham. Jeg har ikke kontaktet ham siden Januar – han har heller ikke kontaktet mig. Og jeg tror endelig jeg er ved at indse han ikke giver andet end dårlige dage for mig.
Hvad skal jeg bruge i livet, for at have det godt? Hmm. Jeg tror jeg har brug for at vide, at jeg kan klare mig uden, og at der mennekser der holder af mig – det ved jeg jo godt, men det ved mine tanker ikke altid. Jeg har brug for forståelse – både fra min egen side, men også fra andres. Jeg har brug for en der siger til mig, at han/hun ved hvordan jeg har det, og at det hele er okay. Det er ikke noget jeg har tænkt på før, og ved derfor ikke helt hvad jeg har brug for..
Jeg tror min måde at komme ud med tingene på, er at være sur. Ikke overfor min far, eller pga. min far, men på andre folk. Jeg lader min vrede gå ud over andre. Når jeg bliver sur over noget, reagere jeg tit rigtig voldsomt, og som mine venner siger, så får jeg et “Bitch flip”. Før hen skrev jeg små noter på min telefon om min, og situationen, men det er jeg dog stoppet med. Jeg ved ikke længere hvad jeg skal skrive.. Jeg er altså tom for ord.
Det var lidt mine tanker for denne gang, og endnu engang tak for din tid. Jeg glæder mig til dit svar.
Med venlig hilsen Maja.
Svar:
Kære Maja
Tak for dine tanker og svar.
Det giver så god mening det du fortæller i forhold til dine veninder. “De mangler forståelse for min situation skriver du” og jeg tænker at du har helt ret. Jeg kobler det lidt sammen med det sidste du skriver hvor du siger “Jeg har brug for en der siger at han/hun ved hvordan jeg har det, og at det hele er okay”. Da jeg læste de ting du skriver her, kom jeg til at tænke på gruppechatten her i TUBA. Jeg har siddet som rådgiver i gruppechatten rigtig mange gange og det er præcis det samme de unge der taler om, dét at vide, at der er andre der ved hvordan de har det, fordi de har oplevet noget af det samme. Det er bare så vigtigt. Jeg ved ikke om du kunn have tid og lyst til at prøve gruppechatten? Den er åben på mandag fra kl 18-21. Det er ikke mig der sidder der mere, men der sidder nogle andre søde rådgivere….. rådgiveren er nok egentlig ikke den vigtigste i forhold til det her og dig, for det handler jo om, at du møder nogen, som har oplevet noget af det samme som du oplever og som på den måde kan forstå hvordan du har det. Jeg tør næsten love dig, at du i gruppechatten kan møde nogen, som kender til at have det som du har det. Det kan godt være lidt grænseoverskridende at logge ind på gruppechatten og sige “Hej jeg hedder Maja, min far han drikker…” og det behøver du slet ikke sige, det er okay bare at logge ind og kigge lidt med. Nå, men det var lige en ide jeg fik, fordi det du skrev om dine veninder og i forhold til forståelse fra andres side fik mig til at tænke på, at du kan møde nogen på gruppechatten som ved hvordan du har det og som har været igennem alt det du er igennem nu og som kan fortælle dig, at det er okay… men hvad tænker du egentlig, kunne du forestille dig at logge på gruppechatten?
Jeg synes sgu også det er fejt af din far! Jeg vil næsten sige, at sådan som han opfører sig, så er han ikke en rigtig far. Jeg er helt enig med dig i at det ikke er okay. Desværre er det sådan han har gjort og det er du og din bror tvunget til at leve med. Det er okay at blive sur og irriterret over. Jeg tror det er godt at give sig selv lov til at være sur. Jeg tror det er en god ide, at rette vreden mod dem som er skyld i den. Jeg ved godt at du ikke kan skælde din far ud ansigt til ansigt, men måske vil det være okay når du får dine “Bitch flip” at være ærlig overfor dig selv omkring, at du måske i virkeligheden er sur på din far, og fordi du ikke kan skælde han ud, kommer det til at gå ud over andre…… måske kan du endda, inde i dig selv, skælde lidt ud på din far mensdu har et “Bitch flip”, hvad tænker du om det? Giver det mening, det der med, at skælde ud på dem som har gjort en ked af det og vred?
Jeg kan så godt genkende det du beskriver i forhold til, at du på den ene side har det bedre uden din far og klarer dig bedre uden ham og alligevel så mangler du ham. I TUBA kalder vi det ‘den kroniske sorg’, når man skal leve med en forælder som lever, men som alligevel ikke er der for en. Hvis nu din far havde været død, så havde du sørget over ham og med tiden lært at leve uden ham. Din far lever, men reelt set lever du alligevel uden ham. Måske mærker du indimellem en sorg over at du ikke har ham i dit liv – jeg ved ikke om man kan kalde det sorg, det du har beskrevet med at du mangler ham, hvad synes du? I hvert fald så minder det du beskriver mig om den kroniske sorg man kan føle når man ahr en forælder der drikker. Hver gang din far skuffer dig, ikke kontakter dig osv, hver gang går det formentlig op for dig, at din far ikke er der for dig, hver gang er det et tab og hver gang følger der en sorg…. sådan er der nogen der ser det, giver det mon mening for dig?
Når du skriver at du er ved at give slip på ham, så bliver jeg for det første rigtig glad og lettet på dine vegne, for det kræver så utroligt meget energi at holde fast i noget som ikke er der. Når du har skrevet herind, har jeg også fået indtryk af, at han har givet dig dårlige dage, og at den stærke pige du er, er du blevet uden hans hjælp, at du alligevel klarer dig uden ham, så jeg tænker også, at de erfaringer er ved at blive virkelige for dig, at du er ved at erkende, at du kan klare dig uden ham (for det gør du allerede) og at du dermed kan give slip på ham. Hvad tænker du selv i forhold til det med at give slip, kan du beskrive det med flere ord?
Du skriver at du går ud af skolen næste måned, hvad skal du så?
Jeg glæder mig til at høre fra dig igen.
Kærlig hilsen
Camilla