Hej Camilla,
Tusinde tak!
Hmm, hvad synes jeg om, at de spørger om jeg er okay? Selvfølgelig er jeg suuuuper glaf for at de spørger, og det viser bare at de er gode veninder, og jeg er meget taknemlig for at have dem hos mig. Jeg har bare rigtig svært ved at åbne mig op for dem. Et par af dem, måske 3? Ved en smule af historien, og sådan forbliver det nok. Det rigtig dejligt de spørger, jeg er bare ikke så god til at lukke dem ind.
Mht. min mor, så er det rigtigt nok at vi ikke snakker så meget om følelser herhjemme. Jeg har det rigtigt godt med min mor, men når det kommer til at snakke personligt, så kan jeg bare ikke det med hende. Jeg tror måske med vilje min mor ikke vil snakke med omkring min far, da hun ser det som et overstået kapitel, og jeg ved hun er rigtig sur på ham, osv. Men det er kun et gæt fra min side.
Jeg har det egentligt okay med at jeg fortalte min lærer det, men alligevel så føler jeg mig bare så svag når jeg sidder der og græder, og jeg kan tit føle at det var forkert af mig. Jeg tror tit mine tanker leder mig hen på det dårlige. Jeg ved ikke om jeg har lyst til at snakke med min lærer igen. Nu har jeg også kun 2-3 måneder tilbage, og så er det et nyt sted, med en ny lærer.
Jeg tror også inderst inde at min far tænker på mig… Eller det troede jeg. Vi holdte jo kontakten selvom jeg ikke så ham, men nu har han ikke skrevet siden starten af januar, og jeg har en følelese af at han har glemt os – min bror og jeg. Jeg har intet hørt fra ham, så måske tænker han ikke på mig mere?
Hvorfor min far ikke er her, har altid været et stort spørgsmål for mig. Jeg tror aldrig det var meningen min far ville have børn – og ved også min bror og jeg ikke var planlagt – så jeg tror han blev skubbet ud i noget han ikke var klar på, og ville. Jeg tror det her er en mulighed for at komme væk fra det ansvar han fik dengang, men hvem ved? Min lærer sagde f.eks. at han måske ved vi har det bedre uden ham, og derfor vælger at blive væk, og det tror jeg hun har helt ret i.
Mig vs. En dåse? Der har han jo allerede taget valget, og jeg tabte. Jeg tror ikke jeg er vigtigere end en dåse. Min far har altid drikket, og selvom det måske var i små mængder da jeg var helt lille; så gjorde han det jo stadigvæk? Det er som om, at jo ældre vi blev, jo mere drak han. Jeg husker ikke én dag, at jeg har set min far ædru, og det siger jo lidt, eller hvad?
Nej, jeg tror aldrig min far bliver ædru! Min bror og jeg spurgte engang om han overhovedet ikke havde lysten til at stoppe med at drikke, men det havde han ikke. Jeg tror det er hans måde at leve på nu, og han kender ikke til andet mere. Jeg tror han forbliver alkoholiker.
Hmm, jeg ved ikke om jeg nogensinde kan acceptere at min far er alkoliker. Jeg prøver hver evig eneste dag, at være okay med det, men min hjerne kan ikke få det til at blive okay. Når jeg tænker på at min far er alkoholmisbruger, så bliver jeg sur, og skuffet. Sur, fordi han ikke ved bedre. Skuffet, fordi jeg er blevet svigtet hele livet, og over at hans familie ikke betyder mere.
Det var lidt hvad jeg tænker om alle spørgsmålene 🙂
Mvh. Maja.
Svar:
Kære Maja
Jeg beklager at jeg først får svaret dig nu. Jeg har været syg og er først tilbage i brevkassen nu.
Jeg har set frem til at læse dit svar, jeg er rigtig glad for at du har brugt tid på at svare, det giver mig et bedre og bedre billede af, hvem du er og hvordan dit liv med din drikkende far er. TAK.
I forhold til det med dine veninder, så kan jeg sagtens genkende det der med, at det kan være lidt svært at lukke dem ind. Du er ikke så god til det skriver du, ved du hvad det er der gør, at du ikke er så god til det? Jeg tænker på om det har noget at gøre med, at alt det med din far i sig selv er svært at snakke om? Jeg ved at der er nogle der har det sådan, at de synes det er lidt ubehageligt at snakke om deres drikkende forælder fordi dem de snakker med, måske ikke ved, hvad de skal gøre. Jeg kender også nogle, som synes det er lidt pinligt at deres forælder drikker og derfor synes det er svært at snakke om og så er der også nogle, som bare ikke rigtig er vant til at tale med andre om de ting der er svære, og derfor har det lidt svært med det. Ved du om det er noget af det her, der også glæder for dig, eller er det mon noget helt andet der gør, at du ikke synes du er så god til, at lukke dine veninder ind?
Nu er det jo noget tid siden vi sidst skrev sammen, jeg tænker derfor på, om du mon har talt med din lærer igen? Om du stadig har det sådan, at du føler det var forkert af dig at tale med hende. Kan du sige lidt mere om, på hvilken måde du føler det var forkert. Hvad mon du synes er forkert ved det?
I forhold til din far, så er det nyt for mig at høre det med, at han måske slet ikke ville have børn og at du og din bror ikke var planlagte. Jeg tænker at det godt kan give mening, somdu siger, at hans drikkeri er en måde at komme væk fra ansvaret på. Og ja, som din lærer siger, så ved han måske, at I har det bedre uden ham. Du skriver at du tror din lærer har helt ret i det. Hvordan er det for dig at tænke, at din far ved, at han ikke kan tage det ansvar det er at være far og at han derfor vælger at blive væk? Hvordan har du det, når du ser på det på den måde?
Jeg synes bestemt det siger noget, at du ikke husker én dag, hvor du har set din far ædru. Du lyder ret overbevidst om, at dåsen er vigtigere for din far end du er. Jeg kommer til at tænke på, hvad du egentlig kan bruge sådan en far til? Hvad vil du med en far, der heller vil drikke end bruge tid med dig?
Din far forbliver alkoholiker tror du. Du tror aldrig han bliver ædru. Når du har det sådan, at du ikke tror det bliver anderledes, hvad tror du så der skal til for, at du får det bedste liv du kan, selvom du har en far der drikker? Hvis vi nu regner med, at din far ikke bliver ædru, hvad er det så du skal bruge i dit liv, for at have det godt? Har du mod på, at prøve at gøre dig nogle forestillinger om det?
Du har lov til både at være sur og skuffet, det er helt okay at have de følelser. Jeg tror det kan være godt, at reagere med kroppen og lade følelserne komme til udtryk. Det kan f.eks. være ved at skrive ned, hvordan du har det. F.eks. skrive et brev til din far, hvor du fortæller ham, hvordan du har det – du behøver ikke give det til ham. Det kan også være at din krop har brug for at lukke al surhenden ud, måske vil at bokse til en boksebold eller råbe højt og stampe i gulvet….. har du prøvet sådan nogle ting? Hvis ikke, hvad tænker du så om det?
Jeg håber du læser med, selvom mit svar har været længe undervejs – jeg glæder mig til at høre dine svar og høre hvordan du har haft det siden sidst.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA