Hej Camilla.
Uha, en terapeut.. Den synes jeg er svær. Jeg føler mig altid så hjælpeløs når jeg spørger andre om hjælp omkring mine problemer og det tror jeg også jeg ville gøre her. Det lyder på den anden side som noget der kun ville gavne mig. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skulle få spurgt min mor om det er noget jeg kunne gå til dog.. Jeg tror du har ret i hvad du siger. Jeg kommer helt til at tænke på de dage hvor min far altid kom og besøgte min bror og jeg, efter skilsmissen. Vi plejede at sidde ude i vores forhave – den forhave der nu ikke længere tilhørte min far – og snakke. Egentlig ville jeg ikke sige meget, kun når jeg blev spurgt. Vi har to stole udenfor, og jeg fik aldrig lov til at sidde på dem. Det var altid min bror og min far. Jeg sad på trappen, og kunne lytte med. Det virkede aldrig som om at min far havde en interesse i at snakke med mig, jeg var der bare. Hvorfor jeg tænker på det nu, det ved jeg ikke.. Jeg VIL rigtig gerne det her, og jeg vil rigtig gerne ud af det. Jeg tror meget af min styrke kommer fra alle de år hvor jeg har holdt det hele inde. Det kunne det helt sikkert!! God ide. Jeg vil gøre alt for at få det hele til at virke normalt, og måske skal jeg bare accepterer at min far ikke er der, og så går det væk helt af sig selv. Jeg ved det jo ikke, men jeg vil arbejde på det, det er der INGEN tvivl om. Gode bud, helt sikkert. Jeg vil rigtig gerne sige “min far drikker”, og jeg tror jeg vil gøre et forsøg på det den første gang jeg bliver spurgt, og hvis ikke det lykkedes må jeg jo bare indse, at det er jeg ikke klar til endnu. Jeg har desværre ikke prøvet gruppechatten endnu, da jeg har haft en del at se til mht. Mine skriftlige eksaminer. Hvornår er det chatten er åben? Jeg har næsten overstået alle de skriftlige eksaminer nu, og har derfor tid, og vil rigtig gerne ind og kigge med. Glæder mig til at hører fra dig igen 🙂 Ps. Jeg ved ikke hvorfor der ingen mellemrum blev i den forrige besked? Håber det er her denne gang. Med venlig hilsen Maja.
Svar:
Kære Maja
Jeg kan godt forstå at du synes det med en terapeut er en svær overvejelse. Jeg får lige lyst til at fortælle dig, at det ikke er sådan at man på den måde er hjæpeløs og skal have terapeuten til at ‘løse’ ens problemer, det er mere sådan at man snakker om tingene, sådan som vi gør her i brevkassen. Når man mødes fysisk og snakker sammen fast, har man mulighed for at bearbejde nogle ting og arbejde lidt mere i dybden med nogle ting.
Det der med at få spurgt din mor, det kan jeg godt se er en udfordring. Jeg kender jo ikke din mor, så jeg ved ikke hvordan hun reagerer på forskellige ting, jeg tænker på om du evt bare kunne spørge hende direkte… f.eks. sige til hende noget med ‘jeg kan mærke at jeg har det svært med at far drikker og at han ikke er der for mig i mit liv. Jeg kunne godt tænke mig at snakke med nogen om det’…. noget i den stil måske, hvad tænker du?
Du skal lige vide, at det er gratis at gå her i TUBA. Der er desværre lidt langt til en TUBA afdeling fra hvor du bor, jeg tror den nærmeste er i Kolding. Men måske findes der noget andet tættere på dig, det kan vi undersøge sammen, hvis du har lyst. Det betyder ikke at du skal gøre det, men vi kan undersøge mulighederne og så kan du bruge dem, hvis du får lyst.
Nu til noget andet… når du beskriver de episoder hvor du, din far og bror har siddet ude i forhaven, så kan jeg virkelig godt forstå at du føler dig alene sammen med din far og føler at han ikke er der for dig. Selv dengang gav han dig ikke meget opmærksomhed lyder det til. Husker du det somom at det altid har været sådan, at han altid har behandlet dig som om du ‘bare var der’, uden at vise interesse for at snakke med dig? Eller har du også minder, hvor din far har været interesseret i dig?
Det er svært at vide, hvad der skal til for, at du får det godt med dit liv sådan som det er, måske kommer du til at prøve nogle forskellige ting, før du finder det der virker for dig – det er helt almindeligt 🙂
Det lyder som en rigtig god ide, at prøve at sige at du ikke har kontakt med din far fordi han drikker, første gang du bliver spurgt i tiende og så se hvordan det går. Hvem ved, måske får du andleding til at teste hvordan det er at sige det højt allerede inden tiende, hvis du kommer i kontakt med nogen inden, som ikke kender dig i forvejen. Jeg synes det er modigt og sejt af dig at prøve af, og jeg tror på dig og på at du godt kan finde ud af, hvordan du skal håndtere det du kommer til at opleve når du gør det, hvad end det bliver positivt eller negativt for dig.
Gruppechatten er åben hver mandag og nogle gange om torsdagen.
Jeg håber du er ved at være igennem de skriftlige eksaminer, skal du også til mundtlige?
Ps: jeg tror der er mellemrum med denne gang 🙂
De bedste hilsner til dig
Camilla, TUBA