Hej Camilla,
Maja her, det er godt nok længe siden. Næsten et halv år hvis jeg husker rigtigt?
Meget er sket siden jeg skrev ind sidst, og egentlig ved jeg ikke hvorfor jeg aldrig vendte tilbage med et svar sidst? Beklager.
Siden sidst har jeg sagt mit job i Kvickly op. Jeg følte mig ikke tilpas og valgte at tage en beslutning for mit eget bedste. Jeg venter nu pt. på at starte op i 7 eleven i stedet for, noget jeg er meget spændt på, og jeg tror de har, hvad jeg ønsker i et job. Jeg har siden sidst også haft min sidste skoledag i tiende klasse, og gennemført stort set alle min eksaminer, jeg mangler kun en, som jeg skal klare på fredag. I skriftlig og mundtlig matematik formåede jeg og regne mig til to 7 taller, noget jeg er meget glad for – specielt den mundtlige. I dansk fik jeg et 7 tal i skriftlig og et 10 tal i min mundtlige – SÅ tæt på et 12 – og jeg er meget stolt af mig selv. Fredag står den på engelsk, og jeg har så store forventninger til mig selv, jeg fik jo 12 sidste år. Derudover laver jeg ikke så meget? Det hele går meget stille og roligt for tiden, så det er fint. Jeg har fået en ny veninde. Helt ny er hun ikke, vi var bekendte før, igennem en anden, men nu er hun en af mine bedste veninder. Jeg har fortalt hende om min far, og det er et emne vi snakker åbent om. Hun kan på nogen punkter relatere, og jeg er så glad for hende.
Min far havde fødselsdag den niende, og det gav mig stor grund til at skrive. Min besked var kort og ikke særlig personlig. En fødselsdagshilsen på bosnisk, og et “vi ses” hvad var han fik. Jeg kunne ikke få mig selv til at skrive, at jeg elsker ham. Han skrev tak tilbage, at han elsker mig og at vi snart ville ses. Jeg ved jo godt det ikke er sandt, men det er en løgn jeg er vant til nu. Dog ikke en løgn jeg burde være vant til. Jeg endte med at skrive jeg også elskede ham. Men det føles ikke rigtig. Hvad er der sket med mig? Elsker jeg ikke længere min far? Jeg er lettere forvirret omkring mit forhold til ham, fra min side. Om hvad jeg føler, ønsker og har brug for i en situation som denne. Vil jeg stadig møde ham? Har jeg stadig brug for en slutning? Eller er det hele ligemeget nu? Jeg aner intet.
Jeg ser MEGET frem til dit svar, jeg har manglet at skrives med dig, og har tænkt meget på at skrive herind på det seneste. Beklager mit svar har været længe undervejs.
Kærligst hilsen,
Maja
Svar:
Kære Maja
Ja det er noget tid siden sidst og det er helt ok. Du skal bruge brevkassen lige som du har lyst til og det er så fint at du skriver når du har brug for det.
Hvor lyder det bare godt, at du har besluttet at gøre det der er godt for dig og skifte job. Jeg håber det nye bliver som du ønsker. Og stort tillykke med de fine karakterer, det er dejligt at høre at du er stolt af dig selv, det kan du roligt være 🙂 Jeg håber du får en god oplevelse med de sidste eksaminier også.
Jeg bliver rigtig glad når du fortæller om din veninde, hvor er du sej at du har åbnet dig for hende og hvor er det dejligt at I taler åbent sammen.
Det lyder til at du går rundt med mange gode overvejelser omkring din far. “Jeg endte med at skrive jeg også elskede ham. Men det føles ikke rigtig.” skriver du. Hvad mon føles mere rigtigt? Holder du af ham? Holder du ikke af ham? Kan du lide ham? Kan du ikke lide ham? Det er muligt at du har andre følelser for ham, end lige at elske. Måske har det forandret sig indeni dig. Prøv at spørge dig selv om forskellige følelser i forhold til din far og undersøg om du kan mærke, hvad du føler for ham nu?
Det jeg tænker er, at din far måske er ved at få en anden plads i dit indre. Måske er det svært at vide om du egentlig elsker kam, når du ikke rigtig kender ham mere? Og måske er det okay at det er sådan?
Måske har du vænnet dig så meget til, at han ikke er i dit liv længere, at det er det der føles mest almindelig. Måske har du lært, hvordan du kan leve dit liv, selvom du ikke ser din far. Måske har du fundet på andre ting at gøre, der hvor du før havde brug for en far? På den måde er dit behov for at have ham i dit liv, måske blevet mindre? Når jeg læser det du skriver, så ser jeg en ung pige for mig, som går efter det hun gerne vil jobmæssigt og som giver sig selv anerkendelse for at klare eksamenierne. Jeg ser en pige som kan og som tør være sig selv sammen med en betydningsfuld veninde! Også selvom hun ikke ser sin far. Det får mig til at tænke, at du måse ikke har brug for din far på samme måde som tidligere. Jeg ved ikke om du også oplever det sådan?
I den forbindelse har jeg lyst til også lige at nævne, at det gælder for alle unge i din alder at de stille og roligt løsriver sig fra deres forældre og bliver mere selvstændige. Så det tror jeg også er en del af det. At du er på vej til at blive voksen og dermed helt naturligt oplever, at dit forhold til dine forældre forandre sig.
Jeg synes du stiller rigtig mange gode spørgsmål. Har du brug for en slutning? Eller er det ligemeget nu? Jeg ved det ikke, men det lyder til, at du ikke har helt det samme behov for en slutning, som du havde tidligere. Er det mon også din egen fornemmelse, eller hvad fornemmer du omkring det?
Kærlig hilsen
Camilla, TUBA