Hej Camilla.
Utrolig længe siden jeg har fået skrevet herind. Jeg har ikke som sådan haft travlt, jeg har bare ikke rigtig kunne overskue det hele. Skolen går okay. Jeg føler mig tilpas der – uden tvivl – men jeg føler der mangler noget. Jeg har ikke lysten til at deltage i timerne og to pjækdage mere er skrevet på listen. Derudover er jeg taget hjem fra tysk et par gange, udelukkende fordi min hjerne slet ikke kunne overskue det eller koncentrere sig. Jeg tænkte lidt på at forklare min situation over for min Kontaktlærer – måske ville hun kunne forstå min manglende deltagelse og fravær? På den anden side.. Jeg vil ikke have hun fortæller noget videre til min mor, så jeg ved ikke.. Ellers går dagene fint. Lidt blandede. Jeg havde en rigtig øv dag i går – torsdag, og i dag fredag havde jeg det vildt godt. Vi har vel alle øv dage.. Det var rart at skrive. En lettelse. Men samtidig ville jeg ønske jeg fik resten med. Og jeg er forladt med tanken om, hvorfor ikke jeg bare kan sige noget.. Hvorfor er det så svært? Jeg er så dårlig til at lukke folk ind.. Den tanke er der hele tiden, hvorfor lige mig.. Det er vel sandt alt du skriver. Fedt en anden kan sætte ord på det, når ikke man selv kan 🙂 Tusinde tak! Jeg er så glad for jeg fortalte ham om det, og at han forstod. Det var en følelse jeg havde længtes efter i en evighed. Jeg har jo fortalt om, at min far ringede til min bror. De har haft flere samtaler sammen siden, og jeg ved ikke om jeg fik fortalt, at min bror rent faktisk mødte min far. På vej til købmanden – 2 min væk fra det hus hvor jeg bor, og hvor min far har brugt flere år af sit liv henne. Min far løb min bror i møde. Lykkelig over at se et velkendt ansigt efter snart to år uden kontakt, selvfølgelig på nær de sædvanlige beskeder en gang om måneden. Jeg var endnu engang glemt, og da min far fortalte han ville komme og se til MIN BROR dagen efter, var han ligeglad med om jeg var der eller ej. Det undrede mig han ikke var kommet allerede den dag – han var jo kun 2 min væk? Min far dukkede naturligvis aldrig op. Heller ej de utallige gange han lovede min bror det i telefonen efterfølgende. Svigt. Det tror jeg var det første der gik gennem mine tanker. Ikke kun overfor min bror som han ville besøge, men også overfor mig. Hvorfor er det jeg ikke er vigtig længere? Jeg har ikke ført en samtale med min far siden juli måned over sms, og jeg ved godt jeg ikke selv skriver, men hvad får jeg ud af det? Absolut ingenting. Jeg har ikke hørt min fars velkendte og halv sure stemme i snart et år igen, og jeg hader mere end noget andet, at indrømme.. At jeg savner ham. Jeg savner min far. Og det burde jeg ikke. Det rammer mig utrolig hårdt for tiden og jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke hvad der er gået galt, jeg havde det så godt og nu kommer det hele væltende tilbage. Jeg græd i går. Det hele blev lidt for meget. For oveni min mangel af lyst til skolen, så er jeg begyndt og se en ny fyr. Han er bosnier – ligesom min far. Han spørg tit ind til ham. Hvorfor skred han? Hvordan var det hele? Drikker han stadig? Jeg har fortalt meget lidt. Ham som person minder mig bare om min far. Når han tager telefonen og snakker bosnisk med sine forældre lyder han pludselig som min far. Jeg ved ikke hvordan jeg skal lukke ham ind. Fortælle ham om den barndom jeg stadig flygter fra. Forklare hvor bange jeg altid var for at komme hjem, uvidende om hvad der ventede mig. Hvordan fortæller man en person, at man engang hadede livet så meget man ikke ville være der længere? Jeg har det bedre. Jeg vil gerne være her, og jeg vil gerne videre fra min fortid. Det hele er meget nemmere og jeg er taknemlig for hvor langt jeg er nået. Jeg beundre mig selv for, at jeg stadig står stærkt og smiler. Jeg har så stor grund til at knække fuldstændig ned, men jeg gør det ikke. Jeg ved ikke. Jeg tror jeg har begravet mig selv lidt i mine mørke tanker for tiden, men det går vel væk igen. Det blev lidt langt denne gang, men jeg følte det var nødvendigt og der var så meget at sige. Glæder mig som et lille barn til dit svar.
Kærlig hilsen Maja.
Svar:
Kære Maja
Det er bare er helt okay at begrave sig i mørke tanker indimellem, jeg er glad for at du kigger ud til mig gennem mørket.
Det er helt menneskeligt og almindeligt ikke lige at kunne overskue det og have øv dage. Dem skal der være plads til. Nogle gang er det bedste man kan gøre på en øv dag, at sørge for at man gør det så rart for sig selv som muligt mens man er i øv-hulen. Hvis du har lyst kan du prøve at spørge dig selv når du har det sådan, hvad du egentlig har brug for og lyst til, et dejligt tæppe, din yndlingsserie, varm the, dejlig chokolade, en god bog, eller noget helt andet… og så give dig selv det du kunne tænke dig, gøre det du har lyst til. Når jeg siger det, så er det fordi vi ikke bare kan lave om på hvordan vi har det. Nogle gange har vi en øv-dag og så kan det være godt bare at sige det højt eller til sig selv ’jeg har en øv dag’ og lade det være øv indeni, uden at prøve at ændre på det. Så vil det formenligt lige så stille vende…
Nogle gange letter det, som du skriver, at sætte ord på det, ligesom du har gjort i dit brev, det skal du endelig bare gøre alt det du har lyst til, her må man gerne skrive om øv-dage J
”Jeg er forladt med tanken om, hvorfor ikke jeg bare kan sige noget.. Hvorfor er det så svært? Jeg er så dårlig til at lukke folk ind.. Den tanke er der hele tiden, hvorfor lige mig..”
Jeg forstår godt at du stiller dig selv de spørgsmål. Måske er svaret noget med, at din far ikke er til at regne med og derfor er det heller ikke helt til at vide, om andre er til at regne med? Måske er der en del af dig, der prøver at passe på dig selv, ved ikke at lukke andre ind?
I den tid jeg har kendt dig, har du rykket dig rigtig meget, du har vist mig tillid ved at fortælle om dig selv og du har også gjort det overfor andre mennesker du har mødt. Jeg synes du er sej og modig og jeg synes også at det er sundt og godt at du kan passe på dig selv.
Ifht. din kontaktlærer, så tænker jeg på, om det er muligt at sige til hende, at der er noget du gerne vil tale med hende om, og spørge hende om det er okay med hende, at det bliver mellem dig og hende og at hun ikke fortæller din mor noget? Hvad tænker du?
Svigt! Ja, jeg tænker også at det er præcis det du bliver udsat for.
Jeg kan rigtig godt forstå at du savner din far Maja. Og når der sker sådan noget som du beskriver, så bliver du konfronteret med, at han ikke er der for dig. Jeg kan godt forstå at du bliver ked af det. Jeg ved at du har været her før, i de situationer hvor du bliver konfronteret og det gør dig ked af det. Det er helt ok. Jeg ved at det er svært og gør ondt.
En ny fyr… spændende. Jeg bliver lige lidt optaget af, på hvilken måde han minder om din far. Altså om der er andre ting end sproget? Er der mon noget i væremåden? Når jeg spørger så er det fordi jeg tænker du har en god næse for, om de mennesker der er omkring dig er til at regne med?
Du kan kun selv mærke, om du har mod på at lukke ham ind og fortælle ham om de oplevelser du har haft. Måske er det en ide at starte med at fortælle lidt ad gangen og finde ud af, hvordan han reagerer, på den måde kan du formentlig mærke om du kan lide den måde han reagerer på, om han viser dig omsorg osv… Jeg tænker at du bare må fortælle det som det er. Hvordan gjorde du sidste gang? Både med den dreng du så lidt og den ven du mødte til en fest?
Til sidst vil jeg bare lige give dig en stor, varm, virtuel krammer J
Kærlig hilsen
Camilla, TUBA