Hej Camilla.
Mit svar kommer måske lidt sent, beklager.
Ja, jeg kunne godt forstille mig at logge på gruppechatten. Måske til at starte med ville jeg bare kigge med, da det ville være lidt grænseoverskridende at åbne op endnu engang for en flok nye mennesker. Men prøve og kigge med, vil jeg helt sikkert prøve en dag!
Det giver helt klart mening det med at skælde ud på dem, som har gjort en ked af det og vred, og det er helt klart en af de ting jeg skal arbejde på. Mit temperament har og er tit et problem for mig, men måske kan jeg få det vendt til at jeg skælder ud på min far inden i? Jeg har mange ting jeg skal arbejde med, og dette kunne helt klart komme med på listen. Det svært når jeg ikke har ham her og skælde ud på, og det er det jeg allerhelst ville – og så alligevel ikke.. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal fører en samtale med min far? Hvordan snakker vi sammen? Hvad snakker vi om? Når jeg ikke engang ved det, kan jeg så overhovedet skælde ham ud? Også selvom det kun er i mit hoved, så er jeg konstant i tvivl om hvad jeg ville sige.
Den kroniske sorg, hm.. Det lyder meget rigtigt. Det er nok, inderst inde, sorg jeg føler, når jeg ved min far ikke er hos mig. Jeg er allermest skuffet og sur, og der er intet der overgår det, men i sorg er jeg også. Når jeg har grædt om natten, og jeg ligger der og tænker “Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?” så er det mig også en gåde hvorfor jeg græder. Hvad er det jeg er ked af? Mit liv er bedre nu, jeg er sund og rask, og mangler ikke noget? Lige borset fra min far – den vigtige del i livet. Men alligevel så er det bedre uden ham? Hvorfor græder jeg? Jeg forstår det ikke..
Hmm. At give slip?… Jeg bliver også selv lettet når jeg har følelsen af at jeg er ved at give slip. Jeg ved at det kræver meget af mig, at give helt slip på min far, og jeg ved jeg ikke er der endnu, men jeg ved også at jeg er på vej, og jeg kæmper hver dag. Det ikke noget man bare lige gør, og jeg har rigtig svært ved det. Jeg føler konstant jeg ser min far på gaderne, og når det går op for mig det ikke er ham, så bliver jeg helt lettet. Jeg vil jo ikke se ham? Hvis jeg ville, så ville jeg jo blive ked af det, når jeg opdagede at manden på gaden ikke var min far, men det gør jeg ikke. At give slip giver mig følelsen af fred. Fred for at holde fast i noget der ikke vil være der. Men også frygt. Frygt fordi jeg ikke kender til andet. Andet end en skuffende og sårende far der svigter. Når jeg en dag – langt om længe – giver slip, hvad gør jeg så? Hvad sker der så? Jeg kommer ud af min tryghedszone, og ender et sted jeg ikke er vant til at være. Er jeg klar til det? Det er mig en gåde, for på den ene side vil jeg gerne give slip, men på den anden side, så kender jeg ikke til andet en det her..
Ja, jeg går som sagt ud næste måned. Jeg ser rigtig meget frem til at afslutte min niende klasse, og det er noget jeg har glædt mig til rigtig længe. Efter niende tager jeg et smut i tiende klasse. Mit mål med tiende klasse er at forbedre de ting jeg nu kan, og gøre mig klar til det jeg skal videre. Tiende for mig skal være et år, hvor jeg får en frisk start. Jeg vil ikke længere pjække. Det er mit store problem der hvor jeg er nu – og jeg hader det. Tiende skal være et år hvor jeg lader mig selv nyde at jeg har muligheden for at være hvem jeg rigtig er. Nu har jeg gået med de samme mennesker i 10 år, og jeg trænger til at lære nye mennesker og lærer at kende. Men på den anden side er det skræmmende, for alle de nye mennesker vil jo være interesseret i mig. Min familie = min far. Og der står jeg helt af.. Jeg kan ikke overskue at lukke flere ind, og bare at skrive ind her, er et stort skridt. Jeg er anonym hvilket gør det lettere, men det er jeg bare ikke når jeg starter et nyt sted..
Jeg ser meget frem til dit svar, og beklager den lille vente tid.
Kærlig hilsen Maja.
Svar:
Kære Maja
Dejligt at du har mod på at prøve gruppechatten, lad mig endelig høre, hvad du synes om det.
Du har en liste med ting du skal arbejde med skriver du, har du gjort dig nogle tanker om, hvor og hvordan du kan/vil arbejde med de ting der står på listen?
Jeg kan godt følge dig i, at det er svært at finde ud af, hvad du skal sige til din far, også selvom det kun er indeni. Nogle har det sådan, at de kender f.eks. deres far på en måde, så de godt ved, hvad han ville svare, hvis han kunne. På den måde kan de have en dialog med ham inde i dem selv, jeg ved ikke om det er sådan for dig?
Når jeg skrev det med at skælde ud, på dem som har gjort dig ked af det. Så tænker jeg ikke så meget på, at der skal være en diaog. Jeg tænker mere på, at du skal få sat ord på, præcis hvordan du har det og få sagt det højt. Sådan at du står ved dig selv og giver dig plads til at have det som du har det. Det kan godt være en proces at finde ud af, hvordan man har det, du er skuffet og vred skriver du, og måske er der noget sorg inderst inde. Nogle gange er det sådan, at man skal have sat ord på nogle følelser og få dem ud af kroppen, før man kan mærke de næste følelser. Hvis det er skuffelsen og vreden du mærker tydeligt nu, så tror jeg det kan være en ide, at sætte ord på dem, igen og igen, måske få nogle ‘bitch flip’ hvor du mærker vreden i kroppen… på et tidspunkt, vil du så måske mærke at der også kommer andre følelser… måske, jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men min erfaring siger mig, at der kan være mange forskellige følelser forbundet med det at have en drikkende far. Og at man nogle gange skal igennem nogle af dem, for at mærke de næste. Der er ingen af de føleler du mærker, som er forkerte og det bedste du kan gøre er, at give plads til dem alle.
Det er noget lidt svært noget det her, jeg ved at det er noget af det rigtig mange unge får støtte til at gennemleve i terapi i TUBA. Jeg villle ønske vi havde en afdeling i Esbjerg, så du kunne komme ind og tale med en af vores terapeuter.
Jeg kan sagtens forstå at du stiller dig selv alle de spørgsmål om ‘hvorfor mig?’, *hvad har jeg gjort?’, ‘hvd er det jeg er ked af?’ osv – kommer du nogle gange frem til nogle svar på de spørgsmål?
Din beskrivelse af, at du får en form for fred og samtidig en frygt, når du giver slip på din far, kan jeg godt genkende fra andre jeg unge jeg har talt med. Du beskriver rigtig fint det med, at du ikke kender til andet og derfor ikke ved, hvad der kommer. Jeg kommer til at tænke på, om der mon kommer et savn….? Hvis vi forestiller os, at du giver slip på håbet om, at du får den far du ønsker dig, kunne du så forestille dig, at du ville føle et savn? I stedet for at leve med håbet, om at din far en dag vil blive ædru og være den far for dig som du har brug for, vil du måske komme til at leve med et savn over det du længes efter men ikke får? Jeg ved det ikke, det var bare lige en tanke jeg fik, da du skrev det med hvad der mon sker, når du giver slip.
Hvor lyder det bare som en dejlig beskrivelse af tiende klasse. Det lyder virkelig som en god plan at lade dig nyde at være hvem du rigtig er. Hvem er det egentlgi du rigtig er, altså i forhold til den pige du viser nu, hvor du går i niende? Er der nogle konkrete ting du tænker skal være anderledes når du starter i tiende? Og hvis du skal vise hvem du rigtig er, indebærer det så, at du fortæller om din far, eller bliver det for meget? Du kan ikke overskue det skriver du? Mon der er noget du kan sige, som du har det godt med, og hvor du ikke føler du skjuler noget, selvom du måske heller ikke fortæller alt om din far? Har du tænke over, hvordan du vil præsentere dig overfor de andre og hvad du har lyst til at fortælle dem og ikke fortælle dem? Jeg tænker på om det kan være rart for dig, at have gjort nogle tanker om det, og besluttet med dig selv hvad du vil fortælleog ikke fortælle, så du ikke bliver overvældet og i tvivl når folk spørger?
Det gør ikke spor at der går idt tid mellem svarene, jeg er i brevkassen ca en gang om ugen og hvis du nogle gange har brug for lidt ekstra tid til at svare, så tag endelig den tid du skal bruge. Der er ikke noget der haster 🙂
Kærlig hilsen
Camilla