Kære Camilla
Jeg har endnu ikke talt med min kontaktlærer. Jeg er lidt i tvivl omkring hvordan man starter hele samtalen.. “Hey forresten, min far er alkoholiker…” Jeg ved ikke.. Jeg tror også en del af mig er bange for hendes reaktion og hvordan det hele bliver efterfølgende.
Det giver mening for mig. Jeg tror jeg har svært ved at lade mig selv savne ham, jeg ved ikke hvorfor, men det har jeg bare. Dele af mig ønsker den kærlige far der viser omsorg og kærlighed.. Og andre dele af mig ved jo slet ikke hvordan det er. Eller, det er der ikke nogle dele af mig der ved. Jeg har jo aldrig fået den i den forstand. Men jeg savner tiden hvor jeg kom gående hjem fra skole og kom op igennem rækken til vores lille rækkehus og min far stod i skuret. Jeg savner de tider hvor jeg aldrig havde lyst til at være hjemme. Jeg savner lyden af min fars stemme der skælder mig ud. Lugten af alkoholen og kontoen der ikke havde nogle penge. DET var hvad jeg kendte til. Det ER hvad jeg kender til. De sidste 3 – snart 4 år har været så udfordrende og uoverskuelige på så mange punkter. Det hele vendte på hovedet da min far flyttede. En masse ting gik op for mig, bla. at livet ikke er en dans på røde roser. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men jeg ville bare ikke indse det. En masse ting er stadig uvante for mig og der er en masse ting jeg ikke aner noget om fordi jeg aldrig har fået det lært, eller fordi min far gjorde på så dum en måde. Feks. det med penge. Min far sparede jo ikke på dem, og i hans øjne var der altid råd til øl. Hvis ikke der var – og jeg havde nogle penge – var det mine der blev brugt. Det har gjort at jeg den dag i dag, ikke har den fjerneste ide om hvordan man spare på pengene. Har jeg nogle, så ryger de ligeså hurtigt igen. Det var jo sådan det blev gjort? Når min mor gør et forsøg på at skælde mig ud går jeg i forsvarsposition, og bliver sur. Min mor kan ikke rigtig skælde mig ud. Hun kan blive lidt sur og sige jeg skal lade vær med at snerre og hidse mig ned, men skælde ud kan hun ikke. Det var min fars job dengang. Er det mærkeligt at savne? Råbene. De bosniske bandeord og det sure dræberblik. Igen, det er hvad jeg er vant til. I 12 år kendte jeg ikke til andet, og nu? Jeg mangler de ting i min hverdag, og det er så uforståeligt for det var jo ikke rart? Jeg hadede den tid mere end noget andet og jeg flygter stadig fra de dårlige minder og oplevelser – men alligevel så mangler jeg det? Det var der jeg i en mærkelig og uforståelig forstand følte mig hjemme og var tryg. Sådan var mit hjem. Dysfunktionel.
Jeg bekymre mig tit om han kommer til at såre mig. Og en ting jeg bekymre mig mere om, er om han vil bruge min far i mod mig som min eks gjorde? “Forstår godt din far” sætningen køre stadig rundt i mit hoved fra dengang han sagde det til mig. Kunne ham her også finde på det? Min veninde og jeg snakkede også om det, og fandt frem til at det måske var derfor jeg ikke kunne åbne mig op endnu. Fordi jeg er bange for hvad han gør med det? Måske også fordi jeg er bange for om han vil se anderledes på mig. Se mig som hende den lille pige der levede i et dårligt miljø og græd sig selv i søvn? Selv kommer han fra en super velhavende familie, men har fortalt han voksede op de forkerte steder. Måske vil han alligevel forstå? Jeg ved ikke…
Tak!!
Det føles præcis sådan. Jeg har mistet min far, men han er ikke død. Jeg vil altid have de ubesvarede spørgsmål, men jeg må få det bedste ud af det hele. Jeg kan ikke gå og leve i fortiden forevigt, jeg skal jo også videre på en eller anden måde. Selvom jeg ikke er der endnu, kommer det nok en dag.
Kærlig hilsen Maja
Svar:
Kære Maj
Jeg kan godt forstå du er i tvivl om, hvordan du lige kan starte sådan en samtale med din kontaktlærer og at du tænker på hvordan hun vil reagere og hvilke konsekvenser det kan få. Det er et svært dilemma, uanset hvad du gør er der noget at tabe og noget at vinde. Som du skrev sidste gang vinder du måske noget forståelse for, hvordan du har det, men du løber også en risiko for at hun ikke tager godt imod det du fortæller. Det er ikke et nemt valg.
Kan du huske vi skrev om før sommerferien, hvordan du kan fortælle andre om, at du har en far der drikker? Jeg tænker også nu at det nemmeste måske er at sige det ligeud. Lige som du foreslår ”min far er alkoholiker” og så måske noget med ”det er derfor jeg ikke altid er i skole og nogle gange ikke følger helt med”. Det lyder måske lidt vildt og jeg tænker selvfølgelig ikke det er noget du skal sige til hende ude på gangen, men et sted hvor I kan være lidt for jer selv. Det er mit umiddelbare bud på, hvordan du kan starte samtalen, hvis du får mod på det. Hvordan kan du forestille dig at starte den?
Du skriver ”Dele af mig ønsker den kærlige far der viser omsorg og kærlighed.. Og andre dele af mig ved jo slet ikke hvordan det er. Eller, det er der ikke nogle dele af mig der ved.” Jeg ved godt, at du ikke ved det, på den måde, at du ikke har oplevet det. Men jeg tror godt du på en måde ved det inden i. Jeg tror du tænker på det fordi du kan mærke indeni at du har brug for omsorg og kærlighed, der er noget indeni dig, der godt kan mærke hvad det er du savner. Giver det mon mening? Jeg kommer til at tænke på, at det faktisk er rigtig godt, at du kan mærke, hvad det er du har brug for. Det er det fordi, det er vigtigt at kunne skaffe sig det man har brug for. Vil du være med til et lille tanke-eksperiment? Det går ud på at tænke over, hvem der kan give dig omsorg og kærlighed? Du kan både tænke på nogen du kender, men det kan også være nogen du ikke har mødt endnu, nogen du kan finde i fremtiden?
Når du beskriver din tid med din far tænker jeg om det handler noget om, hvordan du kan tilpasse dig din nye virkelighed. En hverdag uden din far. Jeg tror der er flere ting der kan være gode, dels at få bearbejdet den opvækst du har haft med din far, sorgen over alt det du ikke fik og dels finde ud af, hvordan du kan håndtere det nu, så du kan skabe dig et så godt liv som muligt. Der er mange unge der arbejder med de ting i treapi i TUBA. Det er ikke noget vi kan arbejde med i brevkassen, det kræver et tæt samarbejde mellem dig og en terapeut. Det er ikke sikkert at det er noget du kan overskue lige nu, men hvis du kan mærke at det fylder senere i livet, så vil jeg klart anbefale dig at gå i terapi. Jeg ved at jeg har skrevet det før og anbefalet dig det. Det betyder ikke at jeg ikke gerne vil skrive med dig her i brevkassen. Det vil jeg gerne. Der er bare nogle grænser for hvad vi kan her og hvad man kan i terapi. Jeg håber det giver mening og at du ikke oplever det som en afvisning.
Med hensyn til din kæreste, så giver det rigtig god mening det du og din veninde har talt om, at du er bange for hvad han gør med det, hvis du fortæller ham at din far drikker. Jeg vidste ikke at din eks-kæreste havde sagt ‘jeg forstår godt din far’ av hvor gør det ondt at høre! Jwg bliver helt vred! De skal behandle dig ordentligt de drenge, det fortjener du! Det er noget af et dilemma det der med, hvordan din kæreste mon reagerer, for du finder kun ud af det, ved at fortælle ham det og så risikerer du at blive såret. Mon du kan komme uden om at fortælle ham det? Ville det være muligt at have en kæreste som ikke vidst det? Eller ville han så ikke kende dig helt rigtigt? Måske er det bedste vis du kan finde en kæreste som kan rumme det og give dig kærlighed og omsorg? Hvad tænker du? I så fald er det måske godt at finde ud af, i starten af forholdet, om du kan regne med ham? Inden du bliver alt for glad for ham? Og på den anden side er det måske rarest at passe på dig selv og ikke fortælle ham noget…. der er mange overvejelser. Det er dejligt at høre at du også taler med din veninde om det. Det er godt at have nogen at vende alle overvejelserne med. Hvis det stod til mig, så skulle du have en rigtig sød kæreste som kan rumme dig og alt det du har oplevet, en hvor du kan være helt dig selv. Som kan give dig krammere og kærlighed i lange baner. Det synes jeg du har fortjent 🙂
Ja! Du er så godt på vej Maja. Du har rigtig meget selvindsigt og god forståelse for, hvad det har betydet og betyder for dig at din far drikker. Du tør gøre de ting som er gode for dig. Der vil altid være noget der er svært og samtidig har jeg en elt klar fornemmelse af, at du er godt på vej til at skabe dig det liv du ønsker dig.
Kærlig hilsen
Camilla