Hej,
Jeg er en ung mand på 28, min far er død af alkohol i ’93, mens min mor har haft tilbagefald fra tid til anden siden hun kom i afvæning i ’95.
Her for en måneds tid siden, gik den pige jeg har set igennem 1½ år, hver til sit. Hvorfor er jeg al for godt klar over.
Jeg havde ingen tillid til hende, selvom hun aldrig nogensinde havde vist andet end tillid til mig. Hun havde aldrig nogensinde givet mig anledning til at have mistillid, men følelsen af hun ville forlade mig, var mig utro eller ønskede det, og lignende irrationelle tanker kom altid væltende, hvis hun ikke svarede på mine smser, ikke havde tid til at se mig, ikke svarede igen med “ubetinget” kærlighed og lignende. Kunne nemt blive jaloux/skinsyg over de mindste ting, og vi snakkede skam også om. Problemet lå lidt i at det aldrig rigtig blev bedre for mit vedkommende. Hvis hun var ude med arbejdet, kunne en fortælling om aftenen fra hendes side ofte ende med en form for afhøring af det. Og hun blev selvfølgelig sur og trist over det. Hun sagde det til mig og jeg kunne jo se det med det samme, men der var skade ligesom sket.
Og det tærede selvfølgelig på hende, vores forhold og hendes kærlighed til mig. Og jeg fik lige præcis det jeg frygtede allerværst, som jeg plejer få, vi endte med at blive enige om at gå fra hinanden. Som hun sagde “hun kunne bare ikke klare den mistillid mere”. Og tja det er jo egentlig forståeligt nok. Men hold da op jeg savner hende. Jeg ved hun elskede mig, selvom hun ikke var typen der sagde det særlig ofte, hvorimod jeg selv hele tiden havde behov for en eller anden form for bekræftigelse. Så se det er mega frustrende at man rationelt godt er klar over problemerne, men man kan bare ikke styre sine følelser, og ødelægger det man skatter allermest.
Om vi nogensinde ender sammen igen ved jeg ikke, har dog accepteret det tildels at vi ikke ser hinanden og måske ikke kommer til det igen.
Men for mig selv, for det gør squ ondt når man bliver klar over at ens irrationnelle følelser ødelægger et andet menneske, ville jeg selvfølgelig ønske jeg kunne blive af med denne mistillidsfølelse/jalousi, ja i det mindst til så en anden kvinde slipper for at opleve fra min side. Så hvordan slipper man af med denne konstant mistillidsfølelse/jalousi!?
Svar:
Hej
Tak for dit brev om mistro og mistillid. Det gør mig ondt, at du har mistet din kæreste. Og at der er vilkår, i din opvækst, som har været meget barske.
Jeg kan lide hos dig, at du tager ansvar for det, der er svært for dig i forholdet til din exkæreste. Der var sikkert også noget på hendes side, får jeg lyst til at indskyde. Bare for princippets skyld.
Jeg vil tage udgangspunkt i noget min kollega Thomas, har skrevet i et andet brevkassesvar, nemlig:
-
- Det at knytte sig til et anden menneske er altid forbundet med frygten for at miste.
- Når man viser nogen tillid, risikerer man at blive svigtet
- Et liv med kærlighed indebærer altså angst og frygt.
Mon man kan sige om dig, at måden, du forvalter den angst, der hører til kærligheden på er gennem mistillid – altså ved at forsøge at kontrollere den anden. Men bag det ubehagelige, mistilliden, ligger der en dyb, dyb angst for at miste? Og du har forsøgt at holde styr på hende så godt du kunne for ikke at miste hende. Og endte med at miste hende på den konto. Det er paradoksalt, men sådan kan det godt hænge sammen.
Måske er det, der sker for dig, at når du bliver bange, så tager mistro og kontrol over. Så fremfor at sige til din kæreste: “Hvor har jeg savnet dig” eller “Jeg bliver nogle gange så bange for at miste dig”, så kom du til at udsætte hende for forhør, fordi angsten løb af med dig.
Måden, man kan få det bedre på er ved at lære angsten og frygten bedre at kende, på en måde blive ven med dem.Det vil sige at forsøge at ‘være omkring den’/holde den hjemme hos sig selv fremfor at lægge den over på den anden. Det kan man lære ved at gå i terapi og blive fortrolig med følelsen, så den ikke er så skræmmende.
Hvordan gør man det? I et samtaleforløb kan man opspore følelsen, og som du rigtignok er inde på, finde ud af, at den handler om noget i fortiden. Dit hoved ved godt, at du kan stole på din kæreste. Men dine følelser tror det ikke. Dine følelser forholder sig til de oplevelser, du har haft i barndommen. Jo bedre du kan få adskilt det der skete dengang (med dine forældre) fra det der sker nu (med din kæreste), jo bedre kan du skille det ad. Det er en kort måde at forklare det på.
Så jeg vil gerne give dig håb og opfordre dig til at få arbejdet med det. Jeg synes du har fortjent et godt kærlighedsliv og jeg kan se, at du er mand for at tage ansvar for din del. Det er et godt udgangspunkt.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Held og lykke med det
Christina, TUBA