Kære Tubas brevkasse,
Jeg er en kvinde på 46 år. Jeg voksede op i et hjem hvor begge mine forældre drak, og indimellem tog min mor sovepiller eller andet der gjorde hende sløvet. Jeg tror det var min far der var den ægte alkoholiker, og min mor blev med-misbruger.
Da jeg var 18 år døde min mor af en arvelig hjertesygdom og som 22 årig døde min far efter et fald i hans hjem. Jeg har boet for mig selv siden jeg var 16 år.
Jeg er i dag gift for 2. gang og har 3 drenge. 8, 11 og 19.
Jeg er gift med en mand der er bipolar og min ældste har ADHD og Aspergers… Det første er virkelig dårligt for mig, da det kan føles som at være gift med en alkoholiker, uden alkohollen med med de samme dynamikker i humør og personlighed.
Jeg er i en meget sen alder blevet klar over, at min personlighed er fuldstændig typisk for børn der vokser op i misbruger hjem. Jeg har brug for at tale med nogen der er eksperter på dette område, der kan hjælpe mig bryde mønsteret. Hjælpe mig med ikke give dårlig adfærd videre til mine børn.
Jeg drikker ikke. Mit eneste ‘misbrug’ er motion, mad til at dulme følelser, en sovende bulimi, og tendensen til at arbejde for meget…
Hvor går sådan en som mig hen? I hjælper op til 35 men hvad med mig? Jeg vil så gerne ændre mønstret. <3
Kærlig hilsen,
{navn}
Svar:
Kære {navn}
Hvor kan jeg godt forstå, at du ønsker dig hjælp til at bryde mønstret. Hvor er det godt, at du rækker ud og tager ansvar for , hvad du giver videre til dine børn.
Det er desværre sådan, at der her i Danmark ikke findes gratis tilbud til voksne over 35 år, som er vokset op med forældre med misbrug.
De muligheder jeg kender til er følgende:
Du kan undersøge, om du kan få en henvisning fra din læge til psykologbehandling med tilskud.
Du kan fine en terapeut med erfaring indenfor området og gå i terapi med selvbetaling.
Du kan bruge TUBAs tilbud til voksne over 36 år, med selvbetaling. Du kan læse mere om TUBAs 36+ tilbud her.
Jeg håber en af ovenstående er en mulighed for dig.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA