Online rådgivning

TUBAs online rådgivning til unge mellem 14 og 35 år, som er børn af misbrugere, består af chat, brevkasse og et ung-til-ung-forum.

Chatrådgivning

1:1-chat
I 1:1-chatten kan du snakke helt anonymt med en af TUBAs rådgivere. Her kan du fortælle om lige netop de tanker og følelser, du går med. For at sikre, at så mange som muligt kan komme igennem, chatter vi højest 1 time med den enkelte unge. De fleste chats varer 30-60 minutter.

1:1-chatten er en samtale, hvor du kan sætte ord på dine tanker, følelser og problemer, og hvor du kan fortælle, hvordan du har det med dine problemer. Sammen med rådgiveren kan du forsøge at finde frem til nogle handlemuligheder, som du føler, du kan gøre brug af. Rådgivning er ikke behandling, men en hjælp til selvhjælp. Det betyder, at rådgiveren tager udgangspunkt i dine tanker, oplevelser og ideer om, hvad du gerne vil og støtter dig i processen med at finde frem til de handlemuligheder, der føles rigtige for dig.

Læs mere om 1:1-chat.

Gruppechat
I gruppechatten kan du tale med andre unge. Der er altid en rådgiver fra TUBA tilstede i chatten, som sørger for, at chatten kun benyttes af TUBAs målgruppe. Rådgiveren er også til rådighed for de unge, hvis der er noget, de gerne vil spørge TUBA om, og rådgiveren er også behjælpelig med at informere de unge om andre tilbud i TUBA, hvis de er interesserede.

Læs mere om gruppechat.

Brevkasse

I TUBAs brevkasse kan du stille spørgemål til rådgiverne døgnet rundt. Du kan spørge om lige det, du går og tumler med. Intet spørgsmål er for stort eller lille. Du kan spørge helt anonymt, og du vælger selv, om dit spørgsmål skal offentliggøres her på siden. Vi besvarer spørgsmålene, så hurtigt vi kan. Der går højst 2-3 uger, inden du får svar.

Gå til brevkassen.

Ung-til-ung

I TUBAs ung til ung-forum kan du dele dine tanker, følelser og oplevelser med andre unge, der måske har nogle af de samme erfaringer som dig. For at skabe et trygt og sikkert forum formidler vi ikke kontakt mellem unge. Personlige oplysninger som fulde navn, telefonnummer osv. vil derfor blive slettet fra indlæggene.

I hverdagene bliver det, du skriver, vist online med det samme. Webrådgivningskoordinatoren holder øje med debatterne og modererer efter behov. Når du laver indlæg i weekenderne, bliver de først offentliggjort mandag morgen, når koordinatoren har læst og godkendt dem.

Gå til debatten.