Rikke: - Jeg har lært, at jeg ikke er forkert

Rikkes historie
Foto: Nils Lund

- Jeg blev født med abstinenser. Da jeg var tre dage gammel, forlod min mor mig for at finde alkohol. Hun kom tilbage to dage senere og fik mig udleveret.

*

- Jeg voksede op i Vejle med min mor og min stedfar. Da jeg var tre år gammel, kom der indberetninger, og jeg blev flyttet på børnehjem i en kort periode. I fire-års alderen bemærkede jeg, at mor var anderledes. Hun var altid sur. Det var vigtigt at lade hende være, når hun havde abstinenser.

*

- Mors misbrug tog til. Der kom andre stoffer end alkohol. Hun havde nogle mænd tæt på, der gav hende penge til sprut. De havde medicin, hun gerne ville have fingrene i. Mor fandt ud af, at min krop kunne bruges til andet end at være hendes datter. Da jeg var ni år, begyndte der at komme mænd på besøg. Det var mors venner.

*

- En morgen, da jeg var 12 år gammel, stod min sagsbehandler og to politibetjente uden for døren og sagde, jeg var tvangsfjernet. Min mor blev kørt på direkte afvænning. Hos plejefamilien gik det op for mig, at det ikke er hele verden, der er som min mor. Mor sagde altid, det kostede mange penge at gå i bad. Det prøvede jeg. Jeg havde heller aldrig prøvet at få en madpakke med i skole.

*

"Hos plejefamilien gik det op for mig, at det ikke er hele verden, der er som min mor." 

*

- Mor havde altid lært mig, at hvis hun mistede mig, tog hun livet af sig selv. Jeg var det vigtigste i hendes liv, sagde hun.

*

- Et år senere fik hun ret til mig igen. Hun lod, som om hun ikke drak, selvom jeg vidste, at hun drak, uden myndighederne vidste det. Så kom der igen en indberetning fra skolen om, at jeg var undervægtig og i mistrivsel. Kommunen bevilgede to år på efterskole. Det var fantastisk. Jeg havde undskyldninger for at tage med vennerne i stedet for at tage hjem til mor.

*

- Min mors venner besøgte mig stadig. Det stoppede først, da jeg var omkring 16. Jeg råbte, at de skulle stoppe. Jeg blev vred på min mor. Men der gik mange år, før jeg opfattede, at det var dem, og ikke mig, det var galt med.

- Da jeg blev 20 år, fik min mor galoperende kræft i hals og nyrer. Da hun døde, var det som om, jeg mistede mig selv. Når folk spurgte om min mening, vidste jeg ingenting. Det var som at gå tilbage i barndommen. Jeg sov med bamse, var indelukket.

*

- Et halvt år senere fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Jeg fik en lille pige. Alle snakkede om glæde, og at man ville græde, når barnet kom til verden. Jeg var virkelig bange for den del af livet. Jeg havde svært ved at relatere mig til min datter, at fatte, at hun var min. Jeg vidste alt, hvad man ikke skulle gøre som mor. Men jeg vidste ikke, hvad man skulle gøre. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sætte mig ned og være sammen med hende.

*

- I 2012 valgte min kæreste og jeg at gå fra hinanden, og jeg flyttede for mig selv med min datter. Jeg havde aldrig været uden min kæreste eller min mor. Jeg anede ikke, hvad der skulle ske. At stå i en lejlighed med en lillebitte pige på to år var helt nyt. Jeg blev mere og mere ked af det. Det gik det op for mig, at jeg blev nødt til at få hjælp.

*

"Jeg vidste alt, hvad man ikke skulle gøre som mor. Men jeg vidste ikke, hvad man skulle gøre."

*

- Jeg tog til TUBA i Kolding og fik en psykolog. Jeg gik der i to år med en afbrydelse undervejs. Det gjorde en kæmpe forskel. Jeg fik den bedste behandling og oplevelse i TUBA. Jeg fik at vide, at jeg ikke var forkert. At det var forkert, hvad de havde gjort ved mig. En accept af, at jeg har nogle mén i dag. At jeg ikke er som andre.

*

- Jeg er indimellem bange for at være en fiasko som forælder. Hvis der er skovtur, kan jeg finde på at bage 117 forskellige slags boller. Men det handler jo ikke om at være perfekt, det handler om at hygge sig.

*

- Jeg er social og sundhedshjælper-uddannet. Jeg skal snart tage en mentoruddannelse. Jeg har tyve års uddannelse i at være vokset op i en familie med massivt misbrug. Jeg vil gerne bruge det. Jeg ved, hvor vigtigt det er at bruge det. Jeg skal fortælle andre unge om mit liv. Der er brug for det. Vi føler os så forkerte.

*

- I en tidlig alder sagde min morfar: “Lov mig, at du aldrig ender som mor. Forestil dig dit liv som en togbane: Hvis du kører den ene vej, kan du ikke vende om. Den er fyldt med angst, alkohol, misbrug ... Den anden vej er meget hård, op ad bakke, det er en hård kamp. hver dag. Men det er hele kampen værd.”

LÆS ANDRE UNGES HISTORIER HER