Trine: - Jeg har lært at acceptere mig selv

Trines historie
Foto: Nils Lund

- Jeg voksede op i en kærlig familie. Nogle gange var min far i et anderledes humør. Jeg var for lille til at forstå, hvad det var. Min far var en ordentlig mand. Slet ikke typen, der sidder nede på bænken. Han havde et godt ry. Han var god til at holde sit misbrug skjult.

*

- Hver gang min far kom hjem fra afvænning, begyndte han at drikke. Jeg var glad, når han kom hjem, men jeg havde også en stor mistillid. 

- Da jeg var 14-15 år, kom min far på afvænning. Jeg følte, jeg forrådte ham ved at kalde ham alkoholiker. Jeg var stadig ikke overbevist om, at han var det. Jeg besøgte ham i weekenderne. Det var en underlig situation. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle tackle det.

*

- Hver gang min far kom hjem fra afvænning, begyndte han at drikke. Jeg var glad, når han kom hjem, men jeg havde også en stor mistillid. Han sagde hver gang, at det ville gå: - Nu har jeg besluttet mig, sagde han. Men så begyndte han at drikke igen.

*

- På et tidspunkt kom jeg hjem til ham, hvor han havde det elendigt. Han var meget fuld og dårlig, og huset var næsten tomt og meget beskidt. Han havde slået sig på hænder og arme, fordi han var væltet ind i ting. Det så vanvittigt ud. Jeg satte mig foran ham og bad ham om at tage på afvænning: "Hvis ikke for andet, kan du så ikke gøre det for mig?", spurgte jeg. "Jeg kan ikke mere," sagde han. Det var helt sindssygt, at det menneske, man holder så meget af, siger sådan. "Farvel far," sagde jeg. "Jeg elsker dig. Jeg kan ikke hjælpe dig. Du skal ville hjælpe dig selv. Jeg kan ikke blive."
Jeg tænkte, at det godt kunne være sidste gang, jeg så ham.

*

- På det tidspunkt kom jeg i behandling hos TUBA. Jeg havde stået på venteliste, så fik jeg en plads.

*

- En dag skulle jeg besøge min far. Døren var låst. Jeg fik lukket mig selv ind i huset gennem en åben bagdør. Og så kan jeg se, at han ligger inde på gulvet. Han er faldet om. Jeg kan mærke, at han er helt kold. Jeg går i panik og løber ud af huset, mens jeg tænker 'Hvad gør jeg? Er han virkelig død? Hvad er det for noget?'. Jeg sidder ude på græsplænen med ansigtet i hænderne. Hvad skal der nu ske? Jeg har ikke nogen far. Hvad med huset? Det store hus. Det er helt sindssygt.

*

- Min familie hjalp med at tømme huset. På en uge havde jeg fået styr på bisættelse og alting. Jeg havde en tid hos TUBA nogle dage senere. Jeg satte mig ned til samtalen og sagde: "Nu er min far død. Nu er det, jeg har været så bange for, sket. Kan jeg stadig godt få hjælp af jer, for jeg har virkelig brug for det?" Det kunne jeg heldigvis godt.

Jeg havde lavet en vrangforestilling omkring nogle af de ting, jeg havde troet, jeg skulle tage ansvar for.

*

- Det tog tid, men samtalerne med psykologen hos TUBA fik langsomt åbnet for min barndom og alt det, jeg havde haft i hovedet. Skyldfølelserne. Jeg havde lavet en vrangforestilling omkring nogle af de ting, jeg havde troet, jeg skulle tage ansvar for. Jeg lærte, at jeg kunne acceptere mig selv og de ting, jeg havde været igennem. Det gav mig efterhånden et andet billede af mig selv.

*

- Det er svært at tro på folk, når de siger "Jeg er her for dig." Er du? Mener du det? Eller går du om lidt? Det tager tid at få på plads.

*

- Det har virkelig gjort en stor forskel for mig. Der er kommet ro på igen. Fordi TUBA hjalp mig. Det er der ingen tvivl om, ellers havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag.

LÆS ANDRE UNGES HISTORIER HER