Kære tuba.
Her er min historie: Jeg har vokset op, og var i nærheden af alkohol hele mit liv. Mor og far som alkoholmisbruger. Jeg har mistet kontakt til faren der han så valgt min mors halvsøster som hans nye kæreste.
Min mor blev deprimerede og begyndt at drikke mere og mere indtil hun ikke kunne mere (eller sådan har jeg forståede det).
Hun begyndt at skille mig ud og fortælle at alt det med far var min skyld. Hun svigtede mig og prøve at skjule sine tomme flasker og dåser.
Har i hørt denne citat før?
‘’The more you say something, the more you, too, will believe it’s the truth.’’
Den beskriver hvordan jeg har det.
Min mor elsker at fortæller mig ( når hun er fuld) hvor en dårlige datter jeg er. Og at hun ville ønske at jeg var anderledes. Hun støtter mig aldrig. Der var den ene gang hvor jeg gik i panik og begyndt at grade mit i det hele. Instedet for at hjælpe og grimme, hun kom og grinte af mig.
Nu har jeg endelige bestemt mig for at gør noget ved situationen. Jeg har overvejet at flytte ud. Men ved ikke hvor og hvordan skal jeg overhovet begyndte. Jeg er træt af a hele tiden blive trampede på. Jeg vil gerne starte forfra uden min mor eller far.
Jeg ønsker kun en ting. At endelige være glade uden alkohol, forældre og problemer.
Derfor skriver jeg så til jer.
Hvad skal jeg gør? Er der er mulighed for mig om at for et lejligheden som 17 årlige?
Svar:
Kære du
Tak fordi du skriver ind.
Hold da op, det lyder til, at du har haft en hård opvækst. Du fortæller, at din mor og far har drukket for meget, at du har mistet kontakten til din far, efter din far blev kærester med din mors halvsøster, hvorefter din mor blev deprimeret og begyndte at drikke mere. Når din mor er fuld, skælder hun dig ud og fortæller dig, at situationen med din far var din skyld, at du er en dårlig datter, og at hun ville ønske, du var anderledes. Du fortæller, at du har besluttet dig for at flytte fra din mor, og spørger om, hvad du skal gøre, og om der er mulighed for at få lejlighed som 17-årig. Jeg skal forsøge at svare dig så godt jeg kan.
Jeg synes, det er et rigtig godt citat, du har fundet: “the more you say something, the more you, too, will believe it’s the true”. Det er nemlig rigtigt: hvis man bliver ved med at få noget at vide, vil man selv ende med at tro på, at det er sandt. Jeg håber derfor virkelig, at du kan blive ved med at holde fast i, at det din mor siger, ikke er rigtigt: det er IKKE din skyld, at din far gik, og du er IKKE en dårlig datter. Jeg kan sagtens forstå, du er træt af at blive trampet på, og jeg synes, det er stærkt af dig at træffe en så stor beslutning. Jeg kan dsværre ikke ud fra dit brev vurdere, om du føler, at du har mulighed for at tale med din mor om, at du ikke vil finde dig i at blive snakket så grimt til, og om I derfra kan løse problemet sammen. Det vil være mit første råd, hvis dette ikke er prøvet.
Og nu til lejligheden: det er muligt at flytte hjemmefra, når man er under 18 år, men der er dog et par ting, som kan gøre det mere besværligt, fordi du er under 18 år: Det kan være svært at klare rent økonomisk, da du endnu ikke kan modtage SU, og din timeløn vil svare til en ungarbejder. Samtidig vil det være en fordel, hvis din mor godkender, at du flytter hjemmefra – men det kan dog stadig lade sig gøre, hvis kommunen vurderer, at du har det så dårligt derhjemme, at du ikke kan bo hjemme længere. Jeg vil derfor råde dig til at kontakte kommunens socialforvaltning – de kan nemlig hjælpe dig med at finde en god løsning og fortælle dig om, hvilke muligheder du har, når du er under 18 år. Du kan læse mere her: http://flytte-hjemmefra-guide.dk/flytningen/flytte-hjemmefra-under-18-aa… . Jeg kan desværre ikke se, hvilken kommune du bor i og kan derfor ikke sende links til, hvor og hvordan du kan henvende dig til kommunen.
Jeg ønsker dig det bedste, og håber at du fik svar på dit spørgsmål – ellers må du skrive igen.
De bedste hilsner
Mette, TUBA