– Hvorfor mister jeg mig selv i parforhold? Hvorfor har jeg konstant brug for bekræftelse fra min kæreste og mine venner? Hvorfor er det så svært at stole på andre?
Få viden om, hvordan din opvækst i en familie med alkohol- eller stofmisbrug kan påvirke, hvordan du er og oplever verden i dag, og hvorfor det kan give særlige udfordringer i en udfordrende tid som den, vi oplever i øjeblikket.
Oplevelser af svigt i opvæksten vil ofte komme til udtryk i forholdet til andre mennesker – særligt over for dem, der er helt tæt på. Coronakrisen kan derfor også have givet dig ekstra udfordringer i forholdet til dem, du holder af. Bliv klogere på, hvad der kan være på færde, hvilke ting du skal være opmærksom på, og hvordan I kan hjælpe hinanden, så din fortid i en familie med misbrug ikke ødelægger parforholdet.
OBS! Dette Drop-in møde bliver holdt som et webinar på platformen Zoom. Det betyder, at du skal tilmelde dig på forhånd og oplyse et navn (som du selv vælger) og din mailadresse, men du kan stadig være helt anonym under foredraget. Du bestemmer selv, om du vil stille spørgsmål og give tilbagemeldinger til underviseren undervejs eller om du vil nøjes med at lytte til det, der bliver fortalt.
Arrangementet er et undervisningstilbud og ikke terapi, og det henvender sig til unge i TUBAs målgruppe. Underviser er Henrik Prien, der er regionsleder i TUBA. Du kan tilmelde dig ved at trykke HER.