Liv: – For første gang føler jeg mig tilpas
– Min far var misbruger, så længe jeg kan huske tilbage. Min mor forlod ham, da jeg var helt lille. Han blev weekendfar, da jeg var fem år. Inden da besøgte jeg ham i forskellige arresthuse, hvor han sad inde for besiddelse af narkotika.
*
“Jeg husker, når hans hash-kunder sad og røg mig op i hovedet. Han tog mig også med til fester, hvor man drak og tog stoffer.”
*
– Weekenderne hos far var fulde af hash, alkohol og stoffer. Han solgte hash fra sit sommerhus, og våben og slåskampe mellem misbrugerne hørte til dagens orden. Jeg husker, når hans hash-kunder sad og røg mig op i hovedet. Han tog mig også med til fester, hvor man drak og tog stoffer. Engang var der en mand, der sagde til mig og et andet barn: “Tag jeres tøj af.” Der var jeg 8-9 år.
*
– Jeg husker, når min far var fuld og påvirket om aftenen. Når han sad med en smøg i munden og faldt i søvn. Jeg var bange for, at huset ville brænde ned.
“Far, du må ikke falde i søvn,” tænkte jeg.
*
Min far oksede altid afsted, når vi var ude at gå. Jeg kunne ikke følge med. Han hånede mig, hvis jeg græd. Jeg var den logrende hundehvalp, der halsede efter for at gøre alting godt nok, så han ikke skulle blive sur.
*
– Da jeg var 8 år fortalte han mig, at hvis jeg ikke var der, ville han tage sit liv. Han viste mig, hvordan man laver en løkke med et reb, så man kan hænge sig.
*
– Politiet har hentet ham mange gange. En anden gang kom en mand forbi med et oversavet jagtgevær, fordi min far skyldte ham penge. “Du må ikke skyde min far”, sagde jeg.
*
– Min mor var afhængig af metadon i fem år, men da jeg var 11 år, flyttede vi ind på et familiebehandlingssted. Her begyndte de ting at gå op for mig – hvad der var sket i forhold til min far. Jeg måtte ikke se ham, mens vi boede på familiebehandlingsstedet. Jeg besøgte far en gang imellem, fra jeg var 13 år – til sidst var det i fængslet. Jeg kunne mærke, jeg ikke kunne den relation længere.
*
– Min mor har været clean i fjorten år. Jeg følte meget ansvar over for hende både som barn og som ældre. Hun fik en kræftsygdom i brystet for 8 år siden, og siden da tog jeg ansvar for hende; men nu må hun selv tage ansvaret. Jeg skal lære at lægge det fra mig. Det er ikke mit ansvar, at alle er glade.
*
– Da jeg var 20 år, fik min far konstateret aggressiv kræft i leveren. Han droslede ned på sidemisbrug og havde kun hash, metadon og beroligende tilbage. Men da jeg konfronterede ham med fortiden, benægtede han alt, og jeg følte, jeg ikke kunne mere. Alligevel så vi hinanden tre gange, før han døde. Den sidste gang jeg så ham, nåede han lige at sige: “Jeg håber, du kan tilgive mig en dag”.
*
– Jeg sov ikke i tre måneder, efter han døde. Til sidst var jeg så langt ude, at jeg tænkte: “Det er bedst, hvis jeg ikke er her”. Jeg havde angst og fik ordineret sovemedicin. Jeg var bange, hudløs. Hvis bare en fugl fløj ud foran mig, blev jeg bange. Hvis jeg ikke var kommet i TUBA, ved jeg ikke hvad der var sket.
*
“Det har været en befrielse at komme til TUBA og møde andre unge, man kan spejle sig i”
*
– Det har været en befrielse at komme til TUBA og møde andre unge, man kan spejle sig i, og som kan forstå, når hjernen brænder sammen. Når min familie skuffede mig, lukkede min hjerne ned, og jeg blev megavred. I dag tænker jeg: “Liv, det er dem, der ikke kan se dine behov”; jeg vender det ikke indad og gemmer mig ikke i de kæmpestore sorte huller, hvor jeg isolerede mig før.
*
– I dag kan jeg sætte ord på hvordan, jeg har det; jeg kan sige, at jeg bliver ked af det. Jeg har for første gang i mange år følt mig tilpas. Jeg kan mærke mig selv. Jeg er stolt af mig selv. Jeg skammer mig ikke over mit liv længere.