Hej
Jeg er en som har haft stor gavn af tuba, og har gået i en gruppe i et halvt år. Men det er godt og vel et år siden jeg sluttede forløbet og der er sket en masse i mit liv efterfølgende. Jeg har virkelig haft stor gavn af tuba, og fik en masse redskaber til at få mit liv til at fungere og følelsen af at jeg var et dannet menneske. Jeg have det aå godt med mig selv, og fik utrolig meget ros af omverden, familie og venner om den rummelig overskuds menneske jeg gik rundt og var. Men jeg har haft nogen nedrelag efterfølgende og følger at jeg er trådt mange mange skrit tilbage igen. Og har mistet mig selv, og gnisten til livet, og det at smile, grine og bare have det hylende morsomt med mine skønne veninder, er bare gået tabt igen. Min mund vender bare ned af, og jeg begynder at få mørke tanker og mig slev og de ting jeg udføre.. Accepten af min person er forsvundet. Jeg går og overvejer at knytte en psykoterapeut på mig, som jeg vil gå til et par gange om månendes bare for at få læsset af. En veninde fortalte mig, at det var lidt tung at være sammen med mig nogen gange fordi jeg altid snakkede om problemer. Det gjord mig utrolig ked af det, og har bare lukket mig mere inde.
Jeg har hen over det sidste år blevet utrolig svigtet af en fyr jeg så lidt med, og hvor han ikke viste hvad han ville men bakkede ud i sidste ende. Og jeg regnede ikke med at jeg ville få det så svært efterfølgende, jeg har bebregtet mig selv utrolig meget efterfølgende. at jeg måske var for tyk, trænede for lidt, ikke var pæn nok eller havde gjordt noget forkert over for ham. Jeg var så vanvittigt forelsket.. jeg møder ham en månede efter han fortalte han ikke ville være kærester.. hvor jeg bare disideret får et angst anfald, og ryster og stammer. Det var så vild en opleve at min krop bare reagerte sådan. Og så kunne jeg få endnu mere nedtur over at jeg bare opførte mig som en freak lige foran ham og en ven. Hvad kan det skyldes, er det sårbarheden!
oplever her for nyligt at skulle arbejde sammen med to unge almindelige fyre, som falder i min smag også. Jeg følger dem tiltrækkende lad mig sige det sådan, de er søde og rare, men jeg har ikke vækselt mange ord med dem.. Men over en længet periode, for hver dag der går, opbygger jeg en form for angst for dem, hvis der er møde på arbejdes pladsen og de er med kan jeg ikke sige noget for eksrem hjerte banken og faktsik får det super skidt.. Det er et angsk anfald vil jeg aller mest beskrive det som. De prøver ofte at få min opmærksomhed, men jeg bliver nød til at ignorre dem,, bare så jeg ikke skal blive til grin over jeg stammer og sveder. Hvad kan dette skylds. Hvorfor har jeg haft det så skidt. Alt dette er sket inde for 4-6 månededer.
Jeg har også været arbejdes søgende længe nu og få nærmes afslag dagligt på ansøgninger, og pt er jeg bare i noget midlertidigt job. Jeg føler mig lidt rundt på gulvet for tiden. Min økonomi er ringe, og min familie hænger også lidt på en tynd tråd. Da mange er uvenner, er stresset, vil gå fra hinaden mm. Og jeg selv er vel også en belastning for de andre.. Jeg er bare begyndt at føle mig utolig sårbar og kan virkelig ikke lide hvis folk kommer for tæt på.. Hvor er mit glade, perfekte mig, som jeg var for bare 6 måneder siden.. Jeg har lyst til at starte tuba igen, ellers ved jeg ikke hvordan jeg skal fange mig selv igen. Kan du måske hjælpe mig lidt.. Er så dybt ked af at jeg er kommet væk fra at kunne hjælpe mig selv.. Selvom jeg har prøvet at arbejde med mig selv i flere måneder nu
mvh den frustret bruger
Svar:
Kære du
Jeg kan godt forstå, at du er ked af, at du er kommet væk fra at kunne hjælpe dig selv. Det lyder dejligt når du fortæller om den tid, hvor du bare havde det så godt med dig selv. Jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil derhen igen.
Jeg får også lige lyst til at indskyde, at det er meget almindeligt at opleve at man træder nogle (eller mange) skridt tilbage, som du beskriver. Man kan sagtens opleve det, når der sker nogle forandringer i ens liv. Det kan betyde at man skal finde ud, af at have det godt med sig selv, i ens nye livssituation. Det lyder til at det har været en forandring for dig, at den fyr du havde noget med bakkede ud. En forandring hvor du fik det sværere efterfølgende end du havde regnet med og hvor du kom til at bebrejde dig selv. Du skriver på et tidspunkt ‘accepten af min person er forsvundet’. Sådan kan det godt gå, når man i perioder bebrejder sig selv. I bebrejdelsen ligger en ikke-anerkendelse. Kan du følge mig i det? Det sker for alle at vi indimellem bebrejder os selv, det tror jeg ikke vi selv kan styre.
Spørgsmåler er nu, hvordan du kommer videre herfra, hvor du føler dig; ‘lidt rundt på gulvet’, ‘sårbar’, hvor du ‘har mistet gnisten til livet, det at smile og bare grine’, ‘mistet dig selv og accepten af din person’ og hen imod igen at føle dig som et ‘dannet menneske’, hvor du ‘har det godt med dig selv’, hvor du er ‘dit glade og perfekte jeg’ som du har været for få måneder siden. Du nævner at du overvejer at knytte en psykoterapeut på dig og at du har lyst til at starte i TUBA igen, det synes jeg lyder som nogle gode muligheder. Jeg ved at der er mange, der har glæde af at søge hjælp, når de oplever nogle frandringer i deres liv som ‘slår dem lidt ud af kurs’ – hvis man kan sige det sådan? Jeg tror, det at tale med en terapeut, kan være en måde at ‘finde tilbage til dig selv’ på. Det lyder ti,l at du tildligere har haft stor gavn af det og jeg ser ingen grund til, at det ikke skulle kunne fungere for dig igen.
Det er helt okay, at have brug for og lyst til at få lidt hjælp. Det er også helt okay, at være ‘faldet i’ et hul af selvbebrejdelse, der hindrer accepten af dig selv. Den slags sker. Det er dejligt, når vi som mennesker kan hjælpe os selv, indimellem kan vi have brug for nogle at læne os op ad, feks en terapeut, som kan hjælpe os på rette spor igen. Man kan måske vende det om og sige, at du kan mærke at du gerne vil tale med en terapeut og ved at tale med en terapeut hjælper du dig selv?
Der er nogle ting jeg ikke har skrevet noget om, feks at du oplevede angst anfald da du så din x-kæreste og at du oplever en form for angst overfor to fyre på dit arbejde. Jeg skriver ikke noget om det, fordi jeg ikke synes jeg ved nok om det til at sige noget, jeg tror du kan bruge. Men jeg tænker det måske er noget der kan være interessant at tale om sammen med en terapeut? Jeg tænker også det er en mulighed at tale om det på chatten. Der har du mulighed for at sætte nogle flere ord på det og rådgiveren kan stille spørgsmål som ikke er mulige her i brevkassen. Du er meget velkommen til at logge på chatten, hvis du har lyst til at snakke mere om det. www.tuba.dk/chat
Til sidst vil jeg ønske dig alt det bedste
Camilla, TUBA