Hej med jer.
Jeg skriver til jer fordi jeg har en far som er alkoholiker samt har han en anden rigtig dårlig vane.
Jeg har ikke kontakt med ham på normal vis som man plejer at have med sine forældre. Jeg bliver kontaktet og kontakter ham når det drejer sig om regninger, og det er det. Det sårer mig dybt når endelig han kontakter mig spørger ind til penge eller andre ikke vigtige ting. Han spørger meget sjældent ind til hvordan jeg har det. Og endelig når han gør i de sjældne øjeblikke, svarer jeg meget kort og kontant og samtalen dør mere og mere, og så siger vi ellers farvel.
Jeg gik ned med angst i august sidste år pga af stress i hverdagen og grundet min mor og far gik fra hinanden. Og min far kom oveni han fortalte mig han var gået fra min mor, og fortalte mig at han havde fundet en ny kæreste allerede og at jeg skulle møde hende. Jeg har aldrig mødt hende endnu grundet jeg ikke har haft lyst og jeg har haft nogle utrolig svære perioder i mit liv, og min far har aldrig været der for mig når jeg har haft angst eller andre lign situationer, han har ” stukket af ” hver gang. Udover min far er misbruger, har jeg tit måtte tage “mor rollen” for ham, jeg har også en masse fysiske problemer som også gør meget ved min psyke og mit humør, jeg er derudover selv hypermobil, har skæv rygsøjle og har måttet sige farvel til flere uddannelse grundet mine fysiske laster.
Jeg har bare så svært ved at takle denne situation med min far, fordi jeg vil jo gerne have at han er en del af mit liv, men han skader og afviser mig gang på gang og jeg skal så kæmpe mig op igen. Jeg lever nu et liv uden ham pt, hvor jeg har det okay, men sorgen er så stor at jeg ikke kan kæmpe imod meget længere. Håber virkelig på at få nogle svar på hvordan jeg kan takle dette når jeg selv er på bar bund.
Hvad skal jeg dog gøre. /:
Mvh {Navn}
Svar:
Kære {Navn}
Jeg er glad for at du skriver herind til brevkassen og deler med mig hvordan du har det.
Jeg synes det lyder rigtig hårdt at din far aldrig har været der for dig, jeg kan godt forstå, hvis du er ked af det, frustreret, træt af det, sur, skuffet og måske noget helt sjette. Jeg gætter på du kan mærke mange følelser i forhold til det?
Jeg kan sagtens forstå dit ønske om, at have din far i dit liv. Have ham i dit liv på en god måde, på den måde som du har brug for ham. Sådan er det desværre ikke. Realiteten er at din far skader og afviser dig. Som jeg forstår dig, mærker du en stor sorg over at du må leve uden din far, en sorg som du ikke kan kæmpe imod meget længere. Det ér forbundet med stor sorg ikke at have den forælder som man har brug for. Jeg tænker at det både er en sorg ikke at have kontakt med din far, men at det også er en sorg, at når han er i dit liv, så er han alligevel ikke den far du har brug for. Mit gæt er, at uanset om I har kontakt eller ej, så er han ikke den far for dig, som du har brug for – oplever du det mon også sådan?
I TUBA taler vi med unge fra familier med alkoholproblemer om to slags sorg. Den ene er den sorg der er forbundet med tabene i fortiden – det du ikke har fået i din opvækst af din far. Den anden sorg er vedvarende og forbundet med at din far fortsætter med at drikke og dermed forhindrer at du kan have et givende fællesskab med ham. Den første sorg, handler om at erkende din historie og give plads til dine følelser omkring det at vokse op med din drikkende far. Den vedvarende sorg, er en sorg over det der foregår hele tiden, det at din far stadig ikke er der for dig.
Du skriver at du ikke kan kæmpe imod sorgen meget længere, måske skal du ikke længere kæmpe? Måske er det tid til, at du giver dig selv lov til at sørge over det du har mistet? Jeg tror det vil være sundt og godt (men også hårdt), at give dig selv mulighed for, at forholde dig til din sorg.
Du beskriver rigtig fint at din far aldrig har været der for dig, måske kan du beskrive lidt nærmere, hvilke tab du har lidt i forhold til din far i din opvækst? Du beskriver også hvordan han ikke er der for dig nu, du nævner f.eks. at han ikke spørger ind til dig. I forhold til den vedvarende sorg er det en god ide at forsøge at forholde sig til den, eller måske snarere forholde sig til den person der er årsag til sorgen. I dit tilfælde din far. For at sorgen ikke skal ødelægge dit liv er det en god ide at du forholder dig til ham, tager stilling til ting som; hvordan vil du have kontakt med ham, hvor meget vil du hjælpe ham, hvor meget energi vil du bruge på ham osv. Jge kan hører at du allerede er igang med at gøre dig overvejelser om det, det tror jeg er sundt og godt.
Når jeg læser dit brev tænker jeg, om dit næste skridt kan være at give slip og give plads til sorgen i stedet for at kæmpe imod? Jeg ved ikke om det føles rigtigt for dig? Hvis du har lyst til at udforske det nærmere og gå lidt længere ind i sorgen, kan være godt at have en at tale med i din bearbejdning af sorgen, f.eks. en tarepeut. Hvis du har lyst er du meget velkommen her i TUBA.
Varme tanker
Camilla, TUBA