Hej, og tak fordi du/i tager dig tid til dette.
Mit navn er {Navn}, og er 14 år gammel. Min far er fra Bosnien, hvilket jo vil sige jeg er halv bosnier. Han har drukket lige siden jeg kan huske det, og har altid været sur over de mindste ting. Han drak og spillede alle vores penge op. Vi havde aldrig råd til det nyeste tøj, og ferier. Han støtter mig aldrig, og kan aldrig være glad på mine vegne. Feks. Da min veninde og hendes familie inviterede mig med til Tyrkiet sidste år, truede han med at gå til kommunen, og gøre sådan jeg ikke kunne komme af sted.
Mine forældre blev så skilt for lidt over 2 år siden, da min mor ikke gad mere. Det har været rigtig godt for os, og jeg så stadig min far i nu og næ, men når det endelig var, sad han og drak foran mig, og var sur. Det er nu 6 måneder siden – et halvt år – snart 7 måneder, at jeg sidst så ham. Selvom han har været en skide dårlig far, er han jo stadig min far, og jeg vil gerne have et forhold til ham – uden alkohol involveret. Kan det virklig være rigtigt at det er for meget at spørge om? Jeg ville aldrig i min vildeste fantasi spørge ham om det, for det ville han slet ikke forstå. Men kan det være rigtig at alkohol betyder mere end hans egen datter?! At jeg skal tvinge ham for at se mig, for det er jo det sidste jeg vil gøre. Jeg går hverdag og har en klump i min mave, fordi jeg ved min far sidder der ude et sted og drikker og ikke tænker på mig. Jeg er ked af det, græder mig selv i søvn, og kan bare ikke være glad. Mange af mine venner er begyndt og drikke, men jeg har hele tiden i hovedet at jeg måske ender som ham? Det hele er bare for meget nu, og jeg kan ikke mere. Håber i kan hjælpe.
Hilsen {Navn}.
Svar:
Kære {Navn}
Jeg er glad for at du skriver herind til brevkassen og fortæller om dig selv og hvordan du har det.
Du fortæller at din far drikker og at du ikke har haft kontakt med ham i 6-7 måneder. Du spørger om det kan være rigtigt, at alkohol betyder mere for din far end du gør. Desværre er det sådan, at når man har et alkoholmisbrug, så kan det have større magt end noget andet. Så stor magt at man ‘glemmer’ folk omkring sig, også sine egne børn. Det har ikke noget med dig at gøre, det er ikke fordi der er noget galt med dig eller fordi du ikke er god nok, det har alene noget med din far at gøre. Det er svært at forstå, at man kan vælge som din far gør, og det gør utrolig ondt at føle sig valgt fra til fordel for alkohol. Jeg kan godt forstå at du er ked af det og græder dig i søvn.
Du spørger om det er for meget forlangt at ønske et forhold til din far uden alkohol er involveret. Grundlæggende er det ikke for meget at forlange. Jeg kan godt forstå at du ønsker det sådan. Men det lyder til at det er mere end din far kan give. Det gør ondt når ens fars alkoholmisbrug forhindrer en i, at have et godt forhold til ham. Og det er rigtig svært at erkende og acceptere at det er sådan. Desværre har det været sådan så længe du kan huske og det ser ikke ud til, at det er ved at ændre sig. Derfor tror jeg det du oplever nu, er en begyndende erkendelse af, at din far drikker på en måde, som forhindrer dig i at have det forhold til ham, som du gerne vil. Det er hårdt at indse at det er sådan det er. De fleste unge som har forældre der drikker oplever udfordringer i forhold til at håndtere det og lære at leve med det. Mange har gavn af at tale med nogen om, hvordan man lærer at leve med at have en forælder der driker. Desværre er der ikke en TUBA afdeling i nærheden af hvor du bor. Men jeg ved at der findes hjælp hos kommunen. Jeg ved ikke præcis hvilke tilbud der er til unge under 18 år, men det kan du finde ud af ved at ringe til Elsebeth Sofia Broch på tlf. 2335 9343.
Mit bedste råd til dig er, at du finder en at tale med om hvordan du har det. Måske kan du tale med din mor? Måske en voksen fra din skole? Eller måske en anden voksen du kender, som du har det godt med?
Hvis du ikke har lyst til at snakke med en du kender, eller ikke ved, hvem det skal være, er du også meget velkommen til, at logge på chatrådgivningen her på tuba og tale med en rådgiver. Du finder chatrådgivningen her www.tuba.dk/chat
De bedste hilsner
Camilla, TUBA