Hej tuba
Jeg skriver, fordi jeg simpelthen har brug for luft for alt det, der foregår inden i mig for tiden. Og fordi jeg desværre ikke føler, at jeg har nogen at dele det med uden for denne brevkasse.
På det seneste er det gået sådan rigtigt op for mig, hvor skidt jeg har haft det som lille og i hvor høj grad det stadig påvirker mig idag. Det er en indsigt, jeg længe har kæmpet med, da jeg tidligere (måske ubevidst) har besluttet dels, at mine oplevelser ikke har været så slemme endda, dels at det ikke skulle påvirke mig mere.
Den beslutning har dog ikke holdt. Det er gået op for mig gennem en lang proces, med modgang, med terapi og med hårdt arbejde med mig selv, at jeg har været ensom og angst i mange år af min barndom og især i mine teenageår og begyndelsen af 20’erne.
Og at jeg stadig er det på mange måder. Jeg har haft det rigtig svært i skolen, hvor jeg ikke havde nogen ligesindede venner, som bekræftede mig i, at jeg var god nok. Samtidig oplevede jeg store svigt i hjemmet med en mor, der drak. I denne periode lærte jeg at lade som om alle vegne. Jeg var dygtig i skolen, tilpassede mig mine venners interesser, ønsker og måder at være på. Men det var bare ikke mig at være sådan. Og derhjemme følte jeg mig konstant til besvær og at det var min skyld, at min mor forsvandt om bag en dør med rødvinsflasker, vrede råb og afstandstagen fra mig, som hun jo skulle være den, der var tættest på. Jeg var mildest talt ulykkelig og komplet og fuldstændigt selvusikker. Senere har jeg forsøgt at skubbe usikkerheden så langt væk som overhovedet muligt, det har i perioder næsten lykkedes. Men jeg har måtte se i øjnene, at usikkerheden og ensomheden og angsten stadig lever i mig. Og især sorgen over at have haft det sådan som lille og ung uden at få hjælp, sidder fast i mig idag.
Jeg lader stadig som om idag. Jeg ved næsten ikke, hvordan man gør andet. Jeg holder folk væk fra at se, hvordan jeg egentlig har det og hvem, jeg egentlig er. Når jeg møder nye mennesker, beslutter jeg mig for, at andre enten ikke kan lide mig eller jeg er bange for at de ikke kan, eller også beslutter jeg, at jeg ikke kan lide dem. Sandheden er bare ikke sådan. Jeg er så heldig at have en masse mennesker omkring mig, som gerne vil mig. Jeg er bare i en så stor sorgproces, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til andre mennesker. Jeg kan se, at jeg længe har haft lukket mig af, men det har jeg ikke lyst til længere. Nu har jeg bare ikke nogen tætte nok relationer til at jeg føler mig tryg ved at lukke op for hele denne her sorgpose, jeg har fået revet åben.
Jeg kan heldigvis tale med min mor om det, som ikke drikker længere. Og min far. Men jeg trænger sådan til at have nogen, som ikke er dem, at dele mig med.
Jeg har før prøvet at dele mine oplevelser fra min barndom og den ensomhed, jeg har følt med nogen. Men det har hidtil kun været én eller to personer, jeg har følt mig tryg nok ved. Og de er desværre ikke så tætte på længere.
Jeg føler, at jeg er ved at blive sindssyg af at gå igennem denne udviklingsproces, hvor jeg ser mig selv og mine sår i øjnene, uden at have nogen at dele det med.
Jeg isolerer mig og ser kun mine venner, når jeg føler mig ovenpå og kan virke glad udadtil. Men jeg er bare ikke ovenpå for tiden, jeg føler, jeg er i stor sorg.
Hvordan kan jeg finde styrken til at åbne op, og hvordan mærker jeg, hvem jeg kan åbne op til? Jeg er så vant til at håndtere negative følelser alene, at jeg ikke føler mig tryg ved at vise andre disse sider. Samtidig kan jeg også mærke, at mange af mine nuværende venner faktisk ikke ville kunne forstå. Hvordan finder jeg nogen at dele alt det, jeg går igennem med og al den sorg som følger med at have oplevet svigt og ensomhed en stor del af min opvækst? Hvordan kan nogen forstå?
Og hvornår og hvordan går denne sorg væk? Er det overhovedet normalt at have det sådan?
Jeg håber sådan, at mine spørgsmål er til at svare på. Til information, så har jeg søgt om at komme i et gruppeterapi-forløb hos jer, men der er desværre lang ventetid, kan jeg forstå.
Tak for jeres tid
Hilsen mig
Svar:
Kære du
Til start vil jeg sige, at det er helt forståeligt du har brug for luft for alle dine oplevelser, tanker og følelser og samtidig sige, det er helt normalt at have det, som du har det, med de oplevelser du har med dig fra din barndom. TUBA er bestemt et relevant sted for dig. Du er allerede et skridt på vejen, ved selv at have søgt gruppeterapi hos TUBA. Jeg vil anerkende dig for selv at tage initiativ til at få hjælp til at få det bedre og få bearbejdet de oplevelser du har med dig.
Jeg læser i dit brev, at du befinder dig i en erkendelsesproces af de oplevelser du har med dig fra din barndom, med en alkoholiseret mor, som ikke har givet dig den nødvendige kærlighed og ikke har påtaget sig rollen som den ansvarsfulde mor. Du beskriver en barndom, som forståeligt har været meget præget af dette og medført en usikkerhed og ensomhed hos dig. Jeg tænker, at du har forsøgt at beskytte dig selv fra denne sorg og barndom ved at lade som om du havde det fint. Som du selv skriver, er du nu i en udviklingsproces og skal erkende din barndom og de oplevelser du har med. Derved er det ikke længere muligt at lade som om. Det vil i sig selv forståeligt være skræmmende, men samtidig en nødvendig proces at gennemgå, for at du kan få det bedre og ikke lade det påvirke dit voksenliv negativt i dag.
Du fortæller om et behov for at dele dine tanker med andre, men samtidig oplever utryghed ved at skulle gøre dette. Jeg tænker at du skal følge din mavefornemmelse om hvem du til start kunne være tryg ved at dele nogle af dine tanker med. Du skriver at du har mange mennesker omkring dig, som gerne vil dig. Jeg tænker det handler om at springe ud i det, da trygheden i at åbne op over for et andet menneske vil komme, når du får en god oplevelse med at have gjort det. Et forslag kunne være at starte med at fortælle lidt første gang og i dit eget tempo åbne mere og mere op som tiden går. Det væsentlige bliver at mærke efter om du oplevede denne tryghed og om det derved var okay at fortælle omkring det. Det kan siges at være en øvelse for dig, at finde ud af hvem du oplever trygheden hos, når du fortæller og derved også opnår tilliden til at kunne gøre det. Trygheden ved at gøre det vil formentlig vokse fra gang til gang og på sigt blive mere naturligt for dig at dele dine tanker, når du har fundet frem til dem du har tilliden til.
Du udtrykker at dine venner måske ikke vil forstå dig. Jeg tænker, at det ikke nødvendigvis er vigtigt om de forstår det, men i højere grad har betydning at de lytter til dig og du får muligheden for at sætte ord på alt det du føler. Det vil ofte være svært at forstå noget på oprigtig vis, hvis man ikke selv har gennemlevet det, men det væsentligste i et venskab kan også siges at være lydhør over for hvad den anden har at fortælle og på den måde støtte i en svær tid.
Jeg vil samtidig sige, at det er forståeligt med et behov for at snakke med nogen, som har en oprigtig forståelse for det man selv har oplevet og som evt. kender til det fra sit eget liv. Jeg tænker derfor at gruppechatten på TUBA´s hjemmeside evt. kunne være en måde at snakke med nogen, som har lignende oplevelser med sig i rygsækken. Hvis du er mere tryg ved at starte ud med at åbne op i sådan et forum kunne dette også være en mulighed for dig. Det vigtigste er at du springer ud i at fortælle.
Du spørger til hvornår og hvordan sorgen kan gå væk. Jeg tænker du skal have det bearbejdet, ved som sagt at åbne op over for andre omkring det. Samtidig er gruppeterapien i TUBA også et sted hvor denne bearbejdningsproces vil kunne finde sted og det er derfor rigtig flot, du allerede selv har søgt om dette. Jeg tænker også, det vil være gavnligt for dig, at give dig selv lov til at være i den proces og sige til dig selv, det er okay at opleve utryghed og se din barndom i øjnene. Det vil kunne gøre dig stærkere, når du kommer ud på den anden side og har fået bearbejdet dine barndomsoplevelser, så det ikke længere er sorgen, der skal fylde i din hverdag. Jeg kan ikke give dig et konkret svar på, hvornår sorgen er væk, da det er individuelt, hvor lang tid det tager at bearbejde, men med tålmodighed og viljen til at bearbejde det, er du allerede godt på vej til at slippe sorgen.
Med venlig hilsen
Malene, TUBA