Min far døde af druk da jeg var 19 år og min mor er stadig alkoholiker den dag idag. Jeg boede for det meste hos min mor hvor jeg skulle være rimelig selvstendig. Jeg husker at gå hjem (omkring 10-12 år) fra “klubben” imens jeg gik og kiggede efter vores vindue i blokken for at håbe på der var lys som der sjællendt var. Det betød at min mor var på massiv druk igen på et værthus. Til at starte med fandt jeg tlf nummeret til de forskellige steder i “De gule sider” som dengang var en telefonbog. Hun lovede altid at komme hjem men det skete jo ikke og med tiden lærte jeg ligesom det. Jeg kunne til sidst nummrende i hovedet og begyndte at gå derned for at hive hende med hjem. Nogle gange hjalp det andre gange ikke, da hun også var igang med ludomani oven i hatten. Det hun sagde passede sjællendt og “jeg er der om 1 time” holdte heller aldrig. Hun sagde altid at hun elskede mig og jeg var en ønskebarn, men det føltes aldrig sådan….
Det har på sigt gjort nogle ting ved mig, som jeg stadig “lider” af idag. Den ene er at jeg flygter fra ting, det er jeg dog blevet bevist om for nyligt og derfor gør jeg ikke mere.
Det som jeg lige pt. kæmper med er at få følelserne frem igen. Jeg har gravet dybt her på det seneste og fået afklaret en masse ting som også har gjort utroligt ondt. Men jeg ved at der ligger mere, jeg kan mærke en snært af det og jeg kan fange en snært af det, men jeg har ingen ide til hvordan jeg kan lukke op for det. Ubevist er jeg nok skide bange for at vise følelser fordi jeg har så dårlige oplevelser med de personer jeg elskede som barn (mine forældre), jeg har lært at det gør ondt og derfor pakket det så langt væk at det ikke gjorde ondt mere, men nu ved jeg ikke hvordan jeg skal finde det frem igen?! – det er sådan jeg tror det hænger sammen?
Jeg har for nyligt fået en henvisning til en psykolog som forhåbenligt kan hjælpe mig videre, men der går nok en del tid før jeg kan komme til det.
Svar:
Kære dig på 28
Jeg bliver så dybt berørt når jeg læser dit brev til brevkassen, og jeg ser for mig en lille dreng på omkring 10 – 12 år som går alene hjem, han kigger op på alle vinduerne han passere, og han håber så inderligt, ja med hele sin lille sjæl håber han, at lyset ville skinne, ud af et helt bestemt vindue, for hvis han ser det lys i det vindue så ved han, at i dag, ja bare i dag er alt ok.
Det skete bare alt alt for sjældent, og i stedet måtte han gå ind i en mørk og tom lejlighed, finde telefonbogen frem og ringe til områdets værtshuse for at finde sin mor, som igen og igen lovede at komme hjem, men det skete bare ikke. Nogen gange blev drengen så beslutsom at han gik ned på værtshuset og slæbte hende med hjem, men det var bare ikke altid at det lykkedes ham. Drengens mor løj for ham, igen og igen. Og til sidst blev drengen så trist inden i fordi han opdagede at det menneske som han elskede mest i hele verden, ja det menneske var han ikke længere sikker på elskede ham. Hun havde endda fortalt ham at han var et ønskebarn, men hvordan kunne han tro på hende, når det han så og oplevede var, at hun ønskede sig mere sprutten, og vennerne på værtshuset end hun ønskede at være der for ham og sammen med ham.
Jeg kan godt forstå at du har lukket af for dine følelser! Hvordan kan du stole på nogen, hvordan kan du tro på, at der er nogen der vil dig altså sådan helt rigtigt! Du er igen og igen i din opvækst blevet ført bag lyset, blevet løjet for og snydt så hvordan kan du overhovedet finde modet til at åbne op til dine følelser. Hvordan kan du turde blive, når det du har mest lyst til, er at flygte, flygte fra at blive snydt igen, løjet for igen. Du skriver, at du har pakket dine følelser så langt væk, at det ikke gjorde ondt mere, ja det tror jeg også du har, og jeg tror endda du har pakket dig selv helt væk, du skriver nemlig ”…du mærker en snært af det, og kan fange en snært ….” jeg tror det du beskriver her, er at du begynder at kunne mærke dig selv, smerten, sorgen ja hele din historie, og her bliver du bange, meget bange, for når du lukker op der ind til alt dette som er dig, så er det dine følelser, dem alle, på godt og ondt, og det er voldsomt, for det kræver at du tør stole på, at den du lukker op for, også kan og vil rumme alt dette sammen med dig, og her har du ikke gode erfaringer, som du så rigtigt selv beskriver ”jeg har så dårlige oplevelser med de personer jeg elskede som barn (mine forældre), jeg har lært at det gør ondt ……” det er præcis det du har lært, at det gør ondt.
Giv dig selv et stort klap på skulderen for at skrive her ind, du har delt en lille smule af din historie, og på en måde har du jo delt mange følelser, specielt det at være bange for at vise følelser, men jeg tænker, at du jo netop har vist følelser, og jeg tror, at du er ved at lukke op, hvad tror du?
Hvert skridt du tager af denne her slags, er et skridt på vejen, din vej, til at få det bedre med dig selv. Og ved at rydde op i det ”følelses kaos”, som dine forældres druk har forårsaget i dit liv, kommer du tættere på din egen kerne, og dine muligheder for at indgå i kærlige, stabile og omsorgsfulde relationer vokser i takt med dette oprydningsarbejde.
Jeg kan kun anbefale at du får en tid hos psykologen snarest, så du kan komme i gang og komme videre, det har den lille dreng, jeg ser for mig, så meget fortjent! Hvis du forestiller dig, at inde i dig bor den lille dreng stadig, og han savner en kærlig omsorgsfuld voksen, i dag er du 28 år, så du kan vælge at være denne voksen i dit eget liv, og på den måde tage ansvar for, at dit liv udvikler sig til det liv du ønsker at leve. Du er allerede på vej, med brevet du har delt her og henvisningen til psykologen, godt gået!
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!
Kærlig hilsen
Jette – Tuba