Hej..
Jeg er en pige på 18 år, som har en far som drikker rigtig meget. Hele min barndom, har jeg passet min bror når vi var på weekend besøg hos ham, fordi han sov tungt. Nogle aftner kunne jeg stå i flere timer og hive ham i armen, skubbe, slå og endda råbe af ham uden han vågnede.
Jeg har set ham 2-3 gange de sidste 6 år, da han er en for stor en mundfuld at skulle være sammen med en hel dag. Eller sådan set et par timer.
Jeg snakker med ham et par gange om måneden for at tjekke op på ham. Han er fin nok at snakke med når han er ædru, men forfærdelig når han er påvirket. Jeg har i flere år haft mareridt om at der sker ham noget eller at han dør.
Jeg føler jeg har et ansvar over for ham. Så sent som i dag (14/10) der kom han på hospitalet og jeg gik i panik, han bor på sjælland og jeg på fyn. Jeg var klar til at smide alt hvad jeg havde i hænderne for ham, selvom jeg ved at han aldrig ville gøre det samme for mig. Mine to andre søskende har opgivet ham og jeg er den eneste af os som ikke kan give slip..
Jeg ved ikke hvordan jeg kan give slip og acceptere at han aldrig kommer ud af et misbrug.
Jeg er træt af at være alene om det og uden at nogen andre forstår mig.
Mine forældre er skilt og har været det siden jeg var 4. Jeg snakker ikke særlig godt med min mor heller.
Jeg bor nu sammen med min kæreste, men han har svært ved at sætte sig ind i det hele.
Svar:
Kære pige på 18 år
Det røre mig dybt at læse dit brev, så meget varme og kærlighed til din far, som du er så bekymret for. Jeg kan godt forstå at du ikke kan give slip på ham når du har så mange følelser for ham, og måske er det også ekstra svært når nu dine to søskende har opgivet ham, måske du ikke har lyst til også at opgive ham, så at han pludselig er helt alene i verden uden nogen som elsker ham, måske du kender til det, at føle sig helt alene i verden?
Du skriver at du har set ham 2-3 gange indenfor de sidste 6 år, og at du snakker med ham et par gange om måneden, for lige at tjekke op på ham (jeg regner med at det er telefonen), at han er okay at tale med når han er ædru, men forfærdelig når han er påvirket. Du føler at du har et ansvar for din far, og det er jo ikke så mærkeligt når du jo har passet din bror hele din barndom når I var på weekend hos jeres far, jeg tænker at du har lært meget tidligt at din far ikke kunne tage et ansvar, så på en måde blev ansvaret dit, ikke kun for din bror, men også for din far, hvad mon du tænker om det?
Du skriver om et opkald der handlede om at din far var kommet på hospitalet, og du gik i panik, og du nævner at du ofte har mareridt om at der sker ham noget eller at han dør. Jeg tænker at grunden til at du er så bange for at der skal ske ham noget, eller at han dør er at du savner en far, og selvom han ikke har været en rigtig far for dig, så er han trods alt den far du har, og dør han, ja så har du ingen, og der er ikke længere håb om at han måske en dag vil vælge at være ædru så at du kunne få den far du savner. Og måske netop på grund af dette håb, kan du ikke give slip på ham, og du kan ikke acceptere at han aldrig kommer ud af sit misbrug.
Du skriver at du er klar til at smide alt hvad du har i hænderne for ham, samtid har du så meget indsigt at du ved han aldrig ville gøre det samme for dig. Måske han endda aldrig har været der for dig?
Det jeg vil give dig med her fra i dag, er motiveret af, at du skriver, du ikke snakker særlig godt med din mor, og at din kæreste har svært ved at sætte sig ind i det hele, samt dine 2 søskende som har valgt din far fra, du bliver derfor meget alene i det her, og jeg kan rigtig godt forstå, at du er træt af at være alene om det uden andre som forstår dig, men det er der altså en mulighed for at forandre!
Jeg vil foreslå dig at tjekke TUBAs gruppechat, som er åben mandag, onsdag og torsdag fra 18.00 til 21.00, her kan du chatte med andre unge som kender til det dilemma du står i, du kan også tjekke den individuelle chat, som er åben i samme tidsrum, her kan du chatte med en rådgiver, og få støtte og hjælp til at håndtere alle følelserne og de mange tanker der fylder http://tuba.dk/chat. Der er også mulighed for at møde op til Drop in møderne, se mere her http://tuba.dk/alle-begivenheder man må gerne tage en god ven eller kæreste med.
Jeg håber mit svar har givet dig lidt at tænke over, samt lidt støtte og opbakningen i forhold til hvor svær en situation du er i, og på samme tid håber jeg, at jeg har formået at give dig en mulighed for at komme ud af din ”alenehed”. Det er så super sejt, at du havde modet til at skrive ind til brevkassen, giv dig selv et stort skulderklap! Det kræver langt mere mod at dele sin historie end de fleste mennesker er klar over! Godt gået!
Kærligste hilsner