Hej
Jeg er vokset op med en far der er alkoholiker og min mor blev det da jeg flyttede hjemmefra som 18 årig. Det var en opvækst med vold og uro og jeg har lært at fornemme stemninger og tilpasse mig disse siden jeg var helt lille. Nu er jeg selv en voksen kvinde og har efterhånden lært at håndtere de udfordringer jeg har med mig fra min barndom -og noget af det jeg har lært er at mærke mig selv og stå ved det jeg selv føler. Nu føler jeg imidlertid en stor vrede på begge mine forældre fordi de har svigtet (og stadig) svigter mig. Men samtidig er jeg sygeplejerske og ved at misbrug jo også kan betragtes som en sygdom. Mit spørgsmål er; Hvis alkoholisme er en sygdom, kan man så holdes ansvarlig for sine handlinger? Skal man tilgive misbruget eller være vred over at alkoholikeren vælger som han/hun gør?
Det synes jeg er meget kompleks – og noget jeg bruger meget tid på at tænke over.
Måske nogle af de mange skønne kloge mennesker herinde kan hjælpe mig?
Mange hilsner {navn}
Svar:
Kære {navn}
Tak for dit indlæg og spørgsmål. Jeg vil forsøge at komme med nogle perspektiver på det, som måske kan inspirere dig.
Det diskuteres meget, hvorvidt alkoholisme er en sygdom eller ikke. I TUBA mener vi ikke, at svaret på det spørgsmål er så afgørende. Det er et faktum, at man kan ødelægge sit eget og andres liv ved over lang tid at drikke så meget, at det bliver et misbrug eller en afhængighed – som du selv har erfaret. Uanset om man kalder det en sygdom eller noget andet, så er det vores holdning, at man er ansvarlig (og skyldig, hvis man gør noget forkert) for sine handlinger, i fortiden, nutiden og fremtiden. Alkoholmisbrug betyder ikke, at man absolut må drikke; at man dør, hvis man ikke får alkohol. Misbrug og afhængighed betyder, at man må forholde sig til den kendsgerning, at man bliver syg og kan ødelægge sig selv, hvis man drikker. Så det handler om at erkende sit problem, at lære, hvordan man klarer sit liv uden alkohol og for mange er det næsten umuligt uden at få professionel hjælp til det. Netop dette at erkende problemet og ville gøre noget alvorligt for at løse det er svært for de fleste misbrugere.
Så skriver du også, at du tænker meget over, om du skal tilgive eller være vred? Jeg tænker at begge dele er vigtige for dig. Som Bent Falk skriver i sin lille fine bog ”At være der, hvor du er”, så er tilgivelse ikke det samme som at holde op med at være vred. Tilgivelse kan ikke fjerne den skyld, dine forældre har og den betyder ikke, at du skal forsøge at glemme det, der er sket. Tilgivelse handler om at forsøge at være i en relation, selv om den anden er skyldig, fordi man holder af den anden og tror på, at relationen er så vigtig, at den kan bidrage med en vis glæde i ens liv – på trods af den andens skyld.
Det lyder, som om du gerne vil kunne tilgive dine forældre i betydningen af at have en så god relation som muligt til dine forældre, på trods af deres skyld – men at du også oplever, at din vrede står i vejen. Måske kunne det give mening for dig at øve dig i at sige til dig selv og til nogen af dine allernærmeste (og måske til dine forældre): ”Jeg er vred over de svigt, jeg har oplevet og stadig oplever på grund af jeres drikkeri. Alligevel vil jeg gerne kunne have det så godt med jer, som det er muligt”.
På den måde er du tro mod både din vrede og dit ønske (på grund af kærligheden) om at kunne have dine forældre i dit liv. Sandsynligvis svinger styrken af din vrede. Nogle gange er den stærk, andre gange mindre stærk. Det tror jeg du må acceptere som noget helt naturligt og hen ad vejen vil du måske få lettere ved at leve med både vreden og kærligheden til dine forældre.
Endnu en gang tak for dit indlæg, Mette. Jeg håber mit svar giver lidt mening og lidt stof til eftertanke for dig.
Alex, Faglig chef, TUBA