Hej….
Jeg er en 17-årige pige, der ikke ved hvad hun skal stille op med sit liv mere. Jeg har haft så mange selvmords tanker i rigtig lang tid. I starten troede jeg det var mig der var noget galt med, fordi jeg ikke kunne med det sociale overhoevdet. Jeg har altid haft det svært med at åbne mig for andre folk. jeg begyndte at åbne op for nogen ting i 9. klasse om mine selvmordstanker til en som man kunne snakke med. Da jeg gik i 10. klasse fortsatte vi og jeg håbede på at når jeg kom ud på en ny skole så ville ting ændre sig, men nej…
Det er kun blevet værre. Jeg har fået nogen venner, og den ene ven var også mit første kys, med mere, emen jeg føler bare jeg er i tvivl om ham. Jeg har snakket en del med min studievejleder og har snakket med en misbrugerbehandler og en psykolog og med min sagsbehandler, fordi min studievejleder kunne høre at det ikke var mig der var noget galt med, men at det var mine forældre der var noget galt med… Og er typen der ikke kan snakke med mine forældre om mine problemer det virker bare forkert for mig… Og lige nnu føler jeg, jeg er i en krig, som jeg taber… Jeg har det så dårligt med mig selv og får så tit så mange angstandfald fordi jeg bare ikke kan mere…. Jeg har skåret i mig selv en gang og det hjalp lidt og er så bange for jeg gøre det igen… Jeg kan ikke være inde i mig selv overhovedet…
Jeg føler mig alene, ensom, såret, i tvivl og at ingen elsker mig..
Jeg har to små søskende som jeg har et stort ansvar for, og mine forældre skændes så tit og min far han drikker pænt meget hvis han kan, også bliver han bare ikke særlig sød og min mor bliver så sur og man kan tydeligt mærke det når man kommer hjem om han har drukket eller ikke og jeg ville sådan øsnke jeg kunne komme væk..
Jeg føler bare også de taget mig væk fra alt det sociale…
Jeg føler ikke jeg har nogen at tale med og nogen der kan give mig et kram når jeg hr brug for det, jeg føler det hele er min skyld…..
Jeg føler også bare jeg går imod min familie at jeg vælger at gå til læge og snakke med en sagsbehandler om at flytte hjemmefra? Jeg er nok bare mest bekymret for mine søskende..
Min mor sige min far prøver på at lade hver med at drikke, men jeg kan se det gør han ikke, og hvis han gjorde så ville jeg ikke bare kunne tilgive ham med det vuns, for mit hjerte er så knust at jeg aldrig ville kunne tilgive mine forældre for det her…
Dagene er ligesom år, jeg føler ikke der sker noget, jeg føler mig så presset og jeg har bare lyst til at løbe langt langt væk…
Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg stille op med mig selv og min familie????Er så bange….
Hjælp..
Hilsen {navn}
Svar:
Kære {navn}
Hvor er jeg ked af at høre, at du befinder dig i en utryg situation derhjemme, hvor din far drikker, og dine forældre skændes.
Som jeg læser dit brev, beskriver du nogle problemer i forhold til din fars drikkeri, hvilket påvirker din mors humør, og medvirker til at dine forældre skændes. Du beskriver også, at du føler dig ensom, og står i et dilemma i forhold til, om du skal flytte hjemmefra eller blive boende hjemme hos dine forældre. Det lyder alt sammen rigtig hårdt, og jeg kan godt forstå, at du har svært ved at finde ud af, hvad du skal gøre. Jeg vil gøre mit bedste for at komme med inputs til dit dilemma.
Jeg får særligt øje på, at du skriver, at du føler, at det hele er din skyld. Lad mig med det samme slå fast, at det bestemt ikke er din skyld. Din far er en voksen mand, som selv kan bestemme, om han vil drikke eller ej – det kan du desværre ikke bestemme, hvor end du gerne ville. Du skriver, at din studievejleder fandt ud af, at det ikke var dig, der var noget galt med, men dine forældre. Det har din studievejleder fuldstændig ret i, så det må du minde dig selv om. Der er ikke noget galt med dig, og du kan ikke gøre for, at du står i denne svære situation.
Du fortæller, at du har svært ved at tilgive din far, og det kan jeg godt forstå – du må føle et stort svigt fra ham? Lige nu tænker jeg heller ikke, at det vigtigste er, at du tilgiver ham, men at du får det lettere i din hverdag, så dagene ikke føles som år. Du skriver, at du sådan ville ønske, du kunne komme væk – samtidig føler du, at du går imod din familie, når du snakker med din læge og sagsbehandler om at flytte hjemmefra. Som jeg læser dit brev, tolker jeg, at du føler, at du vil ”lade dine søskende i stikken”, hvis du flytter hjemmefra – er det mon rigtigt forstået? Jeg kan godt forstå, at det er en svær beslutning. Måske vil det hjælpe dig, hvis du så tingene fra et andet perspektiv? For eksempel: hvis du flytter hjemmefra, kan det være, at dit nye hjem kan være et ”fristed” for dine mindre søskende, hvor de kan komme på besøg, når tingene bliver for svære derhjemme? Hvis du skal være i stand til at hjælpe dine søskende, er det måske bedst, at du selv er et sted, hvor du ikke har selvmordstanker, og lyst til at løbe væk. Som jeg læser dit brev, fylder det rigtig meget for dig, at bo hjemme ved dine forældre, hvor alkohol og skænderier er en del af hverdagen – er det mon rigtigt forstået? I så fald tænker jeg, at argumentet for at lade være med at flytte hjemmefra, ikke skal være, at du er bange for at overlade dine søskende til sig selv – måske vil det netop også hjælpe dem, at du flytter? Men jeg kan godt forstå, det er en stor beslutning, og netop derfor er det rigtig godt, at du snakker med læge og sagsbehandler om det – så står du ikke alene med det.
Jeg kan godt forstå, du har rigtig svært ved at snakke med dine forældre om problemerne – særligt hvis du føler, at de ikke er ærlige overfor dig; eksempelvis når din mor fortæller, at din far prøver at stoppe med at drikke, selvom du kan se, at det ikke passer. Det er derfor rigtig godt, at du allerede er i kontakt med misbrugsbehandler, psykolog, sagsbehandler og studievejleder. Alligevel skriver du, at du føler, at du ikke har nogen at tale med, og nogen der kan give dig et kram, når du har brug for det. Jeg tænker derfor, om det kunne være en idé for dig, at starte i et gruppeforløb i TUBA, så du kan møde andre unge mennesker, som er i en lignende situation, og som du kan støtte dig op ad? Det vil måske kunne hjælpe dig, når du føler dig alene og ensom. Hvis du har lyst, kan du her finde den afdeling, som er tættest på dig: http://tuba.dk/mennesker-i-tuba .
Hvis du får selvmordstanker igen, kan du kontakte Livslinien på 70201201 – du kan læse mere om dem her: http://www.livslinien.dk/70-201-201/telefonraadgivning/ .
Jeg ved godt, at alting virker svært og uoverskueligt lige nu, men jeg kan også læse, at du er en stærk pige, så jeg er sikker på, at du nok skal klare den.
Jeg håber, du kan bruge nogle af mine inputs – ellers må du skrive ind igen. Jeg ønsker dig alt det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA