Er jeg normal?*

Hej. Min far har været alkoholmisbruger siden jeg var 10 år gammel. Det tog rigtig hårdt på mig, i og med min far førhen var den eneste i min familie jeg kunne tale med, og da han begyndte og drikke mistede jeg ham.. Jeg følte mig så svigtet og uelsket over han kunne gøre det i mod mig.. Løbende gennem årene efter var det ikke rigtig noget der gik op for mig, jeg vidste noget havde ændret sig hos min far, men jeg vidste ikke præcis hvad der gjorde han havde ændret sig, dette fandt jeg først ud af da jeg var 15 år. Jeg har sidenhen haft det rigtig svært ved og åbne op over for folk, fortælle dem hvad der egentlig gik mig på, for jeg følte det lidt som et tabu, i og med ingen andre i min familie sagde noget højt om det. Men da hans misbrug virkelig gik op for mig, gik det fuldstændig galt for mig, og jeg fik åbnet mig op for nogle tætte veninder. Men her blev det bare endnu værre, for så begyndte alle svigtene og komme. Er det normalt at man bliver svigtet? Og er det normalt at man bliver bange for og åbne sig op når man bliver svigtet gang på gang? Inden for de sidste par år har jeg også fået et anstrengt forhold til alkohol. I starten ville jeg slet ikke drikke alkohol, eller være i nærheden af folk der drak, for jeg fik bare fornemmelsen af at det var det samme som og være sammen med min fulde far. Jeg mistede rigtig mange veninder på det, fordi jeg ikke havde den store lyst til og være socialt sammen med andre mennesker, og slet ikke når der var alkohol inden over det, og det kunne de ikke forstå eller forholde sig til. Og det fik mig bare til og tænke på om det bare er mig der er mærkelig? Er det så unormalt ikke og ville drikke sig fuld, og ikke og ville være så social når man har det som jeg har det? Jeg følte at det var så unormalt, så begyndte og tvinge mig selv ud i de situationer hvor der var alkohol indblandet, og må sige det har været meget blandet. For hver gang jeg selv drikker alkohol for jeg hele tiden tanker om at nu bliver jeg også alkoholiker, og nu er det mig der er afhængig, er det normalt og få det sådan? Jeg mener kan en enkelt drink hver anden måned gøre mig til alkoholiker? Det er så frustrerende og have det sådan.. Hilsen E.

Svar:

Hej E

Tak fordi du skriver ind.

Jeg kan godt forstå, at det har været rigtig hårdt med en far, der drak, og nogle veninder, som har svigtet dig.

Du fortæller, at du har svært ved at åbne dig. Jeg ved, at rigtig mange børn af misbrugere har svært ved at åbne sig, fordi det for det meste er et tabu, når ens forælder drikker. Mange kan derfor have svært ved at åbne sig for andre mennesker – derfor synes jeg, at det er rigtig flot, at du tog mod til dig, og fik fortalt nogle veninder, hvordan situationen var hjemme ved dig. Og hvor er jeg bare ked af, at høre, at du føler dig svigtet af dine veninder, da du havde allermest brug for dem. Jeg kan ud fra dit brev læse, at du føler dig svigtet, men jeg kan ikke læse, hvordan de svigtede dig? Måske har det været rigtig svært for dem at vide, hvordan de bedst kunne hjælpe dig, når det netop er et emne fyldt med tabuer? Men hvis de decideret har vendt dig ryggen på grund af det, du har fortalt dem, tænker jeg faktisk, at dit liv måske er bedre uden dem? Så lyder det som et overfladisk venskab, hvor man ikke hjælper hinanden, når man har rigtigt brug for hinanden.

Med hensyn til alkohol giver det rigtig god mening for mig, at du har et anstrengende forhold til alkohol. Du er slet ikke mærkelig, når du ikke har lyst til at drikke, for du er jo vokset op med en helt anden forståelse af alkohol, end nogle af dine venner er. Jeg tænker faktisk, at du er helt normal, men at der er noget meget unormalt i den drukkultur, vi har i Danmark, hvor man helst skal drikke, for at være en del af fællesskabet. Som jeg læser det, har du netop følt dig presset til at drikke, så du kunne være en del af fællesskabet i din vennekreds. Jeg tænker, om du kan gøre noget, så du ikke havner i situationer, hvor du føler dig presset til at drikke for at være social? For måske handler det egentlig ikke om, at du ikke har lyst til at være social – måske handler det om, at du ikke har lyst til at være social, hvis der er alkohol involveret? Kunne det i stedet være muligt at aftale at tage ud at spise brunch en lørdag formiddag? Der vil i hvert fald højst sandsynligt ikke snige sig alkohol ind. Eller måske invitere nogle venner hjem til en filmaften med chips og cola? Så vil du være værten, og have kontrollen i forhold til at kunne sige, at du desværre ikke har noget alkohol, hvis nogle foreslår det. Det kunne også være en biograftur, eller en tur ud at bowle – hvad end man kan finde på, i forhold til at skabe et rum, hvor alkohol ikke behøver at være en del af fællesskabet. Måske vil vennerne ligefrem synes, at det er interessant, at du kommer med nye forslag, i stedet for at sidde og drikke hver gang, man skal være social.

Lad mig endelig slå fast, at man ikke er alkoholiker, når man drikker en enkelt drink hver anden måned, så du kan tage det helt rolig. Jeg kan godt forstå, at du har nogle bekymringer i forhold til, om du selv er i risiko for at blive misbruger, når du er vokset op med en far, som har haft et alkoholmisbrug, men i mine øjne har man et alkoholmisbrug, når man har et problem med alkohol – for eksempel fordi man ikke kan styre det, og det kommer til at overtage ens liv. Når du kun drikker hver anden måned, er det jo slet ikke noget, som du ikke kan styre, eller som overtager dit liv. Så bare rolig – det lyder som om, at du har kontrol over, at dit alkoholforbrug ikke kommer til at tage overhånd.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De bedste hilsner

Mette

Footer