Ensomhed*

Det her er som sådan ikke et spørgsmål, men mere et behov for at dele.

Selvom jeg er omringet af en masse dejlige mennesker i mit liv, kan ingen udfylde det kæmpe tomrum som jeg har indeni mig. Jeg er ensom. Det gør ondt. Jeg vil klare alt selv. Hvis man møder mig, vil man ikke tro det. For jeg er blevet mester til at skjule det. Jeg vil ikke have, at nogen skal se ind bag min facade. Facaden er vokset sig stærk igennem årene, hvor jeg har lært, at det mest pålidelige menneske i denne verden er mig selv. Jeg kan have gode stunder med venner, familie osv. men når mørket falder på, kommer ensomheden strømmende ind over mig. Nogle dage er værre end andre, men jeg kan mærke at det er et dybt spor i mig, og der skal efterhånden ikke meget til før følelsen af ensomhed aktiveres. Jeg har en grund følelse af at være anderledes, forkert og ikke som alle andre. Selvom jeg rationelt godt ved, at jeg er lige så almindelig som alle andre. Jeg er bare et barn af en alkoholiker. Ligesom så mange andre. Som desværre har medført, at jeg har svært ved at stole på verdenen. Jeg har svært ved at stole på, at andre vil mig det godt, og ikke svigter mig. Ligesom begge mine forældre har gjort. De mennesker, som skulle elske mig, og være der for mig ubetinget, men ikke var i stand til det. Jeg er ikke i tvivl om at mine forældre elsker mig, men de elsker dem selv højere. De er optagede af deres egen sorg. For ingen af dem har haft det nemt som børn, og de bærer deres egen sorg over deres forældre med i deres relation til mig. De elsker mig fordi jeg er deres afkom, men ikke fordi jeg er mig. De elsker mig, når jeg præsterer i skolen. De elsker mig når jeg klarer mig godt. De er stolte af mig. Men de har aldrig været i stand til at lære mig, at jeg er god nok som jeg er.

Jeg vil bare gerne elskes. Og jeg er klar over at det starter indefra. Jeg bliver nødt til at elske mig selv før andre kan. Jeg vil så gerne elske mig selv, men det er svært. For jeg har opbygget en mur af sten ind til mit inderste. Jeg har vendt mine forældres inkabilitet til at møde mig og mine følelser til at der er noget galt med mig. Det er en følelse som jeg har taget med mig ind i mit voksne liv, og nu forfølger mig i alle mine relationer. Det er hårdt. Og jeg vil så gerne reddes. Jeg vil så gerne elskes. Jeg vil så gerne reddes fra mørket. Men jeg er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at bede om hjælp fra mine nærmeste. Jeg har prøvet. Men jeg føler mig ikke forstået. Jeg føler mig ikke mødt. For jeg omgiver mig med venner og veninder som kommer fra hjem, hvor mor og far stadig er samme. Jeg opbygger en illusion om at deres liv er perfekt. Selvom jeg godt ved det ikke passer. De har også deres at kæmpe med. Jeg har ikke mistet mit mod. Jeg ved at jeg nok skal klare mig for jeg er stærk, men jeg ville nogle gange ønske, at jeg ikke var nødt til at være så stærk hele tiden.

Jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her, men havde bare brug for at dele det.

..Og måske, hvis andre sidder med lignende tanker, minde om at de ikke er alene om det.