Hej. Så længe jeg kan huske har min far drukket næsten hver dag. Da jeg var mindre blev han nemt sur på mig, min bror og min mor. Når han blev sur på mig før i tiden og der ikke var andre blev han nogle gange voldedig overfor mig, men nu har han ikke været voldedig overfor mig i et år. For et år siden tog jeg på efterskole, hvilket betød jeg ikke så tit var hjemme. På en måde gjorde det mit forhold til min far godt, han startede også til samtaler hvor han fik hjælp. Nu er jeg hjemme fra efterskole og ser min far hver dag, og han er stoppet til samtaler. Det er på en måde gået op for mig hvor meget det er han egentlig drikker, for nu er jeg der til at se det igen, jeg kan mærke på ham at hans vrede er ved at komme tilbage. Jeg har tænkt på måske at begynde at bo på et kollegie, men jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til mine forældre. jeg har ikke lyst til at fortælle min far sandheden om hvorfor, for jeg elsker ham og jeg ved vi kan have det godt sammen, og jeg vil ikke gøre ham eller min mor ked af det ved at flytte. Hvad skal jeg gøre?
Svar:
Kære du
Øv hvor må det være hårdt at komme hjem fra efterskole og opdage, hvor meget din far drikker, at han er stoppet med samtaler og at hans vrede er ved at komme tilbage.
Sikke et dilemma du står i. På den ene side har du en far der drikker, som tildligere har været voldelig og som jeg læser det, er du bange for at han kan blive voldelig igen. Det vil du gerne væk fra, hvilket er helt forståeligt. På den anden side vil du ikke gøre dine forældre kede af det og har derfor ikke lyst til at fortælle dem sandheden om, hvorfor du gerne vil flytte. Så hvad skal du gøre spørger du?
Jeg er ikke sikker på, om jeg kan finde på andre muligheder, end du allerede har tænkt på. Jeg forestiller mig, at du har tænkt mange muligheder igenne ifht hvad du kan sige uden at sige sandheden, måske sådan noget med, at det er svært at flytte hjem igen, når du har prøvet at bo ude, da du var på efterskole? Måske er der noget med transport som er nemmere for dig hvis du bor på kollegie? Måske er det reelt nok bare at sige at du har lyst til at bo på kollegie?
I det dilemma du står i, der er der noget at vinde og noget at tabe, uanset hvad du gør. Lidt firkantet tænker jeg, at prisen for at komme til at bo på kollegie kan være at dine forældre bliver kede af det. Omvendt kan prisen for ikke at gøre dem kede af det være, at du må blive boende hjemme. Du skal vide, at du har lov til at fortælle, hvordan du har det og hvad du kunne tænke dig, også selvom dine forældre bliver kede af det. Hvis de bliver kede af det, så tror jeg det er, fordi de godt ved, at situationen ikke er god.
Når du er under 18 år, kan du ikke bare sådan uden videre flytte hjemmefra. Den kommune du bor i, kan hjælpe dig (og i tilfælde af, at din far bliver voldelig igen, har de pligt til at hjælpe dig, da det er ulovligt at slå sine børn her i Danmark). Jeg forestiller mig, at det nok ikke er kommunen, du har mest lyst til at tale med? Du skal vide, at kommunen har en åben anonym rådgivning, hvor du helt gratis kan henvende dig. Du kan finde oplysninger om den på din kommunens hjemmeside. Jeg tænker, om du kunne have mod på at henvende dig her i første omgang? Til at starte med behøver du ikke fortælle dem, hvem du er, eller hvordan det er i din familie. Du kan blot fortælle dem, at du er en pige på 16 år, som gerne vil flytte hjemmefra og spørge dem hvad mulighederne er. De vil kunne give dig mere konkrete svar på, hvordan du kan komme til at flytte hjemmefra, når du er under 18 år, det kan jeg desværre ikke give dig så meget viden om.
Jeg synes, du fortjener at fortsætte med at leve dit eget liv, sådan som jeg forestiller mig, at du begyndte på, på efterskolen. Jeg håber, du har mod på at kontakte kommunens åbne anonyme rådgivning, så de kan hjælpe dig et skridt videre i processen.
Jeg vil ønske dig alt held og lykke med det.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA