Rosa: Om fraværet af den perfekte mormor

Da Rosa var gravid første gang, glædede hun sig til at hendes mor skulle være mormor. Et barnebarn ville måske være løsningen på alkoholproblemerne. Sådan gik det desværre ikke. I forbindelse med TUBAs tredje kortfilm Mit Barn, har Rosa fortalt sin historie om, hvordan det er selv at blive forælder, når man er vokset op i et hjem med alkoholproblemer.

– Min tidlige barndom var meget turbulent, blandt andet med voldsomme skænderier mellem min mor og min far. Jeg ved ikke, om det var, fordi de var fulde – måske. Men de skændtes meget, og det kan jeg huske. Jeg tror, det er det, der gør, at jeg den dag i dag har symptomer på PTSD. Jeg har nok altid vidst, at noget var anderledes hjemme hos mig.

– Første gang jeg var gravid brugte jeg meget tid på at ”redde” min mor og gøre klar til, at hun skulle være mormor. Jeg fik hende faktisk flyttet fra Sjælland til Fyn, så hun kunne være en større del af vores liv. Jeg var overbevist om at blive mormor ville løse alt. Det var måske lidt en følelse af, at når jeg nu ikke var nok, så måtte et barnebarn være det. Jeg gennemlevede en stor sorg, da det gik op for mig, at det at blive mormor og flytte tæt på ikke var kuren til hendes lykke og ædruelighed. Desuden var det først da jeg selv blev mor, at det rigtig gik op for mig, at hun har et misbrug af alkohol.

– Da jeg selv blev mor, kunne jeg klart se, at min mor ikke besad det omsorgsgen over for min datter, som jeg troede. Jeg oplevede, at hun ikke kunne holde fokus og være i kærligheden til min datter. Jeg kan huske en gang, hvor vi stod og puslede min første datter sammen. Af en eller anden grund begyndte hun at skrige, og jeg kan huske, at min mor sagde: ”Uha nej, det kan jeg ikke li”, og så gik hun bare, satte sig og kiggede væk, fordi hun ikke kunne holde ud at være i det. Hvorfor, ved jeg ikke.

Min mor blev ikke den mormor, jeg havde håbet på. Mine forventninger matchede ikke virkeligheden.

– I tiden mellem mine to graviditeter har jeg gået i TUBA og fået bearbejdet mange af de tanker og følelser, der er forbundet med forældreskabet. Jeg var smerteligt godt klar over, at min mor ikke kan være til stede på grund af hendes egne problemer, på den måde jeg ville ønske, hun var det. Det har jeg sørget over og accepteret. Men forstå det, det kommer jeg nok aldrig til.

Jeg har følt mig meget dårligt klædt på til at være forælder. Jeg kunne ikke rigtig spørge min egen mor til råds, for hun kan ikke huske det, eller vil ikke huske det. Jeg har til gengæld spejlet mig i min svigerfamilie, fået meget hjælp af sundhedsplejersken, og så har min mand og jeg handlet meget på vores instinkter. Det var hårdt at stole på i starten, men det virkede, samtidig med jeg fik hjælp i TUBA.

Jeg kan blive usikker i konflikter med mine børn. Hvordan løser man en konflikt rigtigt? Hvordan skælder man rigtigt ud? Efter min fars død i 2001 (da jeg var 11 år) var der ikke meget ”opdragelse” i mit hjem. Så det kan jeg blive meget usikker på. Tvivlen på mig selv i rollen som forælder var værst med min første datter, da hun var spæd. Jeg var usikker på nærmest alt. Elsker jeg hende rigtigt? Stimulerer jeg hende nok? Gør jeg noget forkert, jeg ikke ved er forkert, så hun bliver skadet?

Hvordan kan jeg elske rigtigt, når jeg føler, jeg ikke er blevet elsket rigtigt?

– Det har været fedt at opdage, at jeg er god nok. Min kærlighed er nok. Desuden er jeg en rigtig god mor. Det er en kæmpe succes at have en datter, som trives. Det kan ikke beskrives, hvor stolt jeg bliver, når fagpersoner (fx pædagog, sundhedsplejerske) siger, vi har en empatisk og dygtig datter.

Jeg bliver SÅ stolt over, at mine instinkter er intakte.

– Jeg har oplevet, at dynamikken mellem min mor og jeg er meget uharmonisk. Jeg er lidt min mors mor. Det skal min datter ikke se, for hun skal ikke tage det mønster til sig. Men mine døtre skal selv lære deres mormor at kende og vælge, hvad de vil. Vi ser ikke min mor så meget, blandt andet fordi hendes livsførelse ikke rigtig hænger sammen med en børnefamilie. Mit forhold i dag er ret distanceret, det bliver det nødt til, fordi jeg ellers bruger min energi forkert. Jeg skal bruge min energi på mine døtre og min mand, ikke på at redde min mor. Hun må redde sig selv, og det håber jeg stadig lidt, at hun gør.

– Jeg var blindt loyal overfor min mor inden terapien. Jeg talte med hende hver dag, flere gange om dagen. Jeg prøvede at redde hende konstant. Jeg levede i håbet om, at en dag ville hun blive frisk og stoppe med at drikke. Jeg har prøvet at hjælpe hende med at stoppe med at drikke, men uden held. Jeg har accepteret nu, at min mor ikke er mit ansvar, men det er mine piger. Derudover har terapien hjulpet mig med mit selvværd, ansvarsfølelse og evne til at sætte grænser. Jeg er blevet mere loyal overfor mig selv, og hvem jeg er. Men jeg ville dog alligevel ønske, at jeg havde haft en bedre barndom. Det kan jeg godt blive vred over, at jeg ikke har haft, for den kommer aldrig igen.

Du er ikke dine forældre, du er dig. Du ved godt, hvad der er rigtigt og forkert – stol på det. Det er ikke dit ansvar at passe på dine forældre, det er dit ansvar at undersøge og finde ud af, hvordan du har det godt, så du kan være en god forælder og rollemodel.

– Jeg blev spurgt af jordemoderen, da jeg var gravid: ”Nå, hvordan er dit familiære netværk?” Jeg blev stille og fik en kæmpe knude i maven. Jeg har ikke noget. Jeg har ingen forældre, der kan passe mine børn eller komme med råd. Det gjorde ondt at skulle sige. Det gør det stadig. At mine piger ikke får en mormor, som er frisk og kan være sammen med dem, som en ”normal” mormor. Hun har brug for at leve, som hun gør, og i den ligning er der alkohol, men ikke rigtig plads til os eller for den sags skyld hende selv. Det er en sorg, jeg altid vil bære på. Til gengæld vil jeg kæmpe for at opretholde min mentale sundhed, så jeg kan være den allerbedste mor i verden. Hvem hun så er, det vil tiden vise. Det eneste jeg ved med sikkerhed er: Hun drikker ikke.