Ny podcast-miniserie: ’Man kan skrive om alt’ handler om, hvordan litteraturen og skrivning også kan være en form for terapi. Serien følger TUBAs Skriveskole, der hjælper unge, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug, med at finde deres egen stemme.
Lyt til afsnit 1: Ida og Christina er begge tidligere elever på TUBAs Skriveskole. En skole, der er opstået på baggrund af, at påfaldende mange unge i TUBA, har et talent for at skrive, og som nu fungerer i et samarbejde mellem TUBA og forlaget Gyldendal. I første afsnit deler Ida og Christina, deres vidt forskellige fortællinger om, hvordan skrivning og det at finde deres egne litterære stemmer, har haft en afgørende betydning for dem begge. Medvirkende: Ida og Christina.
Lyt til afsnit 2: Det er ikke uden op -og nedture at være elev på TUBAs Skriveskole. Generelt er det nok et vilkår, når man arbejder med tekst, derfor står fællesskabet klar til at løfte hinanden op igen, når nedturen rammer og ’abekatten går på skift’. I andet afsnit træder vi ind på TUBAs Skriveskole, møder eleverne og underviserne og forsøger at forstå, hvordan det lyder, når eleverne arbejder på at skrive deres stemmer frem. Medvirkende: Eventchef på forlaget Gyldendal Christina Thiemer, Terapeut i TUBA Jeppe Berg Sandvej og Skriveskoleeleverne: Sif, Mads, Anna, Morgen, Wicki og Ida.
Af Line Bonde, Ulla Johanne Johansson Illustration: Emma Iben
TUBAs Skriveskole er skabt af organisationen TUBA Danmark og forlaget Gyldendal, der er gået sammen om at give 10 unge en mulighed for at udvikle deres egen litterære stemme. Podcasten kan findes der, hvor du lytter til dine podcast. Skriveskolen er, hvad titlen indikerer, en skriveskole, og ikke terapi, som TUBA Danmark eller yder til unge mellem 14-35 år.
”TUBAs Skriveskole har en terapeutiske effekt. Også selvom det slet ikke er et terapeutisk tilbud. De unge kommer ikke for at få det bedre. De kommer for at skrive, fordi de kan lide at udtrykke sig på skrift. Men ved at være sammen om det og validere og opmuntre hinanden til ærlighed i teksten, vokser de ind i det mod, det kræver at være og stå ved sig selv – sin identitet, sit sprog og sin virkelighed,” forklarer Jeppe Berg Sandvej, der er regionsleder i TUBA og projektansvarlig for TUBAs Skriveskole.
I podcastserien på to afsnit optræder både tidligere og nuværende elever fra TUBAs Skriveskole. Fælles for dem er, at skrivning for dem er et værktøj til at give los for det, der fylder inden i og at åbne op for det, de har med i bagagen. I stedet for at pakke teksten væk bliver de undervist og guidet til at arbejde med den og redigere den, indtil teksten har den helt rigtige form.
”I TUBAs Skriveskole arbejder de unge med at skrive sig tilbage til sig selv. Ved at fortælle deres historier, sætter de unge sprog på deres egen virkelighed. I teksten tager de magten tilbage over deres eget sprog. De forfiner og styrker det, gør det mere ærligt og præcist, så det bliver i stand til at rumme og dække det, de har oplevet og oplever,” siger Jeppe Berg Sandvej og fortsætter:
”Når børn vokser op i familier, som er præget af misbrugsproblemer, påvirker det ofte deres egen udvikling. Mens de er børn, forsøger de at tilpasse sig, så godt de kan. Når de bliver unge og unge voksne, bliver de ofte konfronteret med følger af den tilpasning. Det kan dreje sig om så helt basale niveauer af deres liv som deres identitetsfølelse, deres virkelighedsopfattelse og deres sprog.”
Det kan f.eks. være svært at udvikle et dækkende sprog for sine egne oplevelser, når ingen taler med en om, hvad der faktisk foregår. Det kan være svært at danne sig en følelse af at være den samme over tid, når man hele tiden må tilpasse sig en dysfunktionel families omskiftelighed, og det kan være svært at tro på sine egne sanser og oplevelser, når man hele tiden møder benægtelse og fortrængning af ens virkelighed fra sine egne nærmeste, forældre og andre voksne, som enten ikke ser eller lukker øjnene for problemerne.
”Med hjælp og støtte fra hinanden opdager de unge hen ad vejen, at de kan sige tingene, præcis som de var og er – og udtrykke sig med deres egen stemme. Og det er de gode til,” siger Jeppe Berg Sandvej.
Præcise og knivskarpe i deres analyser
Børn af misbrugere bruger gennem opvæksten ofte mange af deres kræfter på at være opmærksomme på omgivelserne og at tilpasse sig forældrenes behov. De har antennerne ude og udvikler derfor ofte et meget fintfølende sansesystem til at aflæse andre mennesker og stemninger på bekostning af deres egne behov. De unge beskriver f.eks., at de som børn vidste, om deres forældre var berusede bare ud fra lugten i opgangen eller lydstyrken på radioen, når de åbnede døren til deres hjem efter skole.
En del af de unge fortæller, at de som børn brugte fantasien til at slippe væk fra virkeligheden. De opdigtede historier om en anden verden eller en barndom, hvor mor og far var nærværende, kærlige og omsorgsfulde.
Kursusleder Christina Thiemer fra Gyldendal:
”… Det, at du fra barnsben har lært, at du skal være top-opmærksom på det rum, du træder ind i, er en kæmpe gave, hvis du har lyst til at beskæftige dig med tekst. Alle på Tubas skrivehold har været i stand til at fremtrylle knivskarpe miljøer og stemninger,” siger Christina Thiemer, eventchef hos Gyldendal og stifter af boghandlen Thiemers Magasin.
Hvert forløb bliver afsluttet med en samlet antologi med de unges tekster og en reception med bl.a. højtlæsning.
”Vi håber, at de unges tekster kan inspirere andre unge i samme situation til at udtrykke sig gennem ord og skrivning, ligesom vi gerne vil bruge teksterne til at sætte fokus på de unges muligheder for at få hjælp i TUBA til at håndtere de belastninger, som de har som følge af deres opvækst,” siger landsleder i TUBA, Henrik Appel.
Fakta: Et skriveskole-forløb fra A-Z
10 unge ml. 18-35 år, der går eller har gået i TUBA, kan deltage i skriveskolen ad gangen. De unge mødes til 10 undervisningsdage hen over en periode på 6 måneder. De unge undervises i at skrive kreativt og omsætte deres evner til at registrere deres omgivelser og fornemme andres sindsstemninger til tekster af forskellige genrer (f.eks. noveller, digte, teatermanuskripter, erindringer mv).
Der er optagelse på skriveforløbet. Aspirerende deltagere skal indsende en kort tekst, der vurderes af kursuslederen i samråd med én af TUBAs terapeuter.
I undervisningen vil der indgå en skriveworkshop hos Gyldendal, inspirationsbesøg af forfattere og andre, der arbejder professionelt med skrivning. Ved alle kursusgange er en terapeut fra TUBA medunderviser, så de unge, der har behov for at bearbejde følelser og oplevelser, som de kommer i kontakt med i forløbet, får mulighed for det.
Skriveskolen blev til i samarbejde med Gyldendal i 2019. TUBA fik øje på de unges litterære talent på de forfatterworkshops, som er en del af organisationens sommerhøjskole, og besluttede derfor at sammensætte et selvstændigt forløb.
Du finder også de to podcast her:
Tilrettelæggelse og redigering: Line Bonde.
Illustration: Emma Iben.
Redaktør: Ulla Johanne Johansson