Hej tuba. Jeg er 27 år og sikkert for gammel til at skrive.
Jeg er så uendeligt i tvivl hvad jeg skal gøre. Min tvillingebror bliver ved med at drikke sig virkelig fuld. Så fuld at han ikke kan gå og snakke. Jeg hjælper ham kun når jeg er der (han bor i syd Jylland, jeg i {by}). Jeg ville ønske han bad om mere hjælp.
Mit spørgsmål er således: hvem skal jeg kontakte? Hvordan?
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Han er i dyb sorg over ting jeg ikke anede han oplevedede i vores barndom. Vi snakker ikke overgreb eller misbrug. Han er bare virkelig uheldig med sygdom og fejldiagnostisering. Ting vores forældre ikke indlogerede os andre søskende i. Vi står altså uden for og ønsker kun at hjælpe vores bror. Han kan ikke tage i mod det, og skubber os væk. Drikker sig fuld eller tager stoffer og er umulig af snakke med.
Jeg skriver dette brev i forsøget på at få afløb, men absolut mest af alt, for at vide hvem eller hvor jeg kan ringe til.
Vh. Tvillinge søsteren
Svar:
Hej Tvillingesøster
Tak for dit brev.
Du fortæller, at din tvillingebror bliver ved med at drikke sig virkelig fuld. Du hjælper ham, når du er hos ham, men I bor langt fra hinanden. Og du ville egentlig ønske, at han bad om mere hjælp end den du kan tilbyde og du oplever også at han skubber dig væk.
Jeg kan godt forstå, at du har brug for afløb. Jeg forestiller mig, at det er smertefuldt at stå på sidelinjen og være vidne til de valg din bror træffer. Og derudover er du blevet bekendt med nogle ting om din tvillingebrors opvækst, som du slet ikke kendte til.
Du spørger hvem du kan kontakte og hvordan. Du og din bror er desværre ikke i TUBAs målgruppe, da TUBA er for unge, der er vokset op med forældre med alkohol- eller stofmisbrug. Hvis der er noget jeg har misforstået her, så skriv endelig igen. Jeg vil gerne hjælpe dig i retning af hvem du kan kontakte. Som pårørende kan du kontakte det lokale misbrugs-/rusmiddelcenter. De har ofte tilbud til pårørende også og de kan hjælpe dig med de spørgsmål du har.
De bedste hilsner Jane, TUBA