Sara: – Jeg havde skyldfølelse over, at min far drak

– Min far har haft et alkoholproblem, siden han var ganske ung. Det var hans tilflugtssted, når han havde det svært. Han havde arbejde da jeg var yngre, og der drak han meget, men kun til begivenheder som jul og fødselsdage. Da jeg var 8-10 år, mistede han sit arbejde. Så begyndte han at drikke hver dag.

*

– Jeg kan huske, at han tit lovede, at vi skulle noget, og så drak han om aftenen og kunne ikke stå op om morgenen. For eksempel var jeg vild med heste, og han lovede mig, at vi skulle på Vikingemarked, men så kunne han ikke alligevel.

*

“Det var altid de andres skyld, at han drak. Han drak, fordi hans far var dum. Fordi hans mor døde. Han skubbede ansvaret over på alle andre.”

*

– Når jeg kom hjem fra skole, og han havde drukket, vidste man ikke, hvor man havde ham. Jeg var nervøs, det var ikke rart at komme hjem. Så jeg gik tit ned til min bedstemor.

*

– Min far sad på første sal med sin computer og vin eller øl. Når han så havde drukket meget, kom han ned og skældte ud. Når han ikke følte, han fik sin vilje, følte han, at alle rottede sig sammen mod ham. Der var episoder, hvor han kom fuld ned i stuen og sagde, at der ikke var nogen, der elskede ham, at alt var lige meget, og så faldt han i søvn foran fjernsynet.

*

– Jeg følte mig tit ked af det og forkert. Jeg havde skyldfølelse over, at min far drak. For det var typisk efter vores skænderier at han begyndte at drikke igen: Havde jeg bare opført mig ordentligt, gået i skole den dag, ikke sagt den ting. Sådan tænkte jeg dengang.

*

– Det var altid de andres skyld, at han drak. Han drak, fordi hans far var dum. Fordi hans mor døde. Han skubbede ansvaret over på alle andre. Jeg har kæmpet meget for ikke at blive sådan. Men så gik jeg i den modsatte grøft. Så tog jeg alt ansvaret på mine skuldre.

*

– Jeg havde mange angst- og katastrofetanker. Jeg havde brug for kontrol over alting. Jeg lavede lister, jeg skulle nå det hele og være perfekt udadtil. Jeg havde en facade for at vise, at jeg var dygtig og glad, for det regnede jeg med, at andre forventede. Så havde jeg ret til at være til stede i verden på en eller anden måde.

– Min far kom på afvænning i 2006. Han siger, at han ikke har drukket siden. Jeg har haft perioder uden kontakt, men nu har jeg sporadisk kontakt med ham. Vi kommer altid op at skændes. Jeg har nok stadig et had over, at han ikke kunne tage ansvar. Han har svært ved at sige undskyld og påtage sig ansvar.

*

– Det er svært at være sammen med ham, for han fylder rigtig meget. Han har angst og er meget jaloux, men i stedet for at vise, hvordan han har det, bliver han vred, ondskabsfuld og sarkastisk og siger grimme ting om min mor eller om mine onkler, som er dem, jeg har knyttet mig til, fordi han ikke var der.

*

“Når man er et menneske, der er vokset op med drikkende forældre, tænker man rigtig meget på andre. Man har svært ved at sætte sig selv først. Det blev jeg nødt til at lære.”

*

– Efter gymnasiet flyttede jeg langt væk hjemmefra og fik arbejde i hjemmeplejen. Jeg fik angst og nærmest en depression, så jeg måtte sige op på mit arbejde og var lige ved at flytte hjem igen. Da jeg startede på universitetet, tog depressionen over, og jeg var ked af det hele tiden. Min mor havde hørt om TUBA, og foreslog, at jeg startede der.

*

– Da jeg først startede i TUBA, havde jeg følelsen af, at jeg ikke havde det slemt nok. Jeg brugte tid på at acceptere, at jeg var værdig til hjælpen. Min far var jo holdt op med at drikke. Han har aldrig slået mig, og jeg havde jo også min mor. Drak han overhovedet nok til, at jeg havde det slemt? Til at jeg var berettiget til den store hjælp? Jeg tænkte over, at jeg tog tiden fra andre. Når man er et menneske, der er vokset op med drikkende forældre, tænker man rigtig meget på andre. Man har svært ved at sætte sig selv først. Det blev jeg nødt til at lære.

*

– I dag har jeg fundet en god balance. Jeg har arbejdet med mig selv. Jeg har mand og hund og et liv, jeg har bygget op for mig selv. Nu accepterer jeg, at alle følelser er ok. At det er ok at være ked af det. Og tænke: Hvor var det træls, at ingen så mig. Men nu føler jeg ikke længere, at det var min skyld.