Jeg er igennem min barndom vokset op med en alkoholisk far, som har været inde og ude af afvænning indtil jeg var 16/17 år. Jeg har egenlig tilgivet ham, vi har ikke den bedste relation men jeg øver mig. Jeg har igennem hele mit liv altid haft svært ved at holde fast i relationer, både venner og kærlighed. Jeg synes det er mega svært at finde ud af hvordan jeg kan holde fast i mine relationer og ikke smide dem væk. Har i nogle råd?
Svar:
Kære du
Tak for dit brev og dit mod til at dele.
Jeg tror der er mange andre unge derude, der kender til det du fortæller og jeg vil gøre mit bedste for at komme med nogle perspektiver på det.
Jeg vil starte med nogle tanker omkring din relation til din far. Du skriver at du har tilgivet din far som har været alkoholisk gennem din barndom. Jeg forestiller mig, at det ikke har været en nem proces for dig, men at det har krævet en stor rummelig inde i dig og et stærkt ønske om at komme videre. Er det mon rigtigt? Bent Falk skriver i sin lille bog “At være der, hvor du er”, at tilgivelse ikke er det samme som at holde op med at være vred. Tilgivelse kan ikke fjerne den skyld, din far har og den betyder ikke, at du skal forsøge at glemme det, der er sket. Tilgivelse handler om at forsøge at være i en relation, selvom den anden er skyldig, fordi man holder af den anden og tror på, at relationen er så vigtig, at den kan bidrage med en vis glæde i ens liv – på trods af den andens skyld.
Det lyder som om, at du har tilgivet din far i betydningen af at have så god en relation til ham som muligt, på trods af hans skyld – men måske oplever du også, at en vrede eller sorg står i vejen. Måske kunne det være en hjælp for dig at øve dig i at sige til dig selv og en du har tæt på: “Jeg vred over de svigt, jeg har oplevet og stadig oplever fra min far. Alligevel vil jeg gerne kunne have det så godt med ham, som muligt.” På den måde er du tro mod både dine egne følelser og dit ønske om at kunne have din far i dit liv. Giver det mon mening for dig?
Du efterspørger gode råd til hvordan du kan kan holde fast i relationer og ikke smide dem væk. Nu ved jeg ikke præcis hvordan det er for dig, men måske du kan genkende noget af det vi hører fra andre unge i TUBA. Andre unge fortæller om følelsen af ikke, at høre til nogen steder, at det kan være rigtig svært at stole på andre. Mange beskriver at føle de ikke er gode nok til at fortjene andres kærlighed, at de skubber folk væk og ikke tør dem lade komme tæt på. Kan du mon genkende noget af det? Det er almindeligt at have det sådan når man er vokset op med en forælder, der var mere optaget af at drikke end at tage sig af sit barn.
Det med at holde fast i relationer, handler om at have tillid til andre mennesker. At lære at opbygge en grundlæggende tillid til andre mennesker, kan tage tid og det kræver at man øver sig. Når man øver sig, går det nogle gange godt og andre gange knapt så godt. Du skriver, at du ødelægger alle relationer. Måske bliver det svært for dig, når andre gerne vil tæt på dig? Og så skubber du dem væk? Nu ved jeg ikke så meget om lige præcis din situation, så jeg tillader mig at gætte lidt. Måske det ikke er sådan for dig. Tillid er noget, vi opbygger til hinanden, efterhånden som vi lærer hinanden at kende. Måske du skal øve dig i at gå langsomt frem i nye relationer. Måske du kan sige til dem, du er ved at lære at kende, at du har lidt svært ved at vise tillid, og derfor åbner du dig langsomt. Det er helt okay at sige det og have det sådan. Og når I så mødes, kan du måske øve dig i at mærke efter hvad du har lyst til at fortælle og hvad du gerne vil vente med. Giver det mening? Når du kommer hjem, kan du prøve at tænke over hvordan det var at fortælle det, du gjorde, hvordan reagerede den anden, var det trygt? Kunne du have mod på at øve det?
Du er meget velkommen til at skrive videre med os i chatten, Du finder den her
Endnu en gang tak for at dele med os her i brevkassen. Jeg ønsker dig god træning med relationerne.
Kærligst Jane