Amalie: Om frygten for at arve sin fars alkoholproblem

Hos Amalies far var det almindeligt, at der stod rødvinsflasker på bordet. Amalie mindes ikke sin barndom som dårlig, men alligevel satte farens alkoholforbrug sig i hende, som en frygt for ikke selv at kunne styre sit forhold til alkohol. I forbindelse med filmpremieren på TUBAs nye kortfilm Mit Barn, har Amalie fortalt sin historie om, hvordan det er at vokse op i et hjem, hvor alkoholproblemerne fylder, og hvordan det kan påvirke en, når man selv bliver forælder.

– Min far har et alkoholproblem. Mine forældre er skilt, så mig og min lillesøster har som børn tilbragt tid hos både min mor og min far (50/50). Som barn kan jeg ikke huske, at min fars alkoholforbrug har været et problem i hverdagen, men min søster, der er et par år yngre, husker flere eksempler.

– Jeg selv husker, at der altid har været rødvin på bordet, men tænkte det aldrig som et problem. Alligevel husker både min søster og jeg at vi ved to lejligheder har bedt ham stoppe med at drikke, og hvor han så har tømt alle flaskerne ud i vasken. Derfor kan jeg jo regne ud at jeg har syntes at det var et problem selvom jeg i dag har fortrængt de konkrete minder, ellers havde vi jo ikke bedt ham stoppe. Jeg husker det som om vi bad ham stoppe pga. bekymring for hans sundhed.

Stille og roligt sneg flaskerne sig ind i skabet igen.

– Min fars misbrug blev først rigtigt tydeligt for mig som voksen. Det var i hvert fald først der, jeg anerkendte det som et decideret misbrug. Mens jeg var gravid med mit første barn, fik min søster og jeg sendt ham i behandling, og så troede vi, at det var det, men det var det jo selvfølgelig ikke.
Jeg ville ønske, at min fars kollegaer og venner havde grebet ind mange år tidligere. At nogen havde rakt ud til ham. Det er senere blevet klart for mig at mange har været klar over, at der i et eller andet omfang var et problematisk forhold til alkohol. Og det gør mig vred, at ingen har blandet sig – både på min fars og min og min søsters vegne. Det faldt tilbage på os børn, min søster og jeg at gøre noget, og det er ikke fair. Det ansvar kan man ikke forvente, at børn skal tage.

– Indimellem, når andre poster billeder af deres far, der bygger et skur for dem eller sådan noget, så kan jeg godt føle, at jeg mangler noget. Det gør min far jo ikke. Og jeg vil rigtig gerne have, at han ville gøre det. Jeg kunne også ønske mig, at han tog mine børn med på museum, læste op for dem og tog dem med i sommerhus, ligesom han gjorde det, da jeg var barn, men det sker ikke. Det er et savn. Eller et tab. Han har været så nærværende, mens vi var børn. Det ville jeg også ønske, at han var for mine børn. Jeg savner ham også som forældre i den funktion, hvor jeg kan få lov at være barn og støtte mig op ad ham og få råd og omsorg.

– Jeg har altid set op til min far. Jeg er gået i hans fodspor. Jeg har læst jura som min far før mig, hans far før ham og hans far før ham osv. Jeg er ligesom ham uddannet jurist med speciale i skatteret. Jeg har taget jagttegn ligesom ham. Men jeg har også ladet hans mønstre smitte af på mig. F.eks. kender jeg godt følelsen af at tage et glas vin efter en stressende dag, som har sat gang i en masse følelser. I stedet for at mærke efter kan vinen dulme følelsen.

Jeg har ikke selv haft et decideret misbrug, men jeg kan genkende mønsteret og frygten for at få et misbrug, hvis (eller når) jeg møder modgang i livet.

– Det er også vigtigt for mig at stå ved, at jeg har arvet den her ‘tendens’, eller hvad man skal kalde det. I stedet for at skamme mig. Det er jo ikke min skyld, men det bliver mit problem, hvis ikke jeg handler på det. For mig har det været normalt at komme på besøg hos min far og dele et par flasker rødvin med ham. Alkohol har altid været en integreret del af min families liv. Min farmor har også haft et alkoholmisbrug, selv om hun har holdt på formerne. Min morfar har også haft et alkoholmisbrug. Mormor sørgede for at skjule hans misbrug for omverdenen; efter min mormor døde, drak min morfar sig ihjel. På den måde ligger det i familien at drikke for meget.

– Jeg fik mit første barn for tre år siden, det satte det lidt i perspektiv. Jeg vil gerne have at mønsteret ikke gentager sig. Jeg vil gerne give mine børn et sundt forhold til alkohol. Man behøver ikke alkohol for at skulle hygge sig. Alkohol skal ikke være det, der dulmer de dårlige følelser, som man bærer rundt på. Mine børn skal ikke se, at alkohol bliver brugt til selvregulering. Et glas rødvin skal ikke blive en vej til at ignorere følelserne på, det skal være det velsmagende supplement til et godt måltid mad.

– Min søster startede i TUBA før mig, og hun gjorde mig opmærksom på, at TUBA også ville være noget for mig. Jeg tænkte, at det jo ikke kunne skade at gå i behandling i TUBA. Jeg har selv været bange for at skulle arve tilbøjelighed til alkoholafhængigheden.

– Jeg har i TUBA lært at mærke mine følelser og handle på dem i stedet for at undertrykke dem. Jeg kan godt opleve at reagere med vrede, når jeg bliver ked af det eller skuffet, men har haft svært ved at mærke følelsen af at være ked af det. Jeg har simpelthen begravet det bag vrede eller ligegyldighed. Det har været vigtigt for mig at lære at mærke efter og stå ved mine egne følelser og så at sige ‘acceptere mig selv’.

Jeg har lært ikke at tage ansvar for min far og hans handlinger. Kun at tage ansvar for det, som jeg kan påvirke.

– Sender min far en sms, som gør mig ked af det, så svarer jeg, at han gør mig ked af det. Eller vred, eller hvad den nu gør. Før jeg gik i TUBA, så ville jeg bære rundt på den vrede i lang tid – og det kan godt give lyst til at dulme følelserne med alkohol – også selvom den lyst er underbevidst. På den måde ved jeg, at jeg er kandidat til at gentage min families mønstre. Men jeg har lært mit reaktionsmønster at kende, så jeg ved, hvornår jeg i hvert fald ikke skal drikke alkohol. Jeg har taget fat i rødderne til problemet, har lært at mærke mine følelser og har udviklet en strategi.

– Min søster og jeg har heldigvis hinanden. Vi kan bevidne hinanden i, at det ikke er os den gal med. At min far er alkoholiker, er en del af min historie – og det er jeg åben om. Jeg synes, at man skal praktisere det, man prædiker og derfor er det vigtigt for mig, at jeg selv er et godt forbillede for mine børn mht. min omgang med alkohol.