– Hvorfor mister jeg mig selv i parforhold? Hvorfor har jeg konstant brug for bekræftelse fra min kæreste og mine venner? Hvorfor er det så svært at stole på andre?
Få viden om, hvordan din opvækst i en familie med misbrug kan påvirke, hvordan du er og oplever verden i dag. Nære relationer er temaet, vi griber fat i denne dag.
Oplevelser af svigt i opvæksten vil ofte komme til udtryk i forholdet til andre mennesker – særligt over for dem, der er helt tæt på. Få mere viden om, hvad der kan være på færde, hvilke ting du skal være opmærksom på, og hvordan I kan hjælpe hinanden, så din fortid i en familie med misbrug ikke ødelægger parforholdet.
Drop-In betyder, at du bare kan møde op uden at melde dig til først. Du skal dog vide, at vi desværre kun har plads til omkring 70 deltagere, og det er enkelte gange ikke tilstrækkeligt. Kommer der flere end 70, bliver vi desværre nødt til at afvise ved døren. Man kan ikke tilmelde sig, så vi kan kun opfordre til, at du kommer i god tid.
Umiddelbart efter Drop-In afholder vi en refleksionsgruppe. Her vil der for dem, der er interesserede i det, være mulighed for at gå mere personligt i dybden med nogle af de emner, der er blevet berørt. I refleksionsgruppen kan man dele tanker og følelser med andre samt få rådgivning fra terapeuterne.
Mødet er et undervisningstilbud og ikke terapi – og er beregnet for unge i TUBAs målgruppe (14-35 år).
Vi glæder os til at se dig!